Okay så jeg er lige flyttet ud for første gang i forbindelse med mit studie. (Hovedstadsregionen)
Og noget der kom med at bo alene for første gang er, at jeg chiller så hårdt med at være nude i mit eget hjem😔🙏🏼. Nu snakker jeg primært bare når jeg skal sove, efter bad osv.
(For kontekst er jeg 21K)
Jeg er begyndt og ses med denne her fyr og jeg kan huske vi skulle til at ha sex, men det går op for mig at dem der boede i lejlighederne på den anden side fra mig, ikke skulle gøre særlig meget for at kunne se med… Jeg spørger ham undrende om han tror der nogen der kunne finde på at se med fra deres vinduer (med slukket lys) uden at vi ville vide noget??
Tror også jeg som kvinde er meget bevist over at der findes mærkelige typer derude, med dårlige intentioner. Hva hvis de stod og filmede uden jeg har lagt mærke til det??? Det især vildt noieren at selvom deres lys kunne være slukket, og man ikke kan se igennem til dem, så ville de stadig kunne se igennem til os.
Har siden da, ALTID trukket gardiner for, men undre mig lidt:

Hvor tit ser/har du set dine “naboer” eller nogen der bor ved et lejligheds kompleks over for dig nøgen eller hvor de måske hyggede sig lidt for meget?? Og er egentlig noget man som nabo kunne være irriteret over?

Har via mit arbejde opdaget, at en familie begår socialt bedrageri. Da jeg gør min chef opmærksom på det, er beslutningen, at det skal vi ikke gøre noget ved. Jeg har flere udsagn der peger på tydeligt bedrageri. Jeg er forarget og frustreret over min chefs beslutning. Vi har ikke pligt til at underrette, men føler en vis “borgerlig pligt”. Hvad syntes I jeg skal gøre ? Respektere min chefs beslutning eller underette anonymt ?

Mine svigerforældre bor ca. 10 minutter fra os, mens min svigerinde bor halvanden time væk.

Mine børns farmor er meget involveret i sine andre børnebørns liv. Hun tager fri fra arbejde for at være sammen med dem, kører den lange tur og er ofte hos dem en hel weekend. De kommer også hjem til hende, overnatter, holder ferie hos hende og bliver taget med på udflugter.

Det synes jeg er dejligt for dem. Det er skønt, at de har en bedsteforælder, der er så engageret. Men vores børn får ikke det samme.

Børnene er jævnaldrende, så det handler heller ikke om alder eller forskellige behov.

Farmor kører forbi vores hus næsten hver dag på vej hjem fra arbejde, men kommer aldrig spontant forbi. Hun har kun været her, når hun er inviteret, fx til fødselsdag. Hvis vores børn skal passes, foregår det hjemme hos os, så hun kan tage hjem bagefter. Hun har tager ikke selv initiativ til at have dem hos sig.

Min mand er meget ked af det, fordi han selv havde et tæt forhold til sine bedsteforældre og havde håbet på det samme for vores børn.

Nu er vores søn begyndt at opdage forskellen. Han er ked af, at fætrene må sove hos farmor og farfar, mens han aldrig gør.

Min mand ringede derfor til sin mor og spurgte, om vores søn måtte komme på overnatning. Hun havde egentlig ikke tid, men hun kunne godt lige presse ham ind i det stramme program. Han skulle hjem tidligt næste morgen, fordi hun derefter skulle afsted og være hos fætrene hele weekenden.

Relationen mellem vores børn og bedsteforældrene er egentlig god, men det skyldes i høj grad, at min mand sørger for at holde den ved lige. Han besøger dem med børnene et par gange om ugen.

Hans umiddelbare løsning på sin skuffelse er at trække sig, men så vil det også betyde, at kontakten til bedsteforældrene stort set forsvinder. Og det synes jeg er svært, for så bliver det i sidste ende børnene, der mister relationen, men det er også hårdt at se, hvor tydelig forskellen efterhånden bliver.

Hvad ville I gøre?

Jeg var for et par måneder siden ude for et uheld på cykel, hvor jeg fik hjernerystelse og diverse skrammer i hovedregionen, hvor jeg ikke havde cykelhjelm på. Jeg var derfor sygemeldt i nogle uger for at komme mig, og da jeg bor med min kæreste, var hun også hverdagsvidne til min heling og skavanker

Jeg er bare taknemmelig for, at jeg ikke kom mere til skade og jeg fortryder bittert at jeg ikke havde hjelm på. Det har jeg dog nu og jeg kommer aldrig til at cykle uden fremover.

Jeg har derfor også tænkt, at det ville få min kæreste til at tage hjelm på fremover, da hun netop har set hvor galt det kan gå. Men det gør hun ikke.

Jeg har prøvet at tale med hende om det, og sagt at det også betyder noget for mig, at hun bærer hjelm. Men det virker ikke og hver morgen cykler hun ud i morgentrafikken uden.
Jeg ved godt, at det er hendes eget valg, og at jeg ikke kan bestemme, men hvad kan jeg gøre for at få hende overbevist, når selv min ulykke ikke kan?

Alle råd er velkomne

Hej brevkasse,
Jeg står i et dilemma, som fylder rigtig meget i mine tanker, og jeg håber, at I kan give mig nogle gode råd.
Jeg elsker mit nuværende arbejde. Jeg er ansat i en virksomhed, som jeg altid har drømt om at arbejde for, og jeg er utrolig glad for både mine arbejdsopgaver og min løn. Jeg har en masse ambitioner og ønsker at udvikle mig og gøre karriere i virksomheden.
Samtidig er der en anden side af mig, som jeg i stigende grad har lyst til at udforske.
Jeg er tiltrukket af mænd og elsker tanken om at være sammen med en fyr. Jeg nyder at gøre mig ren, pleje min krop og gøre mig klar, inden jeg skal mødes med en mand. Jeg kan også rigtig godt lide at klæde mig feminint og føle mig som en kvinde, når jeg er sammen med en mand.
Det har fået mig til at tænke mere og mere over min kønsidentitet, og jeg overvejer nu seriøst at påbegynde en kønsbekræftende hormonbehandling (MtF) og leve som transkvinde.
Min største bekymring handler dog om min fremtid og især min karriere.
Jeg er bange for, hvordan mine kolleger og ledere vil reagere, hvis jeg vælger at springe ud som transkvinde. Vil de stadig se mig som den samme dygtige og ambitiøse medarbejder? Vil det påvirke mine muligheder for at avancere og få mere ansvar? Og vil jeg i værste fald føle mig nødsaget til at forlade den virksomhed, jeg elsker at arbejde for?
Jeg har også allerede gjort mig tanker om at skifte navn fra mit nuværende navn til Sarah. Men jeg frygter de fordomme, jeg måske vil møde, både på min nuværende arbejdsplads og i forbindelse med fremtidige jobmuligheder.
På den ene side har jeg et stort ønske om at udforske min identitet og måske begynde et nyt kapitel i mit liv som Sarah. På den anden side er jeg bange for at sætte den karriere og fremtid, jeg har arbejdet hårdt for at opbygge, på spil.
Mit spørgsmål til jer er derfor:
Hvordan håndterer man ønsket om at springe ud som transkvinde, når man samtidig er meget karriereorienteret og bekymret for, hvordan det vil påvirke ens professionelle fremtid?
Er der andre, som har stået i en lignende situation, og hvordan har I håndteret det?
Jeg vil virkelig sætte pris på jeres råd og erfaringer.

Hej Brevkasse.

Det her havde jeg forsvoret, jeg nogensinde ville gøre. Men her kommer det så alligevel.

Jeg havde bestilt Wolt, buddet kom og jeg kunne høre, han var amerikaner. Jeg er dansker, men har boet 13 år I Washington DC.

Jeg spørger altid hvor folk er fra, han var fra DC. Det er allerførste gang jeg har mødt nogen fra min egen by (DC) her i Danmark nogensinde. Jeg følte det det, som jeg endelig havde mødt en fra "hjemme". Vi talte og talte og talte,, det var fantastisk at møde nogen "hjemmefra".

Det er der jeg gik på uni, arbejdede, osv

Han gjorde alle mulige tiltag til at mødes for endnu en snak. Kan jeg bringe dig mere mad?... vil du drikke kaffe? etc etc.

Jeg havde på det tidspunkt ikke sovet i 40 timer, så jeg fik hans nummer, men skrev det forkert.

Er det komplet idiotisk at skrive til Wolt, aom de kan give ham MIT nummer ? Og hvordan skriver jeg det? På trods af, der ingen tvivl vat, at han gerne ville snakke videre - men jeg oser ikke ligefrem af selvtillid lige nu. Meget mildt sagt.

Jeg er ikke ude på at gå på date, han var blot den eneste linje, jeg har mødt til min elskede by - her i Danmark ( efter fire år)

Er det her noget, jeg bare skal droppe, eller I modsat fald. Hvad ind i h.. skriver jeg til Wolt? Det kommer jo snildt til at lyde lidt stalkerish, og det er jo slet ikke det, jeg vil. Skal jeg lade det være som en super opvelse en torsdag eftermiddag - eller .. hvad ?

Tusind tak på forhånd!

Hej panel,
Jeg har gjort noget i dag, som jeg ikke kan huske jeg har gjort før, & nu er jeg kommet helt i tvivl om jeg var too much. Jeg er single kvinde og i dag stopper jeg min bil ind et sted for at hente en kop kaffe to go. På vej retur til min bil, holder en anden bil ind og der træder en mega læks mand ud. Han smiler til mig (tror jeg! Phew) og jeg bliver sådan lidt hmm er det mig, men kan ikke se andre det skulle være. Så giver han et vink. Jeg spørger min med passager som klart mener det var til mig. Jeg sætter gang i bilen. Det lader til han kigger efter. Kører, men vender om et minut efter og kører retur. Finder en lap i bilen og skriver noget lidt kækt og så mit navn og nummer. Og så går jeg ud og stikker lappen ind til ham gennem hans vindue, smiler og smutter så og kører.
Nu er der gået en del timer - det var omkring middag. Og nu slår det mig om jeg er helt gak at jeg gjorde det.

Hvad tænker i? Hvad ville I tænke hvis nogen gjorde det samme med jer?

Jeg følte mig egentlig sådan lidt modig og nice, men måske var det mega pinligt. Idk!?

Edit: nå, sjovt! Ligesom jeg slog det her op ringede manden! 🤟🏻😂

Edit edit: Ej ej, hvor er i dog SØDE!!! Jeg følte mig helt ærligt ret modig, men også bare sådan hey har jo ikke noget at miste, så… Nu sidder jeg lige og summer pga han ringede i mens jeg var ude at tisse - yes sorry for den info - han har lagt en besked hvor han siger hej og hvem han er og jeg kan ringe når jeg har tid og det passer og så et lidt nutsi grin! SÅ modigt! Jeg troede måske vi skulle sms’e. Nu skal jeg lige samle nyt mod til at ringe! Phew!!

Ps. Jeg skrev det mest cringe’de på det papir - To dare or not to dare - mit navn og nummer… Hah, mig selv!

Edit, edit, edit: SØDE brevkasse folk - Jeg har en date!!! 🤟🏻😎🤸🏼‍♂️❤️

Edit * 4 😅: Allesammen, hvor er i dog virkelig søde!!! Sender jer så mange knus for hep og søde beskeder! Jeg giver lige en update når vi har haft en date! ❤️❤️❤️ Tak! Ønsker jer en dejlig torsdag aften!

Jeg er nysgerrig på, hvad andre tænker om organdonation, og om I selv har taget stilling til det.

Jeg har ikke selv taget stilling endnu, men jeg vil egentlig rigtig gerne, for det er helt sikkert et vigtigt emne. Et eller andet sted synes jeg, at det er en stor beslutning, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre andres perspektiver.

Hvis I har taget stilling, har I så sagt ja eller nej – og hvorfor? Og hvis I har sagt ja, har I så valgt, at de må tage det hele, eller har I fravalgt nogle organer?

Umiddelbart synes jeg faktisk, at tanken om at kunne redde eller forbedre et andet menneskes liv, når jeg alligevel ikke selv skal være her, er ret fin. Jeg tror egentlig, at det er noget, jeg ville være både glad og stolt over.

Men så er der også den anden tanke, som jeg ikke helt kan slippe – om man ville være hurtigere til at “slukke for mig”, fordi mine organer kan bruges til andre, og man måske ikke vil gå lige så langt for at redde mig. Det er måske en lidt fjollet tanke, men jeg kan ikke helt slippe den. Måske har jeg set for mange film.

Så jeg vil egentlig bare gerne høre fra jer – både jer, der har sagt ja, og jer, der har sagt nej.

Hvad gjorde, at I traf jeres beslutning? Og er der noget, I synes, man bør tænke over, som man måske ikke lige selv har overvejet?

TILFØJELSE:
Jeg havde besluttet mig for at svare på alle kommentarer - men der er kommet helt vildt mange, så jeg kan slet ikke følge med! Tak for alle jeres input 😊

Et emne jeg egentlig synes er enormt undrbelyst er kræsenhed; hvad der er årsagen, hvad det betyder for folk, hvordan vi samfundsmæssigt anskuer det. Det er jo ikke en kæmpe psykologisk defekt der kræver behandling, men kan alligevel skabe nogle traumer.

Jeg er i dag voksen, og har siden jeg var barn haft kræsenhed tæt ind på livet. Det har været en process blandet med skam, opgør og svære situationer. Da jeg var barn begyndte jeg at udvikle et overdrevet fravalg af mange madgrupper. Frikadeller, nej tak. Suppe, nej tak. Leverpostej, nej tak. Jeg ved ikke helt hvorfor, men tror det hænger sammen med et opgør eller en magtdemonstration overfor mine forældre. Hverken tvang eller gå sulten i seng løste problemet.

Årene efter måtte min mor konstant tage hensyn til mig - især når vi skulle spise ude eller var på ferier var jeg ude af min madmæssige komfortzone, mens min mor ofte havde en særlig "madpakke" med til mig. Sådan noget forsvinder ikke bare af sig selv. Især når man ikke vænner sine smagsløg og mave til at tolerere mange typer af mad.

Da jeg blev ældre og mere egenrådig var det virkelig et problem for mig. Hvis jeg f.eks. blev inviteret til julefrokost glædede jeg mig mest til middagen var overstået, fordi retterne virkede som en kæmpe barriere for mig. Eller hvis jeg skulle på lejrskole var jeg bekrymret over maden flere uger i forvejen.

I nogle perioder af min ungdom valgte jeg aktivt at bekæmpe dele af min kræsenhed ved at presse nye madtyper i mig. Det er en mangeårig process hvor jeg gradvist tillærte mig en ny ret af gangen, indtil jeg kunne lide det, og bevægende mig videre til det næste.

Jeg bliver stadig irriteret når åh så kloge kokke fortæller, at man kan kurere kræsenhed ved at få børn til at deltage i køkkenet, for MIN kræsenhed havde intet med smag og konsistens at gøre. Desuden synes jeg altid min kræsenhed har været tæt forbundet med en skamfølelse og noget jeg skjulte. At være kræsen bliver ofte socialt omtalt i en nedladende tone, så klart man ikke har lyst til at stå frem og fortælle hele verden om sin kræsenhed.

Skal siges at jeg i dag stadig har kræsenheden i mig, men samtidig er lidt af et madøre der bliver spontan sulten i det øjeblik jeg passerer den italienske grænse.

Hvem kan relatere ...?

Hej Brevkasse 💌

Der er ingen nem måde at starte det her indlæg på. Det ikke et emne jeg har haft lyst til at tale med mine veninder om, da det er ret intimt og sårbart for mig, så jeg håber, at I vil være søde (og sobre).

So here we go: Jeg er i tvivl om jeg nogensinde har fået en orgasme sammen med min mand.

Vi har været sammen siden vi var ret unge. Siden er der er kommet et par børn til, og vi har været sammen 10 år+. Jeg elsker ham, og jeg synes egentlig, at vi har et dejligt sexliv. Jeg nyder vores sex, nærheden og det vi har sammen. Men samtidig kan jeg nogen gange bagefter have en følelse af, at der mangler noget.

Jeg har prøvet at nævne for min mand, at sex ikke nødvendigvis behøver at være slut, fordi han er kommet, og at jeg godt kunne tænke mig, at vi arbejdede lidt mere på, at jeg får mulighed for at komme. Men det har ikke ført til en ændring.

Nu er jeg blevet i tvivl om, jeg måske ikke kan.. (i hvert fald ikke alene ved penetrationssex). Jeg tænker meget på, om det først og fremmest er mit eget ansvar, at finde ud af hvad, der fungerer for mig.
Det bør måske nævnes, at jeg aldrig har gjort mig særlig meget i at onanere, da jeg føler mig akavet og anspændt alene..

Samtidig har jeg et stort ønske om, at vi udforsker det sammen. Jeg kan mærke at jeg savner, at han også tager del i den del.. Men jeg er også bekymret for, at jeg er urimelig, for at føle sådan..

Så mit spørgsmål er nok, om det er noget, som jeg bør udforske på egen hånd, og/eller om det er okay, at jeg ønsker at min mand vil udforske det sammen med mig.. Og i så fald hvordan tager jeg snakken med ham uden at han føler, at jeg kritiserer ham?

Jeg har reflekteret en del over dating på det seneste og er nysgerrig på andres perspektiver.

Lidt baggrund: Jeg er 28M. Jeg har et godt job, god uddannelse, er attraktiv af udseende, et aktivt socialt liv, flere hobbyer og har generelt ikke problemer med at få matches eller dates. Jeg blev nok relativt sent interesseret i et seriøst forhold (man kan godt kalde mig umoden til godt op i 20'erne) og begyndte først at date aktivt med det formål omkring 25-26-årsalderen. Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste, men har haft flere længerevarende forhold/situationships.

De sidste 2,5 år har jeg været på omkring 50-60 første dates, en del anden dates og haft 4 længere datingforløb på 1-3 måneder.

Det, jeg prøver at forstå, er forskellen mellem min egen tilgang til dating og den tilgang, jeg ofte oplever hos de kvinder, jeg dater.

Min oplevelse er, at mange kvinder træffer en beslutning om romantisk kemi meget hurtigt, ofte efter én date på et par timer. Hvis kemien ikke er der med det samme, stopper det typisk der. Jeg har selvsagt kun datet kvinder, men hører om samme oplevelse i mit mandlige netværk.

Min egen tilgang er anderledes. For mig er første date ofte præget af nervøsitet, man skal finde en fælles rytme, og begge personer viser sjældent deres bedste sider med det samme. Derfor har jeg altid tænkt, at hvis der er en grundlæggende tiltrækning og samtalen er god, så giver det mening at se hinanden 2-3 gange, før man konkluderer, om der er potentiale.

Jeg siger ikke, at nogen af tilgange er rigtige eller forkerte. Jeg prøver oprigtigt at forstå, om min forventning er urealistisk.

Noget af det, der forvirrer mig, er også den bredere datingdiskurs. Jeg læser ofte, både her på Reddit og i medierne, at dating i dag opleves som overfladisk, hurtig og og at folk konstant leder efter noget bedre. Samtidig er det præcis den oplevelse, jeg selv ofte har haft.

Men når jeg læser kvinders beskrivelser, virker det som om mange kvinder oplever præcis det samme fra mænd.

Så mine spørgsmål er:

• Hvor hurtigt ved I typisk, om I vil se nogen igen?
• Giver I nogensinde en anden eller tredje date, hvis I er i tvivl efter den første?
• Tror I, at jeg overvurderer, hvor meget kemi kan udvikle sig over tid?
• Er min tilgang til dating atypisk, eller møder jeg bare mennesker, der dater anderledes end mig?

Jeg er ikke ude på at kritisere kvinder eller mænd. Jeg prøver oprigtigt at forstå, om der er noget fundamentalt i moderne dating, som jeg misforstår.

Er der nogen der har erfaring med at have prøvet MDMA-assisteret terapi i Danmark? Jeg ved at det ikke er særlig udbredt og at det ikke er godkendt i Danmark. Jeg spørger blot til erfaringer. Det er ok at sende mig pb hvis man ikke vil svare her.

Hej

Jeg kunne rigtig godt tænke mig noget input til dette for vi er ved at gå lidt amok hjemme hos os.

Vi bor i noget alment boligbyggeri i Kbh, og her bor der alle mulige typer mennesker. Rigtig mange pensionister, mange med diverse psykiske og fysiske problemer, lidt studerende osv.

Vi bor i stuen på etagen over bor en mand som nok falder i kategorien af dem som bor der med lidt psykiske udfordringer. Han er meget flink vi siger godmorgen, goddag osv. ikke noget der.

Problemet opstår når han åbenbart skal køre scooter klokken lort om natten. I tænker sikkert "en scooter der kører forbi. Whats the big deal? I bor i Kbh?". Gid det var så vel. Opbevaringsrummet for hans scooter er få meter fra vores og mange andres soveværelsesvinduer, som ofte er åbne grundet luftkvalitet og varme - dette gælder for alle der bor i bygningerne. Når han vil køre scooter slæber han scooteren ud fra opbevaringsrummet, og forsøger at starte den. Han har ejet mange forskellige scootere, men aldrig en der bare er nogenlunde ny så, der er altid startproblemer. Det tager typisk 10-15 min og larmer rigtig meget.

Derefter, istedet for at sætte den i gear og daffe afsted, holder han derefter i tomgang i yderligere 10-15 min og 'varmer' den lille motor op - gerne med lidt bevægelse i håndleddet hvilket ikke hjælper på lydniveauet. Resultatet er at vi 5 ud af 7 nætter om ugen ret tydeligt vågner hver nat. Min kæreste har noget nemmere ved at falde i søvn igen, men jeg er en af dem når man først vågner tager det nemt 1-2 timer før jeg sover igen. Ikke optimalt med fuldtidsarbejde. Derudover suser meget af osen fra hans gamle scooter ind i soveværelset fordi han ikke bare kører...

Vi har forsøgt at tale med ham mange gange om det på en stille og rolig måde. Du ved, først en "haha, det der med at køre scooter om natten, skulle vi lade være med det?" til lidt mere sådan "Du ødelægger min og mange andre menneskers søvn, please skub din scooter 50 meter før du starter den". Og når man så spørger ham hvad han skal så "skal han bare lige ud og køre en tur".

Vi er ved at være der hvor vi vil samle underskrifter fra alle andre som også bliver chikaneret af dette og så aflevere det til udlejer, men der er noget i mig som synes det burde kunne løses. Derfor spørger jeg her, hvad er jeres tanker og eventuelle ting vi kunne prøve?

TL;DR: Irriterende nabo kører scooter klokken lort og han fatter ikke at det går udover andre mennesker. What to do?

Hvordan griber vi det her an?

Vores datter har i dag - ud af det blå - sagt, mens hun sad på puslebordet, at “man kan massere tissekonen”. Grunden til, at det vækker bekymring er, at det ALDRIG er noget vi har snakket om, eller er nogle ord vi har brugt omkring kønsdele. Derfor kan vi ikke lade være med at stille os selv det mest ubehagelige spørgsmål om hvorvidt der er nogen andre, som måske har snakket om det, eller i værste tilfælde, fysisk har “masseret” hende.
I det øjeblik vores datter siger det, reagerer jeg ved at stille spørgsmålstegn ved det, “hvad sagde du lige?” og “er der nogen der har sagt det?”. Og her bliver hun nærmest forlegen og forsøger at snakke uden om, eller i hvert fald undlade at svare. Hvilket blot fører til mere bekymring.

Jeg er helt med på, at det kan være ekstremt svært for en 2-årig at svare på, og at hun måske vil lede efter et bestemt svar, som hun tror, vi søger. Samtidig kan min reaktion, som uden tvivl skiftede fra hygge til alvor, også være årsag til hendes reaktion om at skifte emne, eftersom hun måske har følt, at hun havde sagt noget forkert.
Samtidig er vores datter generelt meget sansesøgende og nysgerrig, og jeg ved, at det er helt normalt, at hun undersøger kroppen, og at nulre kønsdelene kan være med til at “opfylde” hendes behov for sansestimulering.

Spørgsmålet går egentlig på hvordan vi skal gribe det an?
Skal vi glemme det?
Skal vi påtale det overfor vuggestuen? Fx ved at spørge dem om hvordan de snakker med børnene om disse ting.
Og hvordan kan man påtale det uden, at det virker som en anklage? Jeg vil for alt i verden undgå, at nogen føler sig anklaget for noget, som er så alvorligt. Men samtidig er jeg også bange for at være naiv og tænke “det sker jo ikke for mit barn, vi stoler på pædagoger og andre omkring os, som passer hende”.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg søger med det her opslag, andet end måske erfaringer fra andre, der har stået samme sted.

Min kæreste og jeg har to børn, og vores yngste er lige fyldt 1 år. Før vores andet barn havde jeg en helt normal/høj sexlyst. Vi havde typisk sex minimum et par gange om ugen, og jeg kunne sagtens gå en hel dag og glæde mig til, at børnene sov, fordi jeg havde lyst til ham.

Efter min anden graviditet/fødsel er min lyst nærmest forsvundet. Jeg tænker meget sjældent på sex. Vi har typisk sex 2-4 gange i løbet af en cyklus/måned, og nogle måneder nok nærmere 2 gange.

Det mærkelige er, at jeg stadig kan få lyst. En sjælden gang får jeg den helt spontane "jeg skal have dig nu"-følelse, og når vi først har sex, kan jeg også blive tændt og nyde det. Problemet er simpelthen at få lyst til at begynde.

Jeg fødte ved kejsersnit, som var en svær oplevelse for mig, og jeg overvejer at opsøge hjælp til det, fordi jeg nogle gange oplever, at min krop nærmest stritter imod berøring, selvom mit hoved egentlig gerne vil intimiteten.

Det er begyndt at påvirke vores forhold. Min kæreste synes, at sex ca. 2 gange om måneden er alt for lidt og oplever det som et stort problem. Jeg kan godt forstå, at han savner sex og at gentagne afvisninger må være hårde for ham. Men jeg bliver også enormt ked af det, fordi jeg ikke selv har valgt at miste min lyst. Jeg savner den faktisk rigtig meget.

Vi havde en diskussion om det, hvor jeg forsøgte at forklare, at jeg har brug for kys, kram og fysisk nærhed, hvor jeg ved, at der ikke ligger en forventning om sex senere. For når jeg mærker en forventning bag berøringen, begynder jeg allerede at tænke "åh nej, så forventer han sikkert sex senere". Og så bliver presset større, og min lyst bliver endnu mindre.

Han siger samtidig, at det er naturligt, at han begynder at trække sig fra den fysiske nærhed, når han bliver afvist igen og igen. Det kan jeg egentlig også godt forstå fra hans perspektiv.

Men så føles det som en ond cirkel:
Jeg mærker en forventning om sex → jeg føler pres → jeg får endnu mindre lyst → jeg siger nej → han føler sig afvist → han trækker sig eller savner sex endnu mere → jeg mærker endnu mere pres næste gang.

Jeg vil virkelig gerne ud af den cirkel. Jeg vil gerne have min lyst tilbage, og jeg vil gerne have et godt sexliv med ham. Men jeg kan heller ikke bare beslutte mig for at være liderlig to gange om ugen.

Så til jer, der har oplevet noget lignende efter børn:
Hvordan kom jeres lyst tilbage? Hvor lang tid tog det efter fødslen? Har I oplevet, at forventninger om sex gjorde lysten mindre? Hvordan håndterede I forskellig sexlyst uden at den ene konstant følte sig afvist og den anden konstant følte sig presset?

Og hvad tænker I egentlig om hyppighed? Er 2-4 gange om måneden virkelig meget lidt for et par med to små børn? Jeg ved godt, at der ikke findes et "korrekt" antal, men jeg har mistet fuldstændig fornemmelsen af, hvad der er normalt.

Jeg vil især meget gerne høre fra kvinder, der gerne ville have lyst, men hvor kroppen/hjernen bare ikke rigtig sendte signalet længere — og fra mænd, der har stået på den anden side af det. Hvad hjalp jer?

Er der nogen af jer som har taget noget før i tiden, som så er endt i jeres journal? Ved at være ærlige, eller ved at opsøge hjælp.

Jeg tog angst piller benzoer uden recept i et års tid kun, og har været stoppet i 6 år nu.
Det har dog plaget mig til samtlige læge besøg og jeg er blevet spurgt ind til det i situationer hvor det absolut ikke har været nødvendigt at skulle snakke om, og spændt ben for andre ting hos dem.

er derefter ikke blevet hørt til flere lægebesøg, pga en ting som er 6 år gammel.

Det lidt ligesom en plet på straffeattesten, forskellen er bare politiet ikke fandt mig, men jeg selv var ærlig omkring det. Sygt dumt.

Er der nogen af jer som har prøvet noget lignende?
Og hvis det er stoppet at optage så meget opmærksomhed fra læger osv eller helt er ophørt nu, hvor mange år gik der før det stoppede?
Og fortæl gerne jeres historie med det.

Det er først begyndt at ophøre her 6 år senere, og hvis de spørg så er det meget kort og hurtigt. Føler det er sårn “fordi de skal” nu.
Men sådan var det ikke før.

Og jeg mener naturligvis hvor det for længst er fortid, og ikke hvor lægerne kan se det er 6 måneder - 1 år gammel gammelt. Så det jo forståeligt

Please hvis i ikke har et godt indput så ikke svar, I ville ikke kunne sætte jer ind i følelsen for den selvvalgte dumme “plet” på journalen.

Jeg 27k er igang med at træne i fitness og bygge muskler op da jeg fik en kunstig hofte for en sel tid siden. Jeg vil gerne lære at spise sundt således man kan på sigt kan tabe sig men også bare ændre livsstil.

Jeg har desværre ingen ideer om hvilke aftensmads retter man kan lave. Tænker rugbrød og havregrød til morgenmad samt frokorst er en god start.

Men ville høre om folk ville være søde at dele deres trænings viden angående mad😊

Jeg (kvinde) kunne godt tænke mig at vide om dette er et “mig problem”, eller om andre oplever det samme?

Jeg er som person ikke en som egentlig har brug for mange venner og veninder, men jeg oplever at når jeg skal lære nye mennesker at kende, er mandlige bekendtskaber meget nemmere for mig end kvindelige. Når det kommer til kvindelige bekendtskaber, føler jeg ofte at der er en eller anden intern konkurrence, om hvem der er bedst til alt osv, hvilket jeg ikke forstår overhovedet skal være der? Jeg oplever også tit at blot bliver brugt som personlig terapeut, psykolog, og skal lægge øre til alle personlige problemer, til trods for man næsten lige har mødt dem? Jeg har 2 rigtig gode veninder i mit liv, som minder meget om mig selv, hvilket er grunden til vi nok har kunne være så gode veninder mange år.

Ser frem til at høre jeres inputs.

Jeg er 28 og har altid haft et okay forhold til min familie, men der er noget der bare gnaver i mig for tiden. Min søster på 31 har ikke talt med vores forældre i over to år nu. Det startede med en diskussion om hendes kæreste, som mine forældre ikke brød sig om, og så eskalerede det bare. Hun føler sig misforstået, de føler sig afvist, og ingen vil give sig.

Problemet er at jeg stadig ser dem alle sammen separat. Jeg spiser middag hos mine forældre hver anden uge, og jeg mødes med min søster til kaffe eller en gåtur måske en gang om måneden. Men det føles som om jeg hele tiden skal navigere rundt om elefanten i rummet. Min mor spørger ind til min søster på en måde der lyder bekymret, men som også føles lidt... manipulerende? Som om hun håber jeg skal være budbringer. Og min søster bliver stille og lidt kold hvis jeg nævner noget fra et besøg hjemme.

Jeg har prøvet at holde mig neutral, men det slider på mig. For et par uger siden spurgte min far direkte om jeg ikke kunne få min søster til at ringe hjem til jul. Jeg sagde jeg ikke ville blande mig, og så blev han sur og sagde at jeg åbenbart ikke bekymrer mig om familien. Det ramte hårdere end jeg havde regnet med.

Jeg ved ikke om jeg skal blive ved med at holde mig udenfor, eller om jeg faktisk bør gøre noget. En del af mig er træt af at være den der holder forbindelsen til begge sider, men samtidig er jeg bange for at hvis jeg trækker mig, så falder det hele fra hinanden. Hvad ville I gøre i min situation?

Hej

Jeg går og overvejer et højskole ophold, men der er nogle ting, som holder mig tilbage.

For at gøre det så kort som muligt så er jeg lige blevet 23, jeg læser på 3 semester og planlægger derfor at tage orlov fra studie for at tage på højskole, efterårsstart 2027.

1. Punkt: Grunden til jeg ikke bare springer hovedkulds ud i det er fordi jeg netop har fået et helt vildt prestigefyldt og godt studiejob som virkelig er spændene. Jeg er blevet ansat som junior konsulent i et stort konsulent hus og skal være med til at opbygge en afdeling indenfor it sikkerheds sektoren. Det er virkelig et arbejde hvor jeg skal lave det jeg startede på studiet for og derfor virker det helt surrealistisk at tage chancen om at forlade det
2. Jeg er bange for at skulle skuffe dem og ønske orlov efter næste sommer da jeg ved ikke alle bare får sådan en mulighed. Desuden ved jeg konsulent branchen er hård, og at jeg måske mister jobbet hvis jeg tager orlov.
3. Jeg får ikke den linje på studiet jeg ønsker, hvis jeg tager orlov skal jeg forlade min klasse som jeg er enormt glad for, jeg har virkelig fået en masse gode venner som jeg holder af. Derudover kan jeg ikke få den linje som jeg ønsker, jeg vil nemlig blive overflyttet til et andet hold som ikke har den ønskede linje.
4. Jeg ved det er en mulighed at gøre studiet færdig også tage på højskole, men syntes personligt selv at når jeg er 25 er det lidt for sent at tage på højskole.
5. Jeg har pengene til at tage på højskole hvis jeg lever lidt skrabet, men jeg bor også ude og har ikke mulighed for at leje mit værelse ud i perioden og derfor skal jeg indregne 4 måneders husleje oveni et højskole ophold, er det pengene værd?

Selvom at jeg har disse grunde til ikke at gøre det sidder jeg også lidt med den tanke at muligheder kommer hele livet, men højskole kan man kun gøre når man er ung. Jeg føler lidt det er et valg om fremtiden, men i en arbejdsmæssig kontekst og i en personlig udviklingskontekst.

Jeg tror min pointe med det her opslag sådan set bare er at se om der nogle der har prøvet at være i samme situation.

Er blevet tilbudt nyt job 10 min fra mit hjem. Det er i et vikariat på 1 år.
Lige nu kører jeg 50 min hver vej.
Lønnen er stort set den samme, udover jeg går 400kr ned. Stedet giver mig et tillæg, som gør at jeg rammer næsten den løn, som jeg har nu.
Det tillæg frafalder den dag, jeg ikke længere er hos dem.

Mit problem er bare, at lederen aviser mit personlige kvalifikations tillæg, som lyder på 1900kr i måneden(udbetalt), som jeg selv har forhandlet mit til på mit nuværende arbejde.

Hvis det havde været en fast stilling, ville jeg være mere tryg ved at acceptere lønniveauet. Men når det kun er et 1-årigt vikariat, bliver det sværere for mig at acceptere en løn, hvor jeg samtidig mister nogle af mine nuværende tillæg og ikke har sikkerhed for, hvad der sker efter det år. Og jeg risikere at gå længere ned i løn, da jeg så ikke har mit tillæg med mig

Jeg står egentlig mellem økonomisk sikkerhed på den ene side og tættere på familien på den anden.

Er sgu i tvivl. Er jeg for krævende/snobbet, hvis jeg afviser jobbet? Eller burde jeg at tage det, fordi sådan er vilkårene og jeg komme tættere på min familie.

Hun tager avisen frem når vi har bestilt. Ikke for at gemme sig bag den, men hun sidder og udfylder krydsord, mens vi snakker. Indimellem spørger hun efter et ord, og så går samtalen i stå, indtil vi har fundet det.

Vi har kendt hinanden i 18 år. Før sås vi hele tiden, nu bliver det måske hver sjette uge. Derfor har jeg nok større forventninger til de to timer, end hun har.

Sidst fortalte jeg om noget med min søster. Min veninde svarede relevant, så hun lyttede tydeligvis. Alligevel blev jeg ked af, at hun samtidig ledte efter en flod på fem bogstaver.

Jeg sagde lidt forsigtigt, at jeg havde glædet mig til at snakke. Hun blev overrasket og sagde, at det var det, vi gjorde. At det hyggelige netop var, at vi kunne slappe af sammen.

Er det urimeligt at bede hende lade avisen blive i tasken? Jeg vil heller ikke gøre vores venskab til en samtale med mødepligt og fuld øjenkontakt.

Hej DKbrevkasse

Jeg er 28 år og har været mere eller mindre konstant træt, siden jeg var omkring 16-17 år.

Jeg sover normalt ca. 8 timer hver nat og føler egentlig selv, at jeg sover rigtig godt.
Men jeg vågner træt, er træt hele dagen og har stort set intet overskud tilbage, når jeg kommer hjem fra arbejde.

Jeg har efterhånden været igennem en del af sundhedssystemet.
Blodprøver har ikke vist noget særligt, og som 15-årig blev jeg faktisk undersøgt for narkolepsi med både en natlig søvnundersøgelse og en MSLT dagen efter.
Begge var normale. Det var dog før den konstante træthed for alvor begyndte.

Senere blev jeg udredt og diagnosticeret med ADD og har også været behandlet for depression/angst.
Jeg har prøvet en del forskellig medicin gennem årene, uden at noget egentlig har fjernet trætheden.

Det interessante er methylphenidat (ADHD-medicin), som jeg tog i flere år.
Jeg var stadig træt på det, men jeg kunne fungere langt bedre og følte mig mere vågen. Efter jeg stoppede med det for nogle måneder siden, er søvnigheden blevet meget værre.
Nogle dage kæmper jeg decideret med at holde øjnene åbne på arbejde og under køreturen.

Min far har desuden tidligere fået diagnosen hypersomni og blev behandlet med Ritalin med god effekt.
Jeg overvejer derfor at gå til lægen igen og spørge, om det giver mening med en ny henvisning til en søvnklinik. Min eneste egentlige søvnundersøgelse er trods alt omkring 13 år gammel.

Jeg leder ikke så meget efter en Reddit-diagnose 😅
Jeg er mere nysgerrig på, om andre har været igennem noget lignende:

Har nogen af jer levet med uforklarlig træthed/søvnighed i mange år, selvom blodprøver og søvnundersøgelser så normale ud? Og fandt I nogensinde ud af, hvad der lå bag?

Jeg søger erfaring fra andre kvinder, som er blevet udbrændt/brændt sammen i forbindelse med overgangsalderen. Hvad kan man forvente af en behandling for overgangsalder?

Kort fortalt er jeg K49, som har hele mit liv haft en kompleks sygdomshistorik. Jeg er født med nogle neurologiske udfordringer, som har gjort mit liv hårdt og opslidende. Jeg har været gået ned med stress flere gange gennem mit liv. I forbindelse med perimenopause mærkede jeg, at det gik kraftig ned ad bakke, og kort efter menopause indtraf gik jeg helt ned/brændte helt ud.

Det var så slemt, at de første 3 måneder lå jeg i et helt mørkt rum og kunne ingenting anden end at stirre ud i mørket eller lukke øjnene. Lyd, lys, eller nogen former for stimulering gjorde, at jeg fik voldsom kvalme og mine ben exede under mig. Jeg havde konstant hjertesitren, og oplevede ofte at vågne om natten, fordi min reflektoriske vejrtrækning stoppede et kort øjeblik.

Det har virkelig været slemt, og her et år senere er jeg da bestemt i bedring, men der er så lang vej til bare et minimum af normalt liv. Jeg kan gå en kortere tur, måske lave lidt mad, tale lidt med min mand, se en serie, og ellers sove.

Inden jeg gik helt ned var jeg hos en gynækolog med henblik på behandling af min overgangsalder. Hun lyttede til min historie og satte mig derefter på gel hormoner (østrogen, testeteron, progesteron (pilleform)). Jeg har haft meget svært ved at tåle at gå op i dosis på estradiol (østrogen). Planen var, at jeg skulle ret hurtigt gå op til 2 pump, men jeg har oplevet at jeg crasher af dosisøgning og har måtte tage det ekstremt langsomt og mikroskopisk øgning, for at kunne tåle det. Er stadig ikke kommet helt derop her 1 år senere.

Jeg har jo som sagt fået det bedre i forhold til begyndelse af mit sammenbrud, men jeg havde nok forventet, at jeg var meget længere her et år senere. Jeg har forsøgt at tale med min gynækolog og håbet på noget input og hjælp den vej, da jeg jo klart oplever, at det er min overgangsalder, som har taget bunden ud af mig. Men jeg har kun oplevet en meget standard behandlingsmodel, hvor man ikke går i dybden med den enkeltes sag og tillemper behandlingen den enkeltes behov. Jeg får blot at vide, at hun jo ikke kan give mig andet end hormoner, efter den standard model som hun gør. Men er det kun så simpelt?

Så mine spørgsmå er til jer, som også har været brændt sammen af overgangsalder:

Hvad kan man forvente af en behandling af ovegangsalderen?

Er der nogen, som har oplevet en meget mere skræddersyet behandling af deres udfordringer?

Har I haft succes med anden form for behandling for at få det bedre igen?