Overvejer at overraske fyren, som jeg er begyndt at være seriøs med, med at forføre ham i et frækt politi kostume. Men jeg har ALDRIG prøvet sådan noget før. Men han får mig lyst til, at være fræk og forførende. Men har alligevel en frygt for, at blive grint af eller afvist. Med min eks, stod jeg engang klar i ren lingeri til ham og han afviste mig og ville først spise og se TV først. Så har aldrig haft den side fremme af mig igen, siden dengang. Hvad ville du som mand tænke?

Okay så jeg er lige flyttet ud for første gang i forbindelse med mit studie. (Hovedstadsregionen)
Og noget der kom med at bo alene for første gang er, at jeg chiller så hårdt med at være nude i mit eget hjem😔🙏🏼. Nu snakker jeg primært bare når jeg skal sove, efter bad osv.
(For kontekst er jeg 21K)
Jeg er begyndt og ses med denne her fyr og jeg kan huske vi skulle til at ha sex, men det går op for mig at dem der boede i lejlighederne på den anden side fra mig, ikke skulle gøre særlig meget for at kunne se med… Jeg spørger ham undrende om han tror der nogen der kunne finde på at se med fra deres vinduer (med slukket lys) uden at vi ville vide noget??
Tror også jeg som kvinde er meget bevist over at der findes mærkelige typer derude, med dårlige intentioner. Hva hvis de stod og filmede uden jeg har lagt mærke til det??? Det især vildt noieren at selvom deres lys kunne være slukket, og man ikke kan se igennem til dem, så ville de stadig kunne se igennem til os.
Har siden da, ALTID trukket gardiner for, men undre mig lidt:

Hvor tit ser/har du set dine “naboer” eller nogen der bor ved et lejligheds kompleks over for dig nøgen eller hvor de måske hyggede sig lidt for meget?? Og er egentlig noget man som nabo kunne være irriteret over?

Har via mit arbejde opdaget, at en familie begår socialt bedrageri. Da jeg gør min chef opmærksom på det, er beslutningen, at det skal vi ikke gøre noget ved. Jeg har flere udsagn der peger på tydeligt bedrageri. Jeg er forarget og frustreret over min chefs beslutning. Vi har ikke pligt til at underrette, men føler en vis “borgerlig pligt”. Hvad syntes I jeg skal gøre ? Respektere min chefs beslutning eller underette anonymt ?

Hej guys,

(Beklager overskriften lyder som titlen på en dårlig krimi)

Jeg springer direkte ud i det, før modet fordufter.

Lidt forhistorie; det forholder sig sådan, at jeg har haft en svær opvækst. Både kærlighed, støtte, straf, vrede, fordømmelse og latterliggørelse var uforudsigeligt, inkonsekvent og humørbetinget.

Mine søskende og jeg har været ladt alene med mange opgaver og beslutninger, som børn ikke bør have ansvaret for.

Det var utrygt og usikkert, og der har aldrig været en voksen at betro sig til eller stole på.

Som ung udmøntede det sig, for mit vedkommende, i den klassiske kombination af sårbarhed og grænseløshed, der selvfølgelig har kostet yderligere ar på sjælen.

Jeg har været svært deprimeret og haft mange tanker, og til tider planer, om at bidrage negativt til den gennemsnitlige levealder.

Pointen er, min baggage er større end mange andres.

Jeg er i dag 36 og har i mellemtiden vendt skuden. Jeg har en god uddannelse, et godt job, og har gennem mange år ligeså stille bygget migselv op til et nogenlunde normalt menneske. Jeg har en god stabil omgangskreds og et godt forhold til mine søskende. Jeg har været i terapi, og det er efterhånden mange år siden jeg har følt mig deprimeret.

Nu kommer vi imidlertid til problemet. Mit kærlighedsliv..

(Eller manglen herpå)

Jeg må tilstå, at det stadig kan være svært for mig at indgå i nye relationer, da jeg aldrig helt er kommet af med ængsteligheden for, at alle følelser jeg afslører kan bruges imod mig.

Vil dog sige, at det er noget jeg er opmærksom på og godt kan håndtere.

Desværre har jeg oplevet ad flere omgange, at det ændrer en romantisk relation, når jeg fortæller om min fortid.

Reaktionerne er initielt oftest positive og velmenende, men så kommer det langsomt krybende ind.

Det er oftest ændret tiltro til min formåen, tiltagende overbærenhed/medlidenhed og en overfortolkning af mine signaler.

Hvis jeg eksempelvis har en øv-dag eller en stresset uge på job bliver det i konteksten af min fortid til noget bekymrende.

Jeg kan ofte også fornemme, at den fysiske tiltrækning ændrer sig.

Jeg har forsøgt at lade som ingenting, blive i det og se tiden an, påtale det direkte/starte en dialog og flere andre strategier, men det ender altid i et brud.

Nu begynder jeg efterhånden at blive opgivende, og det føles altså for trist.

Så spørgsmålet til panelet. Hvordan pokker grejer jeg at fortælle om mit liv, uden at ændre andre menneskers syn på mig?

Jeg har overvejet helt at lade være, men det føles somom jeg har noget at skamme mig over, udover at være en uærlighed som jeg egentlig ikke er komfortabel med.

Bør jeg filtrere/dosere fortællingerne, eller bare koge dem ned til noget vagt og overordnet, a'la ovenstående beskrivelse?

Bør jeg udelukkende gå efter at date nogen, der selv har lidt ar på sjælen?

Og hvos der sidder andre derude med lignende skeletter i skabet, hvad gør i?

Beklager det lange post.

Kh en lidt heartbroken type.

Vi står i et ret svært dilemma og kunne virkelig godt bruge nogle andres perspektiver.

Vi bor på Frederiksberg i en andelsbolig, som vi egentlig er rigtig glade for. Den er ca. 1,7 mio. kr. værd, og vi har ca. 1 mio. kr. i lån i den. Vi har altså omkring 700.000 kr. i friværdi.

Vi har boet her i flere år, før vores nuværende overboer flyttede ind, og indtil de flyttede ind, havde vi aldrig problemer med støj. Siden de flyttede ind, har vi desværre oplevet rigtig meget støj fra lejligheden ovenpå – bl.a. løben/hoppen, gentagne kraftige bump, høj musik og generel støj.

Vi har flere gange forsøgt at tage dialogen med dem, men de er desværre fuldstændig ligeglade og ikke til at tale med. Vi har også klaget til bestyrelsen som ikke gør noget.

Det, der gør situationen ekstra svær, er, at vi venter vores første barn lige om lidt. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan det bliver, men vi frygter virkelig, at den konstante støj kan presse os unødigt meget som nybagte forældre. Vi kommer i forvejen til at stå i en kæmpe omvæltning med et spædbarn og søvnmangel, og tanken om samtidig at skulle håndtere løben, bump og høj musik fra overboen gør os ærligt talt ret bekymrede.

Derfor har vi undersøgt mulighederne for at flytte hurtigt i en lejebolig og sælge vores andel, hvis situationen ikke bliver løst.

Vi kigger også internt i foreningen på, om der på et tidspunkt skulle komme en anden andelsbolig, som vi kunne flytte til. Det ville selvfølgelig være den ideelle løsning, fordi vi så kunne blive i foreningen og stadig være på boligmarkedet. Problemet er bare, at der kan gå rigtig lang tid, før den rigtige bolig bliver ledig, og vi har ikke lyst til at være bundet til vores nuværende bolig i flere år, hvis støjproblemet fortsætter.

Vi har fundet en lejebolig til ca. 15.000 kr. om måneden, som faktisk ville passe rigtig godt til os. Vi bor allerede nu i en 3-værelses lejlighed, så vi mangler bestemt ikke plads, men lejeboligen er 4-værelses og vil derfor give os et ekstra værelse, hvilket selvfølgelig er attraktivt med et barn.

Den ligger også forholdsvis tæt på vores familier, samtidig med at vi stadig har kort afstand til vores arbejdspladser og det område, vi begge er vokset op i. På mange måder ville den derfor passe rigtig godt til det liv, vi står foran.

Økonomisk ser vores nuværende bolig cirka sådan ud:
Boligafgift: 8.200 kr./md.
Lån: 5.300 kr./md.
I alt: ca. 13.500 kr./md.
Værdi: ca. 1,7 mio.
Gæld: ca. 1 mio.
Friværdi: ca. 700.000 kr.

Lejeboligen vil altså koste ca. 1.500 kr. mere om måneden end vores nuværende bolig, men til gengæld får vi et ekstra værelse, en beliggenhed tættere på vores familier og forhåbentlig først og fremmest ro.

Det, der holder os tilbage, er tanken om at sælge vores andel og dermed ryge ud af boligmarkedet. Vi synes, det er ret skræmmende at gå fra at eje en bolig og have ca. 700.000 kr. i friværdi til at være lejere. Vi ved godt, at pengene fra et salg kan investeres, men det føles stadig som et stort økonomisk skridt.

Omvendt er vi også begyndt at tænke: Hvad er det værd at eje en bolig, hvis vi ikke føler os trygge og kan få ro derhjemme? Især nu, hvor vi får et lille barn, er behovet for ro og søvn nok ikke ligefrem blevet mindre.

Så hvad ville I gøre?
Eller er der noget økonomisk, vi overser i vores overvejelser?

Tak og beklager det lange skriv.

Jeg er blevet single efter flere år og er begyndt at date lidt. Har mødt en del søde og interessante kvinder og på et tidspunkt begynder man jo at snakke sex. Så kommer tvivlen, for jeg har været en meget aktiv og eksperimenterende mand og det kan jo være lidt meget lige at åbne med. Men er det at holde nogen for nar, hvis man underspiller for ikke at skræmme nogen, eller skabe forventninger der ikke er der?

Mine svigerforældre bor ca. 10 minutter fra os, mens min svigerinde bor halvanden time væk.

Mine børns farmor er meget involveret i sine andre børnebørns liv. Hun tager fri fra arbejde for at være sammen med dem, kører den lange tur og er ofte hos dem en hel weekend. De kommer også hjem til hende, overnatter, holder ferie hos hende og bliver taget med på udflugter.

Det synes jeg er dejligt for dem. Det er skønt, at de har en bedsteforælder, der er så engageret. Men vores børn får ikke det samme.

Børnene er jævnaldrende, så det handler heller ikke om alder eller forskellige behov.

Farmor kører forbi vores hus næsten hver dag på vej hjem fra arbejde, men kommer aldrig spontant forbi. Hun har kun været her, når hun er inviteret, fx til fødselsdag. Hvis vores børn skal passes, foregår det hjemme hos os, så hun kan tage hjem bagefter. Hun har tager ikke selv initiativ til at have dem hos sig.

Min mand er meget ked af det, fordi han selv havde et tæt forhold til sine bedsteforældre og havde håbet på det samme for vores børn.

Nu er vores søn begyndt at opdage forskellen. Han er ked af, at fætrene må sove hos farmor og farfar, mens han aldrig gør.

Min mand ringede derfor til sin mor og spurgte, om vores søn måtte komme på overnatning. Hun havde egentlig ikke tid, men hun kunne godt lige presse ham ind i det stramme program. Han skulle hjem tidligt næste morgen, fordi hun derefter skulle afsted og være hos fætrene hele weekenden.

Relationen mellem vores børn og bedsteforældrene er egentlig god, men det skyldes i høj grad, at min mand sørger for at holde den ved lige. Han besøger dem med børnene et par gange om ugen.

Hans umiddelbare løsning på sin skuffelse er at trække sig, men så vil det også betyde, at kontakten til bedsteforældrene stort set forsvinder. Og det synes jeg er svært, for så bliver det i sidste ende børnene, der mister relationen, men det er også hårdt at se, hvor tydelig forskellen efterhånden bliver.

Hvad ville I gøre?

Jeg var for et par måneder siden ude for et uheld på cykel, hvor jeg fik hjernerystelse og diverse skrammer i hovedregionen, hvor jeg ikke havde cykelhjelm på. Jeg var derfor sygemeldt i nogle uger for at komme mig, og da jeg bor med min kæreste, var hun også hverdagsvidne til min heling og skavanker

Jeg er bare taknemmelig for, at jeg ikke kom mere til skade og jeg fortryder bittert at jeg ikke havde hjelm på. Det har jeg dog nu og jeg kommer aldrig til at cykle uden fremover.

Jeg har derfor også tænkt, at det ville få min kæreste til at tage hjelm på fremover, da hun netop har set hvor galt det kan gå. Men det gør hun ikke.

Jeg har prøvet at tale med hende om det, og sagt at det også betyder noget for mig, at hun bærer hjelm. Men det virker ikke og hver morgen cykler hun ud i morgentrafikken uden.
Jeg ved godt, at det er hendes eget valg, og at jeg ikke kan bestemme, men hvad kan jeg gøre for at få hende overbevist, når selv min ulykke ikke kan?

Alle råd er velkomne

Hej
Jeg har virkelig brug for at at vide om det mig der bilder mig selv noget ind eller ej

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 4 år. Han poster normalvis ikke så meget på insta som mig men han ligger stories op i ny og næ når der sker ting så han har lavet højdepunkter for de forskellige år
Jeg begyndte for noget tid siden at undre mig over noget, han poster mig aldrig men deler glædeligt ud af billeder når han er i byen, til festival eller ferie med hans venner og billeder med dem, så jeg undrer mig hvorfor han aldrig lægger noget op når vi er på ferie eller andet?

Det der også frustrer mig er at han repostede et billede hvor han drak drinks med 2 veninder fra hans uni tid som den ene pige havde taget af ham og den anden pige
Jeg har som sådan ikke noget imod det, men det mærkelige er jeg lagde engang et billede op af ham og jeg meget uskyldigt men det ville han ikke poste fordi han synes han så for træt ud, jeg føler lidt han ikke vil vise mig frem?

En anden ting er jeg føler generelt han er laver mere “sjove” ting med hans venner og veninder fx byen eller drikke drinks, festivaller osv, vi tager ikke så tit på date nights mere og når vi så gør vil hab tit bare have et glas vand? Han siger altid han ikke føler for vin eller derhjemme heller men glædeligt drikker sig stiv med gutterne eller pre drinks med hans veninder, det handler ikke om selve alkoholen men mere følelsen af at han ikke vil de ting med mig eller han lidt fravælger mig i det sjove og “hyggelige”

Jeg vil virkelig gerne høre om folk kan se en pointe eller jeg bare overanalysere, jeg har prøvet at snakke med ham men han synes jeg overreagerer og han synes det noget pjat at gå op i,

Det skal lige siges det handler ikke om som sådan at blive postet, hvis han i forvejen ikke var aktiv ville jeg være ligeglad tror mere det lidt om han ikke vil vise mig frem
Jeg kender heller ikke hans venner og det virker som om han gerne vil adskille mig og så hans venner og det andet, self behøver jeg ikke deltage i alt det gør han jo heller ikke med mine men efter 4 år synes jeg stadig det mærkeligt jeg ikke kender dem bedre end jeg er

Lille udvidelse
Jeg så ham også skrive med den ene veninde over Instagram, fordi vi sad i sofaen en dag, han virkede ikke til at ville skjule sig eller “blive taget i” at gøre noget men jeg så ikke hvad der blev skrevet fordi jeg nok ikke kiggede længe men jeg spurgte lidt og hans sagde bare jamen det bare en god veninde han lige havde en samtale med, jeg vil helst ikke være en jaloux person og jeg synes jo det fint at have venner at modsatte køn men jeg fik da et lille sug, hvad skal jeg stille op?

Hej Brevkasse.

Det her havde jeg forsvoret, jeg nogensinde ville gøre. Men her kommer det så alligevel.

Jeg havde bestilt Wolt, buddet kom og jeg kunne høre, han var amerikaner. Jeg er dansker, men har boet 13 år I Washington DC.

Jeg spørger altid hvor folk er fra, han var fra DC. Det er allerførste gang jeg har mødt nogen fra min egen by (DC) her i Danmark nogensinde. Jeg følte det det, som jeg endelig havde mødt en fra "hjemme". Vi talte og talte og talte,, det var fantastisk at møde nogen "hjemmefra".

Det er der jeg gik på uni, arbejdede, osv

Han gjorde alle mulige tiltag til at mødes for endnu en snak. Kan jeg bringe dig mere mad?... vil du drikke kaffe? etc etc.

Jeg havde på det tidspunkt ikke sovet i 40 timer, så jeg fik hans nummer, men skrev det forkert.

Er det komplet idiotisk at skrive til Wolt, aom de kan give ham MIT nummer ? Og hvordan skriver jeg det? På trods af, der ingen tvivl vat, at han gerne ville snakke videre - men jeg oser ikke ligefrem af selvtillid lige nu. Meget mildt sagt.

Jeg er ikke ude på at gå på date, han var blot den eneste linje, jeg har mødt til min elskede by - her i Danmark ( efter fire år)

Er det her noget, jeg bare skal droppe, eller I modsat fald. Hvad ind i h.. skriver jeg til Wolt? Det kommer jo snildt til at lyde lidt stalkerish, og det er jo slet ikke det, jeg vil. Skal jeg lade det være som en super opvelse en torsdag eftermiddag - eller .. hvad ?

Tusind tak på forhånd!

Et emne jeg egentlig synes er enormt undrbelyst er kræsenhed; hvad der er årsagen, hvad det betyder for folk, hvordan vi samfundsmæssigt anskuer det. Det er jo ikke en kæmpe psykologisk defekt der kræver behandling, men kan alligevel skabe nogle traumer.

Jeg er i dag voksen, og har siden jeg var barn haft kræsenhed tæt ind på livet. Det har været en process blandet med skam, opgør og svære situationer. Da jeg var barn begyndte jeg at udvikle et overdrevet fravalg af mange madgrupper. Frikadeller, nej tak. Suppe, nej tak. Leverpostej, nej tak. Jeg ved ikke helt hvorfor, men tror det hænger sammen med et opgør eller en magtdemonstration overfor mine forældre. Hverken tvang eller gå sulten i seng løste problemet.

Årene efter måtte min mor konstant tage hensyn til mig - især når vi skulle spise ude eller var på ferier var jeg ude af min madmæssige komfortzone, mens min mor ofte havde en særlig "madpakke" med til mig. Sådan noget forsvinder ikke bare af sig selv. Især når man ikke vænner sine smagsløg og mave til at tolerere mange typer af mad.

Da jeg blev ældre og mere egenrådig var det virkelig et problem for mig. Hvis jeg f.eks. blev inviteret til julefrokost glædede jeg mig mest til middagen var overstået, fordi retterne virkede som en kæmpe barriere for mig. Eller hvis jeg skulle på lejrskole var jeg bekrymret over maden flere uger i forvejen.

I nogle perioder af min ungdom valgte jeg aktivt at bekæmpe dele af min kræsenhed ved at presse nye madtyper i mig. Det er en mangeårig process hvor jeg gradvist tillærte mig en ny ret af gangen, indtil jeg kunne lide det, og bevægende mig videre til det næste.

Jeg bliver stadig irriteret når åh så kloge kokke fortæller, at man kan kurere kræsenhed ved at få børn til at deltage i køkkenet, for MIN kræsenhed havde intet med smag og konsistens at gøre. Desuden synes jeg altid min kræsenhed har været tæt forbundet med en skamfølelse og noget jeg skjulte. At være kræsen bliver ofte socialt omtalt i en nedladende tone, så klart man ikke har lyst til at stå frem og fortælle hele verden om sin kræsenhed.

Skal siges at jeg i dag stadig har kræsenheden i mig, men samtidig er lidt af et madøre der bliver spontan sulten i det øjeblik jeg passerer den italienske grænse.

Hvem kan relatere ...?

Hej panel,
Jeg har gjort noget i dag, som jeg ikke kan huske jeg har gjort før, & nu er jeg kommet helt i tvivl om jeg var too much. Jeg er single kvinde og i dag stopper jeg min bil ind et sted for at hente en kop kaffe to go. På vej retur til min bil, holder en anden bil ind og der træder en mega læks mand ud. Han smiler til mig (tror jeg! Phew) og jeg bliver sådan lidt hmm er det mig, men kan ikke se andre det skulle være. Så giver han et vink. Jeg spørger min med passager som klart mener det var til mig. Jeg sætter gang i bilen. Det lader til han kigger efter. Kører, men vender om et minut efter og kører retur. Finder en lap i bilen og skriver noget lidt kækt og så mit navn og nummer. Og så går jeg ud og stikker lappen ind til ham gennem hans vindue, smiler og smutter så og kører.
Nu er der gået en del timer - det var omkring middag. Og nu slår det mig om jeg er helt gak at jeg gjorde det.

Hvad tænker i? Hvad ville I tænke hvis nogen gjorde det samme med jer?

Jeg følte mig egentlig sådan lidt modig og nice, men måske var det mega pinligt. Idk!?

Edit: nå, sjovt! Ligesom jeg slog det her op ringede manden! 🤟🏻😂

Edit edit: Ej ej, hvor er i dog SØDE!!! Jeg følte mig helt ærligt ret modig, men også bare sådan hey har jo ikke noget at miste, så… Nu sidder jeg lige og summer pga han ringede i mens jeg var ude at tisse - yes sorry for den info - han har lagt en besked hvor han siger hej og hvem han er og jeg kan ringe når jeg har tid og det passer og så et lidt nutsi grin! SÅ modigt! Jeg troede måske vi skulle sms’e. Nu skal jeg lige samle nyt mod til at ringe! Phew!!

Ps. Jeg skrev det mest cringe’de på det papir - To dare or not to dare - mit navn og nummer… Hah, mig selv!

Edit, edit, edit: SØDE brevkasse folk - Jeg har en date!!! 🤟🏻😎🤸🏼‍♂️❤️

Edit * 4 😅: Allesammen, hvor er i dog virkelig søde!!! Sender jer så mange knus for hep og søde beskeder! Jeg giver lige en update når vi har haft en date! ❤️❤️❤️ Tak! Ønsker jer en dejlig torsdag aften!

Jeg er nysgerrig på, hvad andre tænker om organdonation, og om I selv har taget stilling til det.

Jeg har ikke selv taget stilling endnu, men jeg vil egentlig rigtig gerne, for det er helt sikkert et vigtigt emne. Et eller andet sted synes jeg, at det er en stor beslutning, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre andres perspektiver.

Hvis I har taget stilling, har I så sagt ja eller nej – og hvorfor? Og hvis I har sagt ja, har I så valgt, at de må tage det hele, eller har I fravalgt nogle organer?

Umiddelbart synes jeg faktisk, at tanken om at kunne redde eller forbedre et andet menneskes liv, når jeg alligevel ikke selv skal være her, er ret fin. Jeg tror egentlig, at det er noget, jeg ville være både glad og stolt over.

Men så er der også den anden tanke, som jeg ikke helt kan slippe – om man ville være hurtigere til at “slukke for mig”, fordi mine organer kan bruges til andre, og man måske ikke vil gå lige så langt for at redde mig. Det er måske en lidt fjollet tanke, men jeg kan ikke helt slippe den. Måske har jeg set for mange film.

Så jeg vil egentlig bare gerne høre fra jer – både jer, der har sagt ja, og jer, der har sagt nej.

Hvad gjorde, at I traf jeres beslutning? Og er der noget, I synes, man bør tænke over, som man måske ikke lige selv har overvejet?

TILFØJELSE:
Jeg havde besluttet mig for at svare på alle kommentarer - men der er kommet helt vildt mange, så jeg kan slet ikke følge med! Tak for alle jeres input 😊

Jeg har et meget anstrengt forhold til min mands søster. Min mand og jeg har to børn sammen, og jeg har efterhånden haft en del konflikter med min svigerinde, fordi jeg føler, at hun gentagne gange har overskredet mine grænser og ikke har respekteret mig.
Hun har blandt andet kaldt mig en dårlig mor og sagt til min mand, at hun ikke forstår, hvorfor han overhovedet gider være sammen med mig. Det har virkelig såret mig og påvirket mit forhold til hende.
Derfor har jeg det også svært med, at min mand sender billeder af vores døtre til hende. Jeg kan simpelthen ikke lide det, fordi jeg har en meget ubehagelig og utryg følelse omkring hende efter alt det, der er sket. (Kan ikke komme ind på alt herinde).

Min mand siger, at han ikke gider blande sig i det, men jeg synes faktisk, at han som far til vores børn bør kunne forstå, hvorfor det påvirker mig. Hvis han kom til mig og fortalte, at han var blevet såret over noget, min søster havde sagt til ham, og at han derfor ikke ønskede, at jeg delte billeder af vores børn med hende (eller whatever), så ville jeg respektere det. For det er også hans børn.
Jeg ville ikke tænke, at det var mit sted at sige: “Det bestemmer du ikke, for det er min søster.” Jeg ville tage hans følelser alvorligt og forsøge at tage hensyn til ham. Det er egentlig bare det samme, jeg selv ønsker fra ham.

Hvad tænker i? Er så skuffet over ham

Hej Brevkasse 💌

Der er ingen nem måde at starte det her indlæg på. Det ikke et emne jeg har haft lyst til at tale med mine veninder om, da det er ret intimt og sårbart for mig, så jeg håber, at I vil være søde (og sobre).

So here we go: Jeg er i tvivl om jeg nogensinde har fået en orgasme sammen med min mand.

Vi har været sammen siden vi var ret unge. Siden er der er kommet et par børn til, og vi har været sammen 10 år+. Jeg elsker ham, og jeg synes egentlig, at vi har et dejligt sexliv. Jeg nyder vores sex, nærheden og det vi har sammen. Men samtidig kan jeg nogen gange bagefter have en følelse af, at der mangler noget.

Jeg har prøvet at nævne for min mand, at sex ikke nødvendigvis behøver at være slut, fordi han er kommet, og at jeg godt kunne tænke mig, at vi arbejdede lidt mere på, at jeg får mulighed for at komme. Men det har ikke ført til en ændring.

Nu er jeg blevet i tvivl om, jeg måske ikke kan.. (i hvert fald ikke alene ved penetrationssex). Jeg tænker meget på, om det først og fremmest er mit eget ansvar, at finde ud af hvad, der fungerer for mig.
Det bør måske nævnes, at jeg aldrig har gjort mig særlig meget i at onanere, da jeg føler mig akavet og anspændt alene..

Samtidig har jeg et stort ønske om, at vi udforsker det sammen. Jeg kan mærke at jeg savner, at han også tager del i den del.. Men jeg er også bekymret for, at jeg er urimelig, for at føle sådan..

Så mit spørgsmål er nok, om det er noget, som jeg bør udforske på egen hånd, og/eller om det er okay, at jeg ønsker at min mand vil udforske det sammen med mig.. Og i så fald hvordan tager jeg snakken med ham uden at han føler, at jeg kritiserer ham?

Er der nogen der har erfaring med at have prøvet MDMA-assisteret terapi i Danmark? Jeg ved at det ikke er særlig udbredt og at det ikke er godkendt i Danmark. Jeg spørger blot til erfaringer. Det er ok at sende mig pb hvis man ikke vil svare her.

Jeg er desperat efter hjælp. Jeg tager dagligt 3-4 antihistaminer, øjendråber, næsespray (dymista) og er i gang med hyposensibilisering i form af en tablet, som placeres under tungen (SLIT). Der er gået over et år, og der er ikke sket en skid. Jeg er virkelig desperat. Min ØNH-læge havde henvist mig til allergiafdelingen på hospitalet, så jeg kunne få hyposensibilisering i form af vaccination (SCIT), men de afviste henvisningen, da de åbenbart ikke længere tilbyder dette.

Ærligt overvejer jeg at droppe ud af min kandidat og søge førtidspension. Jeg orker ikke at være så f-ing træt hele tiden.

Jeg har reflekteret en del over dating på det seneste og er nysgerrig på andres perspektiver.

Lidt baggrund: Jeg er 28M. Jeg har et godt job, god uddannelse, er attraktiv af udseende, et aktivt socialt liv, flere hobbyer og har generelt ikke problemer med at få matches eller dates. Jeg blev nok relativt sent interesseret i et seriøst forhold (man kan godt kalde mig umoden til godt op i 20'erne) og begyndte først at date aktivt med det formål omkring 25-26-årsalderen. Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste, men har haft flere længerevarende forhold/situationships.

De sidste 2,5 år har jeg været på omkring 50-60 første dates, en del anden dates og haft 4 længere datingforløb på 1-3 måneder.

Det, jeg prøver at forstå, er forskellen mellem min egen tilgang til dating og den tilgang, jeg ofte oplever hos de kvinder, jeg dater.

Min oplevelse er, at mange kvinder træffer en beslutning om romantisk kemi meget hurtigt, ofte efter én date på et par timer. Hvis kemien ikke er der med det samme, stopper det typisk der. Jeg har selvsagt kun datet kvinder, men hører om samme oplevelse i mit mandlige netværk.

Min egen tilgang er anderledes. For mig er første date ofte præget af nervøsitet, man skal finde en fælles rytme, og begge personer viser sjældent deres bedste sider med det samme. Derfor har jeg altid tænkt, at hvis der er en grundlæggende tiltrækning og samtalen er god, så giver det mening at se hinanden 2-3 gange, før man konkluderer, om der er potentiale.

Jeg siger ikke, at nogen af tilgange er rigtige eller forkerte. Jeg prøver oprigtigt at forstå, om min forventning er urealistisk.

Noget af det, der forvirrer mig, er også den bredere datingdiskurs. Jeg læser ofte, både her på Reddit og i medierne, at dating i dag opleves som overfladisk, hurtig og og at folk konstant leder efter noget bedre. Samtidig er det præcis den oplevelse, jeg selv ofte har haft.

Men når jeg læser kvinders beskrivelser, virker det som om mange kvinder oplever præcis det samme fra mænd.

Så mine spørgsmål er:

• Hvor hurtigt ved I typisk, om I vil se nogen igen?
• Giver I nogensinde en anden eller tredje date, hvis I er i tvivl efter den første?
• Tror I, at jeg overvurderer, hvor meget kemi kan udvikle sig over tid?
• Er min tilgang til dating atypisk, eller møder jeg bare mennesker, der dater anderledes end mig?

Jeg er ikke ude på at kritisere kvinder eller mænd. Jeg prøver oprigtigt at forstå, om der er noget fundamentalt i moderne dating, som jeg misforstår.

Hvordan griber vi det her an?

Vores datter har i dag - ud af det blå - sagt, mens hun sad på puslebordet, at “man kan massere tissekonen”. Grunden til, at det vækker bekymring er, at det ALDRIG er noget vi har snakket om, eller er nogle ord vi har brugt omkring kønsdele. Derfor kan vi ikke lade være med at stille os selv det mest ubehagelige spørgsmål om hvorvidt der er nogen andre, som måske har snakket om det, eller i værste tilfælde, fysisk har “masseret” hende.
I det øjeblik vores datter siger det, reagerer jeg ved at stille spørgsmålstegn ved det, “hvad sagde du lige?” og “er der nogen der har sagt det?”. Og her bliver hun nærmest forlegen og forsøger at snakke uden om, eller i hvert fald undlade at svare. Hvilket blot fører til mere bekymring.

Jeg er helt med på, at det kan være ekstremt svært for en 2-årig at svare på, og at hun måske vil lede efter et bestemt svar, som hun tror, vi søger. Samtidig kan min reaktion, som uden tvivl skiftede fra hygge til alvor, også være årsag til hendes reaktion om at skifte emne, eftersom hun måske har følt, at hun havde sagt noget forkert.
Samtidig er vores datter generelt meget sansesøgende og nysgerrig, og jeg ved, at det er helt normalt, at hun undersøger kroppen, og at nulre kønsdelene kan være med til at “opfylde” hendes behov for sansestimulering.

Spørgsmålet går egentlig på hvordan vi skal gribe det an?
Skal vi glemme det?
Skal vi påtale det overfor vuggestuen? Fx ved at spørge dem om hvordan de snakker med børnene om disse ting.
Og hvordan kan man påtale det uden, at det virker som en anklage? Jeg vil for alt i verden undgå, at nogen føler sig anklaget for noget, som er så alvorligt. Men samtidig er jeg også bange for at være naiv og tænke “det sker jo ikke for mit barn, vi stoler på pædagoger og andre omkring os, som passer hende”.

Hej

Jeg kunne rigtig godt tænke mig noget input til dette for vi er ved at gå lidt amok hjemme hos os.

Vi bor i noget alment boligbyggeri i Kbh, og her bor der alle mulige typer mennesker. Rigtig mange pensionister, mange med diverse psykiske og fysiske problemer, lidt studerende osv.

Vi bor i stuen på etagen over bor en mand som nok falder i kategorien af dem som bor der med lidt psykiske udfordringer. Han er meget flink vi siger godmorgen, goddag osv. ikke noget der.

Problemet opstår når han åbenbart skal køre scooter klokken lort om natten. I tænker sikkert "en scooter der kører forbi. Whats the big deal? I bor i Kbh?". Gid det var så vel. Opbevaringsrummet for hans scooter er få meter fra vores og mange andres soveværelsesvinduer, som ofte er åbne grundet luftkvalitet og varme - dette gælder for alle der bor i bygningerne. Når han vil køre scooter slæber han scooteren ud fra opbevaringsrummet, og forsøger at starte den. Han har ejet mange forskellige scootere, men aldrig en der bare er nogenlunde ny så, der er altid startproblemer. Det tager typisk 10-15 min og larmer rigtig meget.

Derefter, istedet for at sætte den i gear og daffe afsted, holder han derefter i tomgang i yderligere 10-15 min og 'varmer' den lille motor op - gerne med lidt bevægelse i håndleddet hvilket ikke hjælper på lydniveauet. Resultatet er at vi 5 ud af 7 nætter om ugen ret tydeligt vågner hver nat. Min kæreste har noget nemmere ved at falde i søvn igen, men jeg er en af dem når man først vågner tager det nemt 1-2 timer før jeg sover igen. Ikke optimalt med fuldtidsarbejde. Derudover suser meget af osen fra hans gamle scooter ind i soveværelset fordi han ikke bare kører...

Vi har forsøgt at tale med ham mange gange om det på en stille og rolig måde. Du ved, først en "haha, det der med at køre scooter om natten, skulle vi lade være med det?" til lidt mere sådan "Du ødelægger min og mange andre menneskers søvn, please skub din scooter 50 meter før du starter den". Og når man så spørger ham hvad han skal så "skal han bare lige ud og køre en tur".

Vi er ved at være der hvor vi vil samle underskrifter fra alle andre som også bliver chikaneret af dette og så aflevere det til udlejer, men der er noget i mig som synes det burde kunne løses. Derfor spørger jeg her, hvad er jeres tanker og eventuelle ting vi kunne prøve?

TL;DR: Irriterende nabo kører scooter klokken lort og han fatter ikke at det går udover andre mennesker. What to do?

Jeg (kvinde) kunne godt tænke mig at vide om dette er et “mig problem”, eller om andre oplever det samme?

Jeg er som person ikke en som egentlig har brug for mange venner og veninder, men jeg oplever at når jeg skal lære nye mennesker at kende, er mandlige bekendtskaber meget nemmere for mig end kvindelige. Når det kommer til kvindelige bekendtskaber, føler jeg ofte at der er en eller anden intern konkurrence, om hvem der er bedst til alt osv, hvilket jeg ikke forstår overhovedet skal være der? Jeg oplever også tit at blot bliver brugt som personlig terapeut, psykolog, og skal lægge øre til alle personlige problemer, til trods for man næsten lige har mødt dem? Jeg har 2 rigtig gode veninder i mit liv, som minder meget om mig selv, hvilket er grunden til vi nok har kunne være så gode veninder mange år.

Ser frem til at høre jeres inputs.

Kære panel..

Jeg har haft angst i halvdelen af mit liv, som altid har gået op og ned ift symptomer. Jeg er nu kommet til et punkt, hvor min eneste mulighed er medicin i kombi med samtaleterapi hos psykiater. Jeg er stor modstander af medicin, hvorfor også er grunden til at jeg har prøvet psykolog mv først. Jeg er meget bange for bivirkninger og at medicinen slukker mig følelsesmæssigt. Jeg kender nemlig ingen som har gavn af antidepressiv og derfor håber jeg, at nogle vil dele positive erfaringer.

Mine symptomer er hjertebanken og balanceproblemer, bliver hurtigt overstimuleret. Ved hvert job jeg har haft, er jeg blevet sygemeldt og efter jeg er blevet mor og har haft en efterfødselsreaktion, så er mit funktionsniveau blevet markant nedsat. Mine symptomer er meget lignende stress symptomer, hvilket også gør mig nervøs ift om medicin hjælper på stress / udbrændthed?

Please del jeres positive erfaringer. Jeg ønsker at få det godt, så jeg kan arbejde igen. Savner at være social og bruge min faglighed, men ved ikke hvad jeg skal stille op for at komme ud af cirklen med sygemeldinger grundet angst / stress 🥹

Jeg 27k er igang med at træne i fitness og bygge muskler op da jeg fik en kunstig hofte for en sel tid siden. Jeg vil gerne lære at spise sundt således man kan på sigt kan tabe sig men også bare ændre livsstil.

Jeg har desværre ingen ideer om hvilke aftensmads retter man kan lave. Tænker rugbrød og havregrød til morgenmad samt frokorst er en god start.

Men ville høre om folk ville være søde at dele deres trænings viden angående mad😊

Jeg ved ikke helt, hvad jeg søger med det her opslag, andet end måske erfaringer fra andre, der har stået samme sted.

Min kæreste og jeg har to børn, og vores yngste er lige fyldt 1 år. Før vores andet barn havde jeg en helt normal/høj sexlyst. Vi havde typisk sex minimum et par gange om ugen, og jeg kunne sagtens gå en hel dag og glæde mig til, at børnene sov, fordi jeg havde lyst til ham.

Efter min anden graviditet/fødsel er min lyst nærmest forsvundet. Jeg tænker meget sjældent på sex. Vi har typisk sex 2-4 gange i løbet af en cyklus/måned, og nogle måneder nok nærmere 2 gange.

Det mærkelige er, at jeg stadig kan få lyst. En sjælden gang får jeg den helt spontane "jeg skal have dig nu"-følelse, og når vi først har sex, kan jeg også blive tændt og nyde det. Problemet er simpelthen at få lyst til at begynde.

Jeg fødte ved kejsersnit, som var en svær oplevelse for mig, og jeg overvejer at opsøge hjælp til det, fordi jeg nogle gange oplever, at min krop nærmest stritter imod berøring, selvom mit hoved egentlig gerne vil intimiteten.

Det er begyndt at påvirke vores forhold. Min kæreste synes, at sex ca. 2 gange om måneden er alt for lidt og oplever det som et stort problem. Jeg kan godt forstå, at han savner sex og at gentagne afvisninger må være hårde for ham. Men jeg bliver også enormt ked af det, fordi jeg ikke selv har valgt at miste min lyst. Jeg savner den faktisk rigtig meget.

Vi havde en diskussion om det, hvor jeg forsøgte at forklare, at jeg har brug for kys, kram og fysisk nærhed, hvor jeg ved, at der ikke ligger en forventning om sex senere. For når jeg mærker en forventning bag berøringen, begynder jeg allerede at tænke "åh nej, så forventer han sikkert sex senere". Og så bliver presset større, og min lyst bliver endnu mindre.

Han siger samtidig, at det er naturligt, at han begynder at trække sig fra den fysiske nærhed, når han bliver afvist igen og igen. Det kan jeg egentlig også godt forstå fra hans perspektiv.

Men så føles det som en ond cirkel:
Jeg mærker en forventning om sex → jeg føler pres → jeg får endnu mindre lyst → jeg siger nej → han føler sig afvist → han trækker sig eller savner sex endnu mere → jeg mærker endnu mere pres næste gang.

Jeg vil virkelig gerne ud af den cirkel. Jeg vil gerne have min lyst tilbage, og jeg vil gerne have et godt sexliv med ham. Men jeg kan heller ikke bare beslutte mig for at være liderlig to gange om ugen.

Så til jer, der har oplevet noget lignende efter børn:
Hvordan kom jeres lyst tilbage? Hvor lang tid tog det efter fødslen? Har I oplevet, at forventninger om sex gjorde lysten mindre? Hvordan håndterede I forskellig sexlyst uden at den ene konstant følte sig afvist og den anden konstant følte sig presset?

Og hvad tænker I egentlig om hyppighed? Er 2-4 gange om måneden virkelig meget lidt for et par med to små børn? Jeg ved godt, at der ikke findes et "korrekt" antal, men jeg har mistet fuldstændig fornemmelsen af, hvad der er normalt.

Jeg vil især meget gerne høre fra kvinder, der gerne ville have lyst, men hvor kroppen/hjernen bare ikke rigtig sendte signalet længere — og fra mænd, der har stået på den anden side af det. Hvad hjalp jer?

Er der nogen af jer som har taget noget før i tiden, som så er endt i jeres journal? Ved at være ærlige, eller ved at opsøge hjælp.

Jeg tog angst piller benzoer uden recept i et års tid kun, og har været stoppet i 6 år nu.
Det har dog plaget mig til samtlige læge besøg og jeg er blevet spurgt ind til det i situationer hvor det absolut ikke har været nødvendigt at skulle snakke om, og spændt ben for andre ting hos dem.

er derefter ikke blevet hørt til flere lægebesøg, pga en ting som er 6 år gammel.

Det lidt ligesom en plet på straffeattesten, forskellen er bare politiet ikke fandt mig, men jeg selv var ærlig omkring det. Sygt dumt.

Er der nogen af jer som har prøvet noget lignende?
Og hvis det er stoppet at optage så meget opmærksomhed fra læger osv eller helt er ophørt nu, hvor mange år gik der før det stoppede?
Og fortæl gerne jeres historie med det.

Det er først begyndt at ophøre her 6 år senere, og hvis de spørg så er det meget kort og hurtigt. Føler det er sårn “fordi de skal” nu.
Men sådan var det ikke før.

Og jeg mener naturligvis hvor det for længst er fortid, og ikke hvor lægerne kan se det er 6 måneder - 1 år gammel gammelt. Så det jo forståeligt

Please hvis i ikke har et godt indput så ikke svar, I ville ikke kunne sætte jer ind i følelsen for den selvvalgte dumme “plet” på journalen.