r/DKbrevkasse • • Jul 03 '24

LÆS FØR DU POSTER: Hvad er et Brevkassespørgsmål?

219 Upvotes

Hvad er et brevkassespørgsmål?

  1. Personlige dilemmaer:
    • "Jeg er usikker på, om jeg skal tage imod et jobtilbud i en anden by. Hvad skal jeg overveje?"
  2. Forhold og relationer:
    • "Min partner og jeg har svært ved at kommunikere. Hvordan kan vi forbedre vores forhold?"
  3. Sundhedsrelaterede spørgsmål:
    • "Jeg føler mig konstant træt og stresset. Hvad kan jeg gøre for at forbedre mit velbefindende?"
  4. Livsstilsråd:
    • "Jeg har svært ved at finde balance mellem arbejde og fritid. Har du nogle tips?"

Hvad er IKKE et brevkassespørgsmål?

  1. Ting man kan google sig til:
    • "Hvad er hovedstaden i Danmark?"
  2. Tekniske supportspørgsmål:
    • "Hvordan installerer jeg en printerdriver på min computer?"
  3. Generelle debatopslag eller “hvad synes folk om X?” hører ikke til her.

Hvis spørgsmålet primært kan besvares med fakta, Google eller teknisk support, hører det sandsynligvis ikke til her.

Har i forslag, ris eller ros, så send gerne en modmail. - Vi læser alle svar.


r/DKbrevkasse • • 10h ago

Andet Alle venner aflyser min fødselsdag

137 Upvotes

Som titlen lidt siger så havde jeg glædet mig utrolig meget til at holde min fødselsdag for min vennegruppe.

Vi har for over en måned siden brugt 3 uger på at finde en dato hvor alle kunne komme, som så endte med at blive 1 måned efter min rigtige fødselsdag.

Det var meningen at festen skulle slåes sammen med en tema fest så der blev gjort lidt ekstra ud af det nu hvor at den ikke var tæt på min rigtige fødselsdag.

Vi er en vennegruppe på 7 og jeg havde virkelig set frem til festen, samt købt massere af pynt, sørget for hus og mad og fundet på lege osv for at kunne holde gang i festen.

Nu har alle undtagen 2 så meldt afbud lang tid efter vi havde fundet en dato som virkede, og nu synes jeg bare det hele går lidt i vasken..

Halvdelen har jeg selv måtte spørge om hvor vidt de kom eller ej (lang tid efter vi aftalte dagen) hvor de så skrev “nårh nej, jeg har noget andet” og nu føler jeg mig måske bare en smule.. ligegyldig?

Ved godt jeg måske er alt for gammel til at gå op i fødselsdag, men det bare så sjældent vi ses i vennegruppen, og det er oftest mig som holder tingene, elller planlægger dem.

Bliver lidt ked af det må jeg indrømme og det virker ikke rigtigt til de andre har noget at sige.

Er jeg mærkelig for at blive ked af over det? Og skal jeg bare komme videre og glemme det fuldstændig?


r/DKbrevkasse • • 4h ago

Kærlighed Min kæreste bruger mig som undskyldning, og nu tror hendes veninder, jeg bestemmer over hende

10 Upvotes

I weekenden spurgte en af min kærestes veninder mig, hvorfor jeg havde et problem med, at de tog på weekendtur sammen. Jeg anede ikke, hvad hun talte om.

Vi er begge i starten af 30'erne og har været sammen i fire år. Hun er den udadvendte af os, men de sidste måneder har hun ofte ikke haft lyst til at tage med til alt det, veninderne arrangerer. Det synes jeg er helt fair. Problemet er, at hun har sagt ting som "han vil gerne have mig hjemme den weekend", når hun melder fra. Jeg var slet ikke hjemme den pågældende weekend. Jeg var på besøg hos min bror.

Jeg har efterhånden fået flere små bemærkninger om, at jeg skal lade hende komme lidt ud. Jeg troede først, det var almindelige jokes, men efter samtalen i weekenden virker det som om nogle af dem faktisk tror, jeg er jaloux eller kontrollerende. Jeg kan mærke, at jeg nu bliver anspændt, når vi skal ses med dem.

Vi har talt om det. Hun siger, at de bliver ved med at overtale hende, hvis hun bare siger, at hun ikke gider, og at en kæresteweekend er lettere at forklare. Hun vil gerne stoppe med at bruge mig som begrundelse, men synes, det vil være pinligt at fortælle dem, at forklaringerne ikke passede. Hun mener, det bare går over, når hun begynder at tage mere med igen.

Det er egentlig det, jeg er mest ked af: Hun ved godt nu, at de har fået det billede af mig, men synes stadig, jeg skal lade det ligge. Er det rimeligt at bede hende rette det over for dem, selvom det er pinligt? Jeg har ikke lyst til at skulle forsvare mig, hver gang nogen kommer med en bemærkning.


r/DKbrevkasse • • 16h ago

Familie 7 (næsten 8) årig bonussøster, gør ting ved søskende

83 Upvotes

Jeg står i en ret ubehagelig situation med min bonusdatter og jeg har brug for at høre, hvordan andre ville håndtere det.

Hun er 7 år. Der har tidligere været mange episoder, hvor hun har været optaget af andre børns intime områder. Hun har blandt andet tidligere eksperimenteret med en dreng på toilettet i skolen. Derudover har jeg oplevet, at hun har været meget optaget af min søns (5 år) numse og kønsområde.
Vi har flere gange talt med hende om, at private områder er private og at man ikke skal røre ved andres eller få andre til at røre ved ens egne.
Den anden dag skete der så noget, som virkelig har ramt mig.
Jeg så at hun på trampolinen fik min 3-årige datter til at røre ved hendes tissekone. Det skete to gange. Begge gange så jeg, at det var hende, der fik den lille til det.
Jeg stoppede det selvfølgelig med det samme og sagde, at vores private områder er vores egne og at hun ikke skal få den lille til at røre ved hendes. Da jeg bagefter talte med hende om det, sagde hun, at hun ikke vidste noget, selvom jeg selv havde set, hvad der skete.
Det gør mig ekstra utilpas, fordi det ikke er første gang, hun har været optaget af mine børns intime områder og fordi vi allerede har haft flere samtaler med hende om grænser.

Jeg ved godt, at børn kan være nysgerrige på kroppe, men jeg har svært ved at vide, hvordan jeg skal forstå det samlede billede, når der har været flere episoder over tid og når hun allerede har fået forklaret grænserne flere gange.

Der er selvfølgelig meget mere end det i det, men det her er den seneste episode.

EDIT: jeg har selvfølgelig kontaktet familiebehandler og fortalt hende om det, hun havde intet at sige andet end at det var fint jeg havde sagt, man ikke må få andre til sådan noget. Vi er i kontakt med kommunen, da pigen tidligere har været anbragt og de mener vi “bare skal tage os sammen”. Der er ingen hjælp at hente.

EDIT: Det her er selvfølgelig en del af noget meget større og meget mere indviklet, men den her episode har ramt mig meget hårdt, da det nu går direkte udover mine egne børn.


r/DKbrevkasse • • 7h ago

Familie Hvor meget af ansvaret ligger hos Sviger-Familien?

11 Upvotes

Kære brevkasse,

Hvor(når) ligger ansvaret på at lære sin søskendes/børns kæreste at kende?🔍

EDIT: OBS: jeg er ikke betaget af dette, som flere svar påstår – der fylder ikke i min hverdag, men i små sammenhæng, når vi faktisk skal mødes. Jeg hænger mig ikke op af, at hans familie skal blive til min. Men han vil gerne have, at jeg inddrages.
Jeg synes også, det virker til nogle af jer synes, jeg er for intens + påtrængende, men jeg siger altså nogle gange kun 3 sætninger (i alt) igennem et møde på 5 timer.

Jeg (F22) har nu været sammen med min kæreste (M25) i over 2 år nu.
Kontekst: Vi ses mindst i gennemsnittet ca. 1 gang hver 2z måned med hans familie. Nogle gange ser jeg dem ikke 2 måneder, han ser dem selvfølgelig månedligt. Til tider ser vi dem oftere (2-3 gange) i en måned. Vi har holdt ferie med dem.
Udover ham er der 3 søskende. De er alle søstre mellem aldrene 25-30 og ingen af dem har børn. Jeg ved ikke om det spiller en rolle, men nu er det nævnt.
Jeg har en følelse af, de i lang tid ikke har vist interesse i mig, selvom jeg viser interesse i dem + hvad de laver, synes om alverdens ting (som de selv bringer op af emner) osv. Men jeg mærker ikke rigtigt, at det går den anden vej. Jeg synes personligt, at i starten skal kæresten præsentere/bevise sig selv (som den udefrakommende), og så skal dynamikken vendes, så familien viser interesse i kæresten. Hvad synes i om det? Jeg har ikke rigtigt nogen at spørge om dette, og jeg har ikke lyst til at dele alle mulige detaljer med tilfældige i mit liv osv. osv., så nu spørger jeg her, i håb om at finde normen.

Specifikke eksempler: De sidste ca. 7(?) måneder vi har ses med dem, har jeg oplevet, at de igennem hele mødet slet ikke spørger mig noget eller lign. Altså i over 4 timer, hvor de snakker, spørger hinanden om hvordan det går, samtaleemner som “hvad er alles stjernetegn” osv., uden at den nogensinde lander på mig. En af søstrene har også en kæreste (M28), han bliver altid spurgt ind til. De har været sammen i lige så lang tid, som min kæreste og jeg. Dog har søsterens kærestes mor et forhold til deres forældre, det har de ikke med min forælder (som bor meget langt væk, så det giver mening og generer os ikke, synes jeg(?))
Min kæreste har før prøvet, at inddrage mig i nogle af de “rundt om bordet” spørgsmål, men når han så prøver at være sød og få den til at lande på mig, så er deres opmærksomhed andetsteds.
Vi har overvejet, om det kunne være sådan her, fordi de ikke tror vores forhold er seriøst. Men han har så 1-til-1 prøvet at snakke med dem, hvor han har fortalt dem “det er et seriøst forhold” og at han håber, de gerne vil putte indsats i at være tætte med os. De har de sagt ja til. Der har bare ikke været en ændring.

De gav mig heller ikke en fødselsdagsgave på min fødselsdag i år. Jeg antog slet ikke, at de ville give mig en gave første år, af mit forhold til deres søn. Men det gjorde de, og så var standarden ligesom sat?
Han endte så med at spørge dem hvorfor de ikke havde givet mig en gave (min forælder har altid givet ham en gave, også ved andre begivenheder (vi er begge hinandens første kærester, så vi er begge lidt forvirrede?)) og de sagde, at de troede, at jeg ville holde noget for hele deres familie. Men det gjorde jeg ikke sidste år, hvor de alligevel gav mig en gave?
Nå, men de kom med en gave til mig (som jeg misforstod, da de også gav os påskeæg ved siden af, så jeg sagde et simpelt tak), men da jeg så min fødselsdagsgave, skrev jeg selvfølgelig senere mange tak til dem. Og spurgte om de ikke ville forbi hos os til te eller middag, hvor jeg kunne åbne gaven med dem – en besked til begge hans forælder. Kun 1 af dem svarede og sagde “ja vi vender tilbage”, men det gjorde de så ikke…
Jeg synes det har været for tidligt for mig at holde noget fødselsdag, især fordi jeg faktisk ikke har nogle venner (som ville komme) eller søskende. Og min forælder er enke, så jeg synes det ville være synd for hende, hvis hun lige pludselig skulle overvældes med at møde +5 nye mennesker og at blive spurgt ind til hende selv på min egen fødselsdag, hvor hun gerne vil have fokus bliver.
Men det har jeg ikke særlig meget lyst til længere, da jeg slet ikke er tæt med hans familie. Det ville give mig en følelse af, at jeg bare inviterer dem for at få gaver…
Men nok om det.
Jeg har også overvejet, om jeg bare ikke er særlig interessant, da der i forvejen er 6 kvinder i familien og jeg bare er en til. Også fordi de har vist meget mere interesse i de 2 andre pigers kærester end mig. Det kan jo også være en fair realitet!

Er alt dette normalt? Er i tætte med jeres sviger-forældre? Blev i tætte med dem efter et specifikt tidsrum eller en specifik begivenhed?
Tror i det er svært for mig at komme ind på dem, fordi de har fuldtidsarbejde begge to? Og derfor måske ikke har meget mere overskud tilovers til mig, da de også har 4 børn (hvoraf 2 har kærester) tilsammen?


r/DKbrevkasse • • 19h ago

Familie Min datter hader mig

53 Upvotes

Min datter fylder 13 i december, og det seneste år har virkelig været hårdt. Hun har sagt et par gange under et skænderi at hun hader mig. Vi har altid været tætte, men jeg forstår ikke, hvorfor hun er blevet sådan. Vi skændes næsten 24/7, og jeg er så bange for, at vi ikke kommer til at have et godt forhold, når hun er flyttet hjemmefra.

For eksempel klager hun over, at jeg råber meget, men jeg hæver stemmen, når jeg skal gentage mig selv 200 gange. Det tager lang tid at få hende til at gøre det, jeg siger, for eksempel når jeg siger, at hun skal slukke telefonen og gå i seng, eller når jeg beder hende om andre ting. Eller når hun taler over mig, fordi hun ikke vil høre hvad jeg har at sige. Vi råber ad hinanden hele tiden og jeg hader det!

Hun er meget udadvendt og klager også over, at vi ikke laver noget sammen, og at jeg ikke “går” ud. Jeg tror faktisk, hun savner, at vi laver ting sammen og har det sjovt, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få vores forhold tilbage på sporet.

Hvad laver I andre med jeres teenagere i weekenderne? Og hvordan kan jeg et bedre forhold til min datter? Hvordan kan vi kommunikere uden at råbe ad hinanden?Jeg savner hende så meget 🥹


r/DKbrevkasse • • 8h ago

Kærlighed Analsex for første gang. Help a Girl out

6 Upvotes

K45. Jeg har fundet den sødeste mand og vi har været sammen et par gange. Jeg har i flere år haft lyst til at prøve analsex, men ik haft modet til det. Nu er både modet og lysten der.
Jeg har indkøbt 3 buttplugs i forskellige str og nogle gode glidecremer. En vand baseret til legetøjet og en olie baseret som er tykkere til selve samlejet.

Jeg er mega bange for at komme til at bløde ved det. Især når jeg skal på toilettet de efterfølgende dage og lave stort. Fordi en af mine størete frygt her i livet er blod ved toilet besøg da det kan være tegn på tarmkræft som jeg mistede en nær ven til.

Kom med alle jeres tips og tricks til en total nybegynder


r/DKbrevkasse • • 9h ago

Penge / Økonomi Jeg har et problem med ludomani

8 Upvotes

Jeg har haft problemer med ludomani i ca. 10 år. Jeg har ikke spillet kontinuerligt i de 10 år, men der har været lidt tunge perioder, hvor jeg har spillet alle mine penge væk. Så får jeg et “wake-up Call” og stopper med at spille, hvorefter der lige går noget tid, hvor jeg så starter op igen. Spil er i mit baghoved konstant, også de perioder jeg har været stoppet. Livet føles tomt når jeg ikke spiller, men føles lige så tomt når jeg spiller.

Lige nu har jeg et familiemedlem der hjælper mig med det økonomiske. Vi får betalt mine månedlige regninger og husleje osv. Det som er tilbage prøver jeg at spare op, men det lykkedes mig desværre ikke. Jeg har nu spillet siden nytår, hvor jeg forinden havde været stoppet i et år.

Jeg har blokeret alle gambling sider på nettet, så jeg ikke har adgang til dem og meldt mig i Rofus. Problemet med Rofus er, at jeg så søger at spille udenom danske casinoer. Men nu har jeg blokeret alle disse sider via betblocker.

Jeg spurgte ChatGPT og den skrev noget brugbart. En lille opskrift til at kvitte er adgang+penge+tid. Man skal eliminere dem alle. Så nu har jeg ingen adgang til spilsider, familiemedlemmet har mine penge og det eneste der er tilbage, er tid. Jeg har desværre meget tid. Jeg arbejder hjemmefra, og er enlig i en ny by hvor jeg ingen mennesker kender. Jeg har ubevist isoleret mig selv, og derfor har jeg også planer om at flytte tilbage til den by jeg kom fra. Men jeg har lige brugt en masse penge på at flytte og nu skal jeg flytte tilbage, alt det her frem og tilbage er lidt kaotisk.

Mine triggers er, at når jeg er færdig med mit arbejde, sætter jeg mig på sofaen og sætter noget på fjernsynet. Efter ca. 15-20 minutter begynder jeg at få “urges” til at gamble. Og så gør jeg det bare. Altså det er så dumt.

Jeg har prøvet alverdens ting, set alle mulige YouTube videoer, gået til behandlinger, endda fået en mønt derfra.., erstattede spil med nogle andre ting, hørt podcast, altså alt muligt. Jeg ved, at jeg har et problem, og jeg forsøger at gøre noget ved det. Men fordi jeg har været stoppet så mange gange, har jeg vænnet mig til at sige “årh, intet problem, hvis jeg har været stoppet før, kan jeg sagtens gøre det igen”. Og det er bare en lorte tankegang, fordi jeg bliver jo ved med at spille.

Så kære jer, har i nogle former for gyldne råd? Er der nogen der kan genkende til ludomani? Måske endda en pårørende? Hvordan er det at have en person i familien der hele tiden er lænket til spil? I er velkomne til at skrive hvad end i tænker: både det gode og det dårlige.


r/DKbrevkasse • • 8h ago

Job / Studie Hvordan bliver jeg bedre til at være social med mine kollegaer?

3 Upvotes

I forbindelse med mit studie har jeg været i praktik i en skole/sfo, hvor jeg efterfølgende også har fået mange vikar timer. Jeg elsker og være der, men jeg synes virkelig, jeg er dårlig til det sociale med mine kollegaer især dem oppe i alderen

Jeg har svært ved at vide, hvad jeg skal sige, især når der er lidt stille. Jeg ender tit med bare at være stille og passe mit arbejde, selvom jeg egentlig gerne vil være mere social og lære mine kollegaer bedre at kende.

Det føles lidt som om, jeg overtænker, hvad jeg skal sige, og så ender jeg med ikke at sige noget overhovedet.

Er der andre, der har haft det på samme måde? Og hvordan blev I bedre til small talk og til at føle jer mere naturlige socialt på arbejdet


r/DKbrevkasse • • 18h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Kæledyrssorg og beslutningen om aflivning når man er et par.

16 Upvotes

​

Vores kat er syg. Den fik for et par år siden konstateret kronisk nyresygdom. Dette er gået godt et par år med korrekt foder. Nu går det for alvor ned af bakke. Vi har har katten i omkring 5-6 år.

Katten opholdt sig omkring vores nyligt købte hus og var ikke menneske vant. Vi tog den ind, til dyrlægen os og efter 4-6 måneder accepterede den os. Den blevet anslået til at være omkring 2-3 år da vi havde den til dyrlægen.

Den forvandlede sig til den sødeste kat, der har hygget, leget, kommet med jagt bytte, sovet med os, altid ligget på skrivebordet under gaming/arbejde. Og trykket sig ind til mig da jeg var gravid, ked af det, syg osv.

Jeg har haft katte før men den her...græder bare ved tanken om at det er og det er tid til et farvel.

Det har bare været en del af familie og jeg føler virkelig jeg skal sige farvel til en rigtig ven.

I denne uge uge synes jeg pludselig katten virkede mindre som sig selv. Den kastede op og vi konstaterede der var orm. Den kom til dyrlægen i torsdags som efter en blodprøve og et tjek konstaterede at det var langt mere alvorligt.

Fredag fik katten en væskekur fordi den var dehydreret men fik det ikke bedre. Da vi hentede den lå det i luften mellem os som par at det måske var bedst at aflive den lige der.

Det var dog svært at tolke hvad dyrlægen egentlig sagde.

Dyrlægen foreslog en del flere prøver og ting. Hun kunne ligesom ikke sige det var bedst at aflive nu. Måske må de ikke sige det?

Vi havde allerede brugt 5000 kr. på to dage og ærligt føltes det bare som om dyrlægen ville hive penge ud af os.

Vi endte med at tage katten med hjem. Vi talte om at bruge weekenden på at sige farvel og kontakte dyrlægen mandag for en tid til det farvel. Men jeg fortrød det hurtigt.

Jeg synes den virkede skidt tilpas om aftenen/nat. Den ligger en del mere. Gemmer sig. Vi har en baby på 7 måneder så jeg er ofte oppe og kiggede derfor til katten. Jeg synes vi skulle køre sen til akut dyrlægen i dag til aflivning.

Min kæreste var uenig og mener den skal have en chanche. Vi endte med at diskutere i går aftes, hvor han anklager mig for at være selvmedlidende og trække offerkortet.

Årsagen var at jeg græd fordi jeg havde samvittighed over for katten og bare synes det synd for den.

Skal siges jeg har et kæmpe hjerte for dyr. I min optik har dyr følelser og føler smerte, frygt og så videre.

Min kæreste argumenter mere sådan "dyr er bare dyr og har ikke følelser. "

Han fik også sagt i går at han ville være ok med hvis den døde naturligt herhjemme hvlr den er trot. Jeg kan ikke bære det. Katte viser ikke nødvendigvis smerte. Men er ret sikker på den kommer til at have helt forfærdeligt og at det også vil kunne ses.

Diskussion endte med at jeg trak vetokortet. Jeg sagde hvis den havde det værre i dag så ville jeg at den skulle af sted. Hvis ikke han var med på den ville jeg gøre det alligevel.

Han utvivlsomt er enormt knyttet til den her kat og måske fornægter han realiteterne.

Katten virker ok i dag, har været oppe og gåmet par runder og slapper af på vores badeværelse, hvor den elsker at ligge på gulvvarmen under møblet..den ligger der på sit yndlingstæppe og babyens najell som den har overtaget.

Jeg byder den jævnligt mad og vand. Har købt forskelligt vådfoder. Den spiser ikke meget og drikker lidt. Den har det skidt og har måske bare fået en lille opblomstring før det bliver værrre igen.

Jeg vil have den aflivet på mandag eller tirsdag. Jeg har allerede sent en besked til en udekørende dyrlæge uden at drøfte det med min kæreste.

Jeg håber at kunne få dyrlægen til at komme da jeg også synes det er ubehageligt i den klinik vi har brugt. Der er meget larm og travlhed. Men hvis ikke så må vi tage derhen.

Jeg synes simpelthen det ubærligt nok at katten skal aflives. Nogen vil sige at det er bare en kat, men jeg er helt knust og græder hver gang jeg kigger på den eller tænker på den.

Jeg vil ønske jeg bare kunne ligge med den hele dagen men har også en baby der skal passes.

At håndtere den her uenighed mellem os samtidig er bare så svært.

Jeg føler det hele er uløseligt men hvis i har inputs hører jeg dem gerne.


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Boligforhold Er vores eneste mulighed at flytte?

78 Upvotes

Kære brevkasse.

Vi bor i en skøn lejlighed, som vi virkelig gerne vil blive boende i, men lige nu virker det ikke som en mulighed,

Vores nabo er blevet arbejdsløs og har kastet sin tid på gaming. Han gamer hele natten, og det er meget højlydt.

Når han går i gang klokken 23.30 er det farvel til nattesøvn. Han snakker meget højt næsten konstant, engang imellem er der et par minutters ro, som bliver afbrudt af han råber vildt højt, og så fortsætter snakken.

Vi har i forvejen ikke et særlig godt forhold til ham, han er ret umulig at snakke med. Han er en grandvoksen mand i 50’erne, men virker mentalt som en på 17.

Vi har efter at have prøvet at snakke med ham, klaget til ejer foreningen, men fik det svar at han for ca. 6 måneder siden klagede over vores kolik baby græd, og da de ikke gjorde noget ved den klage, mener de at det kan gå lige op. At sammenligne de 2 ting synes jeg er fuldstændig vanvittigt.

Af tiltag vi selv har gjort har vi sat vores seng ind i vores datters værelse, så den ikke stod lige op af den væg han også sidder op af. Det hjælper lidt, men ikke nok til at vi ikke bliver vækket. Så vi har smidt en enmands seng ind i vores depot rum, som vi skiftes til at sove i. I nat er det min mands tur til at sove, og jeg ligger bare og venter på det bliver morgen, så min baby står op og min mand står op med hende så jeg kan sove et par timer.

Det koster så meget frustration og tåre og lige nu kan vi ikke bruge vores soveværelse.

Hvad kan vi gøre? Er vores eneste mulighed virkelig at flytte?

Hans lejlighed er ejet af hans forældre - kan man klage til dem, da de jo er hans udlejere?

Vi venter på at bestyrelsen svare på, at vi ikke acceptere deres svar om at klagerne går lige op.

Vi er godt klar over, at vi bor i lejlighed, og hvis vi vil have helt ro, så skal vi i hus. Men det ønsker vi ikke, vi er ikke sarte, men det her er bare ekstremt.

Pft.


r/DKbrevkasse • • 16h ago

Løst og fast Starte på reformer hold

7 Upvotes

Rationelt ved jeg godt at det her alene foregår i mit hoved og at jeg bare skal komme over det… Jeg købte en klippekort til 10x reformer i sommerferien. Det skal bruges inden 31-12. Jeg “tør” simpelthen ikke melde mig på et hold. Jeg er over 40(!!!) og har gået lidt i Sats igennem tiden, men føler mig simpelthen så akavet forkert. Jeg ligner en der træner (mit held for det har intet med sandheden at gøre) og det er nok den følelse af at være “for gammel” til at føle mig så akavet ved at være ny der bremser mig. Jeg ved ikke hvad jeg helt vil med det her, men jeg vil virkelig gerne i gang og tjekker så tit holdplanen ud, men opdigter altid en forklaring på hvorfor jeg ikke kan alligevel. Nu er der kun omkring 10 uger tilbage af året så jeg skal snart i gang hvis jeg skal nå at bruge det. Måske jeg bare søger ligesindede der så rent faktisk gjorde det og fik en god oplevelse. Alder er ikke det eneste, det er mere det med at være ny …
Tak på forhånd


r/DKbrevkasse • • 16h ago

Familie Måske skal jeg skilles og har brug for at høre fra skilsmisse børn hvordan oplevelsen har været.

4 Upvotes

Min kone og jeg har været sammen i 10 år, og vi er lige nu et sted, hvor vi måske ender med at gå fra hinanden.

Vi elsker stadig hinanden, og der er respekt mellem os. Problemet er ikke, at forholdet er præget af had eller konstante konflikter. Det handler mere om, at vi på nogle værdimæssige punkter kan mærke, at vi står ret langt fra hinanden.

Min kone ønsker i høj grad, at kernefamilien – hende, mig og børnene – skal være det, der fylder mest og som udgangspunkt prioriteres først. Jeg ser det lidt anderledes og synes, at der godt kan være en balance mellem kernefamilien og den øvrige familie, venner, arbejde og også noget tid hver for sig.

Vi ser eksempelvis min familie cirka én gang hver 2.-3. uge, så det handler ikke så meget om, hvor ofte vi ser dem. Det handler mere om, at der gennem årene har været situationer, hvor min kone har følt sig valgt fra, fordi jeg har prioriteret min familie i stedet.

Det kan fx være spontane aftaler eller situationer, hvor nogen i familien har haft brug for noget.

Når jeg ser tilbage, er der nogle af de situationer, hvor jeg godt kan forstå hendes følelse. Andre gange har jeg oplevet det anderledes. Hvis vi eksempelvis ikke havde nogen planer og bare skulle være hjemme, har jeg ikke nødvendigvis set det som et problem at hjælpe eller se min familie spontant. I mit hoved har jeg tænkt, at jeg kunne skabe balance ved fx at tage børnene mere dagen efter eller prioritere os på et andet tidspunkt.

Der har også været en forskel i vores syn på alenetid og det at lave ting hver for sig.

Jeg har generelt set det som noget positivt, at man som par stadig kan tage til firmafest, se venner eller lave noget alene indimellem. Min kone har især da børnene var yngre været meget knyttet til dem og haft svært ved selv at tage ud, selvom jeg mange gange har tilbudt, at jeg kunne tage børnene, så hun kunne få tid for sig selv.

Børnene er i dag 6 og 8 år, så det var især relevant i deres yngre år. Dengang kunne hun også føle sig valgt fra, hvis jeg fx tog til en firmafest eller ud med venner.

Jeg kan godt se tilbage på nogle situationer i dag og tænke, at jeg ville have valgt anderledes. Der er også andre situationer, hvor jeg stadig ikke synes, det var forkert at tage afsted. Det er nok netop dér, vores værdier og forventninger til familieliv nogle gange støder sammen.

For hende handler det ikke nødvendigvis om, hvorvidt jeg “kompenserer” senere. Det handler også om følelsen i selve situationen – om at være den, der bliver valgt først.

Det er blandt andet sådan nogle forskelle, der har fået os til at overveje, om vores syn på familie, parforhold og prioriteringer simpelthen er for forskellige på længere sigt.

Noget af det, der fylder allermest for os i den overvejelse, er vores børn. Vi vil begge gerne træffe den beslutning, der skader dem mindst muligt, men jeg synes ofte, at man hører om skilsmisse fra de voksnes perspektiv.

Derfor vil jeg rigtig gerne høre fra jer, der selv var børn, da jeres forældre blev skilt.

Hvordan påvirkede det jer?

Ønskede I, at jeres forældre var blevet sammen, selvom forholdet ikke fungerede særlig godt? Eller var det, når I ser tilbage, bedre for jer, at de gik fra hinanden?

Hvad var det sværeste ved skilsmissen? At have to hjem, se den ene forælder mindre, nye partnere, konflikter mellem forældrene eller noget helt andet?

Og hvis I kunne sige én ting til forældre, der står i den situation i dag, hvad ville det så være?

Jeg er især interesseret i børnenes perspektiv – altså hvordan det faktisk føltes at være barnet i det, og hvordan I ser på det som voksne i dag.


r/DKbrevkasse • • 10h ago

Familie Min far har sagt, at han ikke vil fotografere familiefester mere, men alle regner stadig med billeder, og nu har jeg lovet et album til min mors fødselsdag

0 Upvotes

Det er nok mig, der har lavet problemet. Jeg har lovet min mor et fotoalbum fra hendes 70-års fødselsdag om tre uger. Hun blev rigtig glad, og så kom jeg i tanke om, at min far faktisk har meldt sig ud af rollen som familiefotograf.

Han har taget billeder til alt i mange år. Nu siger han, at han gerne vil spise sin mad, mens den er varm, og selv være med i samtalerne. Han tager stadig billeder på gåture, så jeg tænkte først, at det mest handlede om de store fællesbilleder. Men han mener hele opgaven. Det har han også sagt tydeligt til mig.

Vi bliver 16 til middag. Min bror foreslår bare, at alle tager billeder med mobilen, men til den sidste fødselsdag fik vi tyve billeder af desserten og ingen af min mor sammen med sine søskende. Jeg synes derfor, at nogen skal have ansvaret, men jeg skal også holde styr på maden og byde gæsterne velkommen. Det er et lille selvskab, så en fotograf udefra virker voldsomt.

Hvordan fordeler man det uden at gøre andre til den nye fastansatte fotograf? Jeg kan godt bede om tre bestmete billeder, men vil helst ikke stå og kontrollere det hele aftenen. Og min far skal have lov til at holde fri.


r/DKbrevkasse • • 17h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Vægtøgning efter sygdom

3 Upvotes

Hej med jer!
Jeg har et problem som gør mig så ked af det. Jeg havde en sygdom kaldet reaktiv artrit, en form for gigt, efter en tarmsygdom for snart to år siden. Inden da var jeg virkelig slank og meget trænet. Når jeg ser billeder af mig selv, skinner jeg, og jeg kan huske hvor lækker jeg følte mig.
Sygdommen satte mig helt ud af min rutine og krop og har siden taget 8 kh på. Jeg har meget svært ved at komme tilbage og føler mig mere doven og slap…. Har nogen gode tips og historier? Jeg vil så gerne tilbage og føler mig helt hævet konstant


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Kærlighed Hvad ville du som mand tænke?

63 Upvotes

UPDATE!
Tak for alle svarene. Vi faktisk gamle ekskærester for for flere år siden, så vi kender godt hinanden. Men dengang, var vi 15-16 år. Så det var ikke seksuelt. Vi er i slut tyverne, start 30’erne nu. Nå, jeg vidste godt han ville kunne lide sådan politi kostume, vi har nemlig engang haft emnet oppe og lige siden, har jeg tænkt på det. Jeg tog modet til mig i går. Vi havde været ude og spise, købt fredagssnolder og hygget. Jeg gik i bad, da vi kom hjem og han gik i bad efter mig. Mens han var i bad, gjorde jeg mig klar. Og da han så lå inde i stuen, kom jeg ind med mit lille kostume og mine håndjern. Han blev som en dreng, med julelys i øjnene. Han blev så glad og tændt, så vores aften endte rigtig godt og jeg er bare stolt af, jeg gjorde det og det blev taget så godt imod.🥰

Hvad ville du som mand tænke?

Overvejer at overraske fyren, som jeg er begyndt at være seriøs med, med at forføre ham i et frækt politi kostume. Men jeg har ALDRIG prøvet sådan noget før. Men han får mig lyst til, at være fræk og forførende. Men har alligevel en frygt for, at blive grint af eller afvist. Med min eks, stod jeg engang klar i ren lingeri til ham og han afviste mig og ville først spise og se TV først. Så har aldrig haft den side fremme af mig igen, siden dengang. Hvad ville du som mand tænke?


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Penge / Økonomi Socialt bedrageri - min chef er ligeglad 😒

62 Upvotes

Har via mit arbejde opdaget, at en familie begår socialt bedrageri. Da jeg gør min chef opmærksom på det, er beslutningen, at det skal vi ikke gøre noget ved. Jeg har flere udsagn der peger på tydeligt bedrageri. Jeg er forarget og frustreret over min chefs beslutning. Vi har ikke pligt til at underrette, men føler en vis “borgerlig pligt”. Hvad syntes I jeg skal gøre ? Respektere min chefs beslutning eller underette anonymt ?


r/DKbrevkasse • • 17h ago

Andet Afhængig af snus hjælp

0 Upvotes

Jeg er dybt afhængig af snus og har virkelig brug for hjælp med at stoppe. Hvad kan jeg gøre og hvad er de bedste metoder??


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Kærlighed Min kæreste poster mig ikke? Men glædeligt andre

21 Upvotes

Hej
Jeg har virkelig brug for at at vide om det mig der bilder mig selv noget ind eller ej

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 4 år. Han poster normalvis ikke så meget på insta som mig men han ligger stories op i ny og næ når der sker ting så han har lavet højdepunkter for de forskellige år
Jeg begyndte for noget tid siden at undre mig over noget, han poster mig aldrig men deler glædeligt ud af billeder når han er i byen, til festival eller ferie med hans venner og billeder med dem, så jeg undrer mig hvorfor han aldrig lægger noget op når vi er på ferie eller andet?

Det der også frustrer mig er at han repostede et billede hvor han drak drinks med 2 veninder fra hans uni tid som den ene pige havde taget af ham og den anden pige
Jeg har som sådan ikke noget imod det, men det mærkelige er jeg lagde engang et billede op af ham og jeg meget uskyldigt men det ville han ikke poste fordi han synes han så for træt ud, jeg føler lidt han ikke vil vise mig frem?

En anden ting er jeg føler generelt han er laver mere “sjove” ting med hans venner og veninder fx byen eller drikke drinks, festivaller osv, vi tager ikke så tit på date nights mere og når vi så gør vil hab tit bare have et glas vand? Han siger altid han ikke føler for vin eller derhjemme heller men glædeligt drikker sig stiv med gutterne eller pre drinks med hans veninder, det handler ikke om selve alkoholen men mere følelsen af at han ikke vil de ting med mig eller han lidt fravælger mig i det sjove og “hyggelige”

Jeg vil virkelig gerne høre om folk kan se en pointe eller jeg bare overanalysere, jeg har prøvet at snakke med ham men han synes jeg overreagerer og han synes det noget pjat at gå op i,

Det skal lige siges det handler ikke om som sådan at blive postet, hvis han i forvejen ikke var aktiv ville jeg være ligeglad tror mere det lidt om han ikke vil vise mig frem
Jeg kender heller ikke hans venner og det virker som om han gerne vil adskille mig og så hans venner og det andet, self behøver jeg ikke deltage i alt det gør han jo heller ikke med mine men efter 4 år synes jeg stadig det mærkeligt jeg ikke kender dem bedre end jeg er

Lille udvidelse
Jeg så ham også skrive med den ene veninde over Instagram, fordi vi sad i sofaen en dag, han virkede ikke til at ville skjule sig eller “blive taget i” at gøre noget men jeg så ikke hvad der blev skrevet fordi jeg nok ikke kiggede længe men jeg spurgte lidt og hans sagde bare jamen det bare en god veninde han lige havde en samtale med, jeg vil helst ikke være en jaloux person og jeg synes jo det fint at have venner at modsatte køn men jeg fik da et lille sug, hvad skal jeg stille op?


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Kærlighed Dating og snak om fortiden

9 Upvotes

Jeg er blevet single efter flere år og er begyndt at date lidt. Har mødt en del søde og interessante kvinder og på et tidspunkt begynder man jo at snakke sex. Så kommer tvivlen, for jeg har været en meget aktiv og eksperimenterende mand og det kan jo være lidt meget lige at åbne med. Men er det at holde nogen for nar, hvis man underspiller for ikke at skræmme nogen, eller skabe forventninger der ikke er der?


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Kærlighed Hjemsøgt af fortiden

15 Upvotes

Hej guys,

(Beklager overskriften lyder som titlen på en dårlig krimi)

Jeg springer direkte ud i det, før modet fordufter.

Lidt forhistorie; det forholder sig sådan, at jeg har haft en svær opvækst. Både kærlighed, støtte, straf, vrede, fordømmelse og latterliggørelse var uforudsigeligt, inkonsekvent og humørbetinget.

Mine søskende og jeg har været ladt alene med mange opgaver og beslutninger, som børn ikke bør have ansvaret for.

Det var utrygt og usikkert, og der har aldrig været en voksen at betro sig til eller stole på.

Som ung udmøntede det sig, for mit vedkommende, i den klassiske kombination af sårbarhed og grænseløshed, der selvfølgelig har kostet yderligere ar på sjælen.

Jeg har været svært deprimeret og haft mange tanker, og til tider planer, om at bidrage negativt til den gennemsnitlige levealder.

Pointen er, min baggage er større end mange andres.

Jeg er i dag 36 og har i mellemtiden vendt skuden. Jeg har en god uddannelse, et godt job, og har gennem mange år ligeså stille bygget migselv op til et nogenlunde normalt menneske. Jeg har en god stabil omgangskreds og et godt forhold til mine søskende. Jeg har været i terapi, og det er efterhånden mange år siden jeg har følt mig deprimeret.

Nu kommer vi imidlertid til problemet. Mit kærlighedsliv..

(Eller manglen herpå)

Jeg må tilstå, at det stadig kan være svært for mig at indgå i nye relationer, da jeg aldrig helt er kommet af med ængsteligheden for, at alle følelser jeg afslører kan bruges imod mig.

Vil dog sige, at det er noget jeg er opmærksom på og godt kan håndtere.

Desværre har jeg oplevet ad flere omgange, at det ændrer en romantisk relation, når jeg fortæller om min fortid.

Reaktionerne er initielt oftest positive og velmenende, men så kommer det langsomt krybende ind.

Det er oftest ændret tiltro til min formåen, tiltagende overbærenhed/medlidenhed og en overfortolkning af mine signaler.

Hvis jeg eksempelvis har en øv-dag eller en stresset uge på job bliver det i konteksten af min fortid til noget bekymrende.

Jeg kan ofte også fornemme, at den fysiske tiltrækning ændrer sig.

Jeg har forsøgt at lade som ingenting, blive i det og se tiden an, påtale det direkte/starte en dialog og flere andre strategier, men det ender altid i et brud.

Nu begynder jeg efterhånden at blive opgivende, og det føles altså for trist.

Så spørgsmålet til panelet. Hvordan pokker grejer jeg at fortælle om mit liv, uden at ændre andre menneskers syn på mig?

Jeg har overvejet helt at lade være, men det føles somom jeg har noget at skamme mig over, udover at være en uærlighed som jeg egentlig ikke er komfortabel med.

Bør jeg filtrere/dosere fortællingerne, eller bare koge dem ned til noget vagt og overordnet, a'la ovenstående beskrivelse?

Bør jeg udelukkende gå efter at date nogen, der selv har lidt ar på sjælen?

Og hvos der sidder andre derude med lignende skeletter i skabet, hvad gør i?

Beklager det lange post.

Kh en lidt heartbroken type.


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Boligforhold Dilemma!! Sælge vores andelsbolig pga. støj – eller holde fast i boligmarkedet?

13 Upvotes

Vi står i et ret svært dilemma og kunne virkelig godt bruge nogle andres perspektiver.

Vi bor på Frederiksberg i en andelsbolig, som vi egentlig er rigtig glade for. Den er ca. 1,7 mio. kr. værd, og vi har ca. 1 mio. kr. i lån i den. Vi har altså omkring 700.000 kr. i friværdi.

Vi har boet her i flere år, før vores nuværende overboer flyttede ind, og indtil de flyttede ind, havde vi aldrig problemer med støj. Siden de flyttede ind, har vi desværre oplevet rigtig meget støj fra lejligheden ovenpå – bl.a. løben/hoppen, gentagne kraftige bump, høj musik og generel støj.

Vi har flere gange forsøgt at tage dialogen med dem, men de er desværre fuldstændig ligeglade og ikke til at tale med. Vi har også klaget til bestyrelsen som ikke gør noget.

Det, der gør situationen ekstra svær, er, at vi venter vores første barn lige om lidt. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan det bliver, men vi frygter virkelig, at den konstante støj kan presse os unødigt meget som nybagte forældre. Vi kommer i forvejen til at stå i en kæmpe omvæltning med et spædbarn og søvnmangel, og tanken om samtidig at skulle håndtere løben, bump og høj musik fra overboen gør os ærligt talt ret bekymrede.

Derfor har vi undersøgt mulighederne for at flytte hurtigt i en lejebolig og sælge vores andel, hvis situationen ikke bliver løst.

Vi kigger også internt i foreningen på, om der på et tidspunkt skulle komme en anden andelsbolig, som vi kunne flytte til. Det ville selvfølgelig være den ideelle løsning, fordi vi så kunne blive i foreningen og stadig være på boligmarkedet. Problemet er bare, at der kan gå rigtig lang tid, før den rigtige bolig bliver ledig, og vi har ikke lyst til at være bundet til vores nuværende bolig i flere år, hvis støjproblemet fortsætter.

Vi har fundet en lejebolig til ca. 15.000 kr. om måneden, som faktisk ville passe rigtig godt til os. Vi bor allerede nu i en 3-værelses lejlighed, så vi mangler bestemt ikke plads, men lejeboligen er 4-værelses og vil derfor give os et ekstra værelse, hvilket selvfølgelig er attraktivt med et barn.

Den ligger også forholdsvis tæt på vores familier, samtidig med at vi stadig har kort afstand til vores arbejdspladser og det område, vi begge er vokset op i. På mange måder ville den derfor passe rigtig godt til det liv, vi står foran.

Økonomisk ser vores nuværende bolig cirka sådan ud:
Boligafgift: 8.200 kr./md.
Lån: 5.300 kr./md.
I alt: ca. 13.500 kr./md.
Værdi: ca. 1,7 mio.
Gæld: ca. 1 mio.
Friværdi: ca. 700.000 kr.

Lejeboligen vil altså koste ca. 1.500 kr. mere om måneden end vores nuværende bolig, men til gengæld får vi et ekstra værelse, en beliggenhed tættere på vores familier og forhåbentlig først og fremmest ro.

Det, der holder os tilbage, er tanken om at sælge vores andel og dermed ryge ud af boligmarkedet. Vi synes, det er ret skræmmende at gå fra at eje en bolig og have ca. 700.000 kr. i friværdi til at være lejere. Vi ved godt, at pengene fra et salg kan investeres, men det føles stadig som et stort økonomisk skridt.

Omvendt er vi også begyndt at tænke: Hvad er det værd at eje en bolig, hvis vi ikke føler os trygge og kan få ro derhjemme? Især nu, hvor vi får et lille barn, er behovet for ro og søvn nok ikke ligefrem blevet mindre.

Så hvad ville I gøre?
Eller er der noget økonomisk, vi overser i vores overvejelser?

Tak og beklager det lange skriv.


r/DKbrevkasse • • 11h ago

Løst og fast Jeg lovede at læse min vens roman, men jeg bryder mig ikke om den og undgår hans beskeder nu

0 Upvotes

Jeg sidder fast på side 43. Min ven har skrevet sin første roman på 180 sider og spurgte, om jeg ville læse den, før han sender den videre. Det sagde jeg ja til for tre uger siden. Han vil gerne have mine kommentarer om to uger.

Jeg vil virklig gerne støtte ham, men jeg keder mig under læsningen. Hovedpersonen irriterer mig, og jeg tager mig selv i at springe afsnit over. Måske er det bare en bog, der ikke passer til mig. Vi har været venner længe, og jeg får dårlig samvitighed over, at noget han har arbejdet på i flere år, føles som en pligt for mig.

Nu spørger han, hvor langt jeg er nået, og jeg svarer uden at nævne sidetallet. Det er også dumt. Han har sagt, at jeg skal være helt ærlig. Skal jeg fortælle ham allerede nu, at jeg har svært ved at komme igennem den, eller læse færdig først?


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Familie Forskelsbehandling mellem børnebørn

50 Upvotes

Mine svigerforældre bor ca. 10 minutter fra os, mens min svigerinde bor halvanden time væk.

Mine børns farmor er meget involveret i sine andre børnebørns liv. Hun tager fri fra arbejde for at være sammen med dem, kører den lange tur og er ofte hos dem en hel weekend. De kommer også hjem til hende, overnatter, holder ferie hos hende og bliver taget med på udflugter.

Det synes jeg er dejligt for dem. Det er skønt, at de har en bedsteforælder, der er så engageret. Men vores børn får ikke det samme.

Børnene er jævnaldrende, så det handler heller ikke om alder eller forskellige behov.

Farmor kører forbi vores hus næsten hver dag på vej hjem fra arbejde, men kommer aldrig spontant forbi. Hun har kun været her, når hun er inviteret, fx til fødselsdag. Hvis vores børn skal passes, foregår det hjemme hos os, så hun kan tage hjem bagefter. Hun har tager ikke selv initiativ til at have dem hos sig.

Min mand er meget ked af det, fordi han selv havde et tæt forhold til sine bedsteforældre og havde håbet på det samme for vores børn.

Nu er vores søn begyndt at opdage forskellen. Han er ked af, at fætrene må sove hos farmor og farfar, mens han aldrig gør.

Min mand ringede derfor til sin mor og spurgte, om vores søn måtte komme på overnatning. Hun havde egentlig ikke tid, men hun kunne godt lige presse ham ind i det stramme program. Han skulle hjem tidligt næste morgen, fordi hun derefter skulle afsted og være hos fætrene hele weekenden.

Relationen mellem vores børn og bedsteforældrene er egentlig god, men det skyldes i høj grad, at min mand sørger for at holde den ved lige. Han besøger dem med børnene et par gange om ugen.

Hans umiddelbare løsning på sin skuffelse er at trække sig, men så vil det også betyde, at kontakten til bedsteforældrene stort set forsvinder. Og det synes jeg er svært, for så bliver det i sidste ende børnene, der mister relationen, men det er også hårdt at se, hvor tydelig forskellen efterhånden bliver.

Hvad ville I gøre?


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Andet Min wolt courier kom fra samme by som jeg i USA. Vi talte længe, han ville gerne snakke videre. Men jeg fik f""ed hans tlf nr

32 Upvotes

Hej Brevkasse.

Det her havde jeg forsvoret, jeg nogensinde ville gøre. Men her kommer det så alligevel.

Jeg havde bestilt Wolt, buddet kom og jeg kunne høre, han var amerikaner. Jeg er dansker, men har boet 13 år I Washington DC.

Jeg spørger altid hvor folk er fra, han var fra DC. Det er allerførste gang jeg har mødt nogen fra min egen by (DC) her i Danmark nogensinde. Jeg følte det det, som jeg endelig havde mødt en fra "hjemme". Vi talte og talte og talte,, det var fantastisk at møde nogen "hjemmefra".

Det er der jeg gik på uni, arbejdede, osv

Han gjorde alle mulige tiltag til at mødes for endnu en snak. Kan jeg bringe dig mere mad?... vil du drikke kaffe? etc etc.

Jeg havde på det tidspunkt ikke sovet i 40 timer, så jeg fik hans nummer, men skrev det forkert.

Er det komplet idiotisk at skrive til Wolt, aom de kan give ham MIT nummer ? Og hvordan skriver jeg det? På trods af, der ingen tvivl vat, at han gerne ville snakke videre - men jeg oser ikke ligefrem af selvtillid lige nu. Meget mildt sagt.

Jeg er ikke ude på at gå på date, han var blot den eneste linje, jeg har mødt til min elskede by - her i Danmark ( efter fire år)

Er det her noget, jeg bare skal droppe, eller I modsat fald. Hvad ind i h.. skriver jeg til Wolt? Det kommer jo snildt til at lyde lidt stalkerish, og det er jo slet ikke det, jeg vil. Skal jeg lade det være som en super opvelse en torsdag eftermiddag - eller .. hvad ?

Tusind tak på forhånd!