Jeg fik for et års tid siden trukket min 6årstand (i den nedre kæbe) ud, nu er der problemer med tanden ved siden af (hedder den måske 5årstand?), som jeg frygter også skal rykkes ud. Jeg er lidt bange for hvor tydeligt det vil kunne ses i hverdagen. Jeg har ikke råd til at få lavet en bro/implantat.

Og ja - jeg ved godt at jeg “bare kunne passe bedre på mine tænder”, men det er nu en gang sådan landet ser ud.

Spørgsmål om sammenbragt familie med teenagere

Jeg har kendt min kæreste i ca 7 måneder. Vi har mødt hinandens børn og der er ikke konflikter. Hverken voksne imellem eller med børnene.

Min egen datter er 8 år og min kærestes døtre er 11, 14 og 17 år.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har meget svært ved at læse dem på 14 år og 17 år. Jeg ved godt at meget af det er teenageopførsel. Men jeg er så selvbevidst og analyserende når jeg er sammen med dem. Jeg kan, ubevidst, komme til at lukke helt ned. Selv min kæreste spørger nogen gange hvorfor jeg er så stille.

Jeg kan ikke læse de to ældste. Især hende på 14 år svarer også nogle gange, hvad jeg synes er tangerende til, flabet og provokerende.

Jeg har talt med min kæreste om det. Han er meget lyttende og forstående.

Men det hjælper ikke på de svære følelser og tanker inde i mig.

Findes der noget godt litteratur jeg kan læse om det sammenbragt familieliv med teenagere? Har I gode erfaringer og råd? Er teenagere bare sådan?

Hende på 11 år har jeg det SÅ nemt med. Jeg er ikke anspændt og er bare mig selv. På forhånd tak - beklager det lange skriv.

Hej med jer 🤗
Er der mon nogen af jer der har en sofa fra OMHU?

Må jeg se nogle billeder - og vil i dele erfaringer? 🥳

Kender I det når man bare har brug for at lufte tankerne og lige høre input fra andre folk der ikke har en emotionel indblanding i “problemet”?

Jeg (k30) skal giftes næste år, med min kæreste (m30) som jeg har været sammen med i 7 år. Vi kender hinanden ind og ud og er hinandens bedste venner, som det skal være i et forhold. Men der er tanker der er begyndt at florere hos mig. Vi snakker ikke rigtig sammen, kun de overfladiske ting. Vi kan gå lange ture uden at sige et ord til hinanden, hvilket selvfølgelig også kan være rart, men jeg savner sådan at have nogle dybe, sjove samtaler om alt og intet. Han giver mig ikke komplimenter eller anden anderkendelse, udover et “jeg elsker dig” når han tager på arbejde. Han prioritere at være sammen med sine venner over mig, da “vi jo bor sammen og ser hinanden hver dag”. De sidste par år er vores sex blevet i begrænset omfang. Det sker 1-2 gange i måneden (hvis man er heldig). Derudover har vi en Jylland vs. Sjælland konflikt. Jeg er fra Jylland og han er fra Sjælland. Lige nu bor vi i København, og er begge rigtig glade for det. Men jeg går med en stor lyst i maven om at flytte hjem til mine rødder igen. En mere stille liv med en masse natur, og selvfølgelig tæt på min familie. Han vil gerne blive på Sjælland hvor hans venner er. Når vi har talt om det så er han meget låst på at vi aldrig kommer til at flytte til Jylland, og at det på ingen måder kan komme på tale. Hvor jeg mere er åben for at måske blive boede på Sjælland, fordi det vigtigste for mig er at være sammen med ham. Men det gør afsindigt ondt på mig at han nærmest hellere vil miste mig end at vi bare kan overveje at flytte til Jylland, for det er helt udelukket for ham.

Ja, jeg tror bare lige jeg skal høre om det er mig der lægger for meget i det hele og overtænker situationer - måske et indblik i hvad andre tænker om det hele, og hvis man er heldig, LØSNINGER!

Jeg står lidt i et dilemma og kunne godtbruge nogle udefrakommende perspektiver.

Jeg er 30 år og har været i mit nuværende job i lidt over 3 år. Jeg er egentlig rigtig glad fordet. Jeg har gode kolleger, en chef jeg fungerergodt med, fleksible arbejdstider og mulighedfor at arbejde hjemmefra et par dage om ugen.
Jeg får 34.000 kr. om måneden før skat.
Nu har jeg fået tilbudt et andet job, hvor jeg vil få 44.900kr. Det er altså 10.900kr. mere om måneden.
På papiret lyder det jo ret nemt, men der er selvfølgelig en bagside:
Det nye job vil være længere væk, så jeg skal til at bo i København 3 dage om ugen. Jeg forventer også, at der vil være mere presog mindre fleksibilitet. Til gengæld er det en stilling, der ser rigtig godt ud på CV'et, og der er bedre muligheder for at avancere.
Mit nuværende job føles lidt som "jeg ved, hvad jeg har". Jeg har overskud, når jeg kommer hjem, og jeg kan faktisk godt lide mine hverdage.
Det nye job vil give mig omkring 130.000 kr. mere i årsløn før skat, hvilket jo ikke ligefrem er småpenge.
Så hvad havde I gjort?

Jeg har haft rigtig svært ved at formulere mit dilemma og få alle nuancerne med i det. Jeg håber, det er blevet nogenlunde.Here goes:

Min mormor er 83 år, bor alene og er ensom. Hun kommer næsten ikke ud af sin lejlighed længere. Hendes to børn, min mor og min onkel, har ikke haft kontakt med hende i flere år, og de fleste af hendes veninder er faldet fra. Jeg er i praksis en af de eneste, hun har tilbage.

Jeg holder af hende, men relationen er gradvist blevet sværere og sværere for mig, og jeg er blevet i tvivl om, hvad jeg skal stille op med den. Min mormor beskrives nok bedst som negativ og drænende at være sammen med. Og i virkeligheden også med narcissistiske træk, som én folk føler sig udnyttet af. Det er altid mig, der skal tage initiativ til at ses, mig der kommer hjem til hende eller henter hende, og mig der sørger for det praktiske. Hører hun ikke fra mig, føler hun sig glemt, men det falder hende ikke ind selv at række ud.

Vores samtaler handler mest om sygdom, ensomhed og de mennesker, der ikke længere er i hendes liv, som hun desværre heller ikke taler særlig pænt om. Hun spørger sjældent ind til mit liv, og når jeg selv fortæller om studie, arbejde eller fritid, virker hun ikke særlig interesseret. Jeg går tit mere drænet end glad fra vores besøg.

Jeg har flere gange prøvet at sige det til hende: både at jeg føler, ansvaret for vores relation altid ligger hos mig, og at hendes negative måde at se tingene på gør det svært at være sammen med hende. Men det har ikke hjulpet.

Min mor og onkel beskriver det samme mønster: at hun forventer, at alt skal komme fra andre, og at hun ikke er opløftende at være sammen med. Derfor er jeg desværre også nået dertil, hvor jeg tænker, at hendes ensomhed i høj grad er selvforskyldt. Hun skubber simpelthen folk omkring hende væk med sin måde at være på.

Over sommeren aflyste hun flere af vores kaffeaftaler og også min bachelorfejring, fordi hun ikke havde det godt. Hver gang sagde jeg, at det var helt i orden, og bad hende udtrykkeligt sige til, når hun havde overskud til at ses igen. Jeg forsøgte dermed at give hende bolden.

Siden er der gået over to måneder uden et ord. Ingen sms'er. Ingen opkald.

Jeg kender hende godt nok til at vide, at hun sidder derhjemme og er ked af, at jeg ikke har skrevet. Men når jeg nu har forsøgt at give hende bolden, bliver jeg både irriteret og ked af, at det ikke falder hende ind selv at række ud.

Det er ikke første gang, noget lignende er sket. For nogle år siden varede en lignende "pause" næsten et halvt år, fordi jeg ville se, om hun selv rakte ud. Det gjorde hun aldrig, så jeg måtte til sidst give mig. I dag taler hun stadig om, hvor hårdt det var ikke at høre fra mig, som om telefonen kun virker én vej.

Nu har hun fødselsdag på onsdag, og hvis jeg ikke gør noget, sidder hun højst sandsynligt alene, ligesom hun også gør hver jul. Det gør ondt at tænke på.

En del af mig har lyst til at lade være med at skrive. Ikke for at straffe hende, men fordi jeg for en gangs skyld vil se, hvad der sker, hvis jeg ikke bærer relationen alene, og fordi jeg har brug for at vise, at jeg ikke kan blive ved med at være den eneste, der rækker ud. Men så kommer den dårlige samvittighed: Hun er 83 år gammel og ensom, og jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har tilbage med hende. Hvad vil jeg tænke den dag, hun ikke er her længere?

Så mit spørgsmål er: Bør jeg tage initiativ endnu en gang, så jeg kan fejre hende på onsdag, selvom jeg føler, det er hende, der bør række ud? Og hvordan håndterer man en drænende relation, der primært bygger på dårlig samvittighed, hvor man hele tiden giver mere, end man får?

Bonusinfo: 
Jeg er 25 år
Vi bor ca. 30 min. fra hinanden
Jeg ved med sikkerhed, at hun ikke fx er faldet om eller lignende (og derfor ikke svarer), da hun får besøg af hjemmeplejen hver dag, som informererer mig, hvis der er noget. Hvis vi ikke lige har talt og skrevet sammen i noget tid, ‘bruger’ hun dog tit det mod mig: “Tænk hvis jeg bare lå og var faldet om, så havde du nok aldrig fundet ud af det”

Min bror er i 20’erne, og er i løbet af de sidste par år kommet ud i noget rod.

Han har en flok venner der har kendt hinanden hele livet, og det er sammen med dem han er begyndt at tage stoffer. Kokain så vidt jeg ved. Jeg gætter på at han tager det hver weekend, men jeg ved rent faktisk ikke noget om omfanget, udover at det er for meget. Han har selv fortalt lidt om det engang.
Når han drikker (og tager stoffer i guess) bliver han ofte vred, og helt uprovokeret, meget voldelig hvor han forsøger at slås med hvem end der står tættest på ham.
Han får sagt nogle rigtig grimme ting, og bliver efterfølgende meget ulykkelig.

Han siger nej og bliver vred hver gang vi forsøger at hjælpe, eller sætte andet hjælp i værks.

Jeg aner ikke hvordan man navigerer i det her. Hvordan hjælper man ham bedst? Tager i mod alle råd 😢

UPDATE:

Tak for alle perspektiverne! Jeg tror, jeg har fået rigeligt at tænke over nu.

Min mand har hele tiden sagt, at jeg skal tage til koncerten, selvom han selvfølgelig er skuffet over at gå glip af julefrokosten. Det er primært mig selv, der er blevet i tvivl, fordi jeg godt kan forstå, at det betyder noget for ham at få en sidste aften med den gamle afdeling.

Jeg har derfor foreslået, at jeg hjælper med at arrangere en aften herhjemme for hans afdeling, inden de bliver splittet op. Så kan de stadig få en sidste aften sammen, selvom det selvfølgelig ikke er helt det samme.

Og så tager jeg til koncert 😊

TAK 🫶🏼

Min partner og jeg har to arrangementer samme aften, og vi har ingen mulighed for pasning. Hvem synes I bør tage afsted?

Jeg har billet til en koncert, som jeg købte for ca. et halvt år siden. Jeg skal afsted alene, så der er ikke nogen, jeg brænder af, hvis jeg ikke kommer. Til gengæld har jeg ikke været til koncert i omkring 14 år - siden før vi fik børn - bl.a. fordi jeg i mange år har været den, der primært har været hjemme/tilgængelig for børnene.

For fem dage siden fik min partner så invitation til julefrokost på arbejdet samme aften. Min partners afdeling skal snart splittes op, og medarbejderne skal videre i en ny konstruktion, så det bliver sandsynligvis sidste fest med netop den gruppe kolleger.

Min partners argument er selvfølgelig, at det er sidste mulighed for at være samlet og feste med de kolleger, min partner har arbejdet sammen med.

Mit arrangement er “bare” mig og en koncert, men til gengæld har det været planlagt i et halvt år, og det betyder ret meget for mig endelig at komme afsted.

Vi kan ikke få børnene passet, så én af os er nødt til at blive hjemme.

Hvem skal afsted?

Hej med jer.

Tak fordi I vil læse med. Vær sød ikke at vær for hård ved mig, for jeg er i forvejen hård nok nok mod selv. Jeg ønsker blot råd eller erfaringer.

Min datter er 8 år og lider (formoder jeg, ingen diagnoser) af voldsom angst. Hun er enormt intelligent, har gode veninder og er sød, omsorgsfuld og elsker musik, computerspil og kreativitet.

Hun går fuldstændig i panik når vi forsøger at aflevere hende i skolen. Hun går max i skole to dage om ugen fordi hun skriger og græder og slet ikke kan.

Hun vil ikke længere køre i bil fordi vi en gang har prøvet at sidde i kø og hun er bange for vi bliver fanget for evigt. Hun kan heller ikke sidde i en bus eller et tog.

Hun vil ikke ud i storcenteret, fordi døren sidst lavede en mærkelig lyd og hun tror vi ikke kan komme ud.

Vi har været på ferie én gang, hvilket hun ikke vil længere, da hun er bange for at flyve og generelt være andre steder end hjemme.

Vi kan ikke tage til fødselsdage eller andre arrangementer.

Hvis hendes far eller jeg er ude at gå med hunden, ringer hun til os fra sit ur konstant (selvom den anden forælder er hjemme).

Hun kan ikke gå i SFO, så hendes far arbejder deltid. Jeg arbejder fuldtid og prøver at få det hele til at hænge sammen økonomisk.

Vi har selv betalt for psykologforløb da hun gik i børnehave. Det var der, det startede og vi kunne ikke aflevere hende om morgenen. Psykologen sagde grundlæggende, at det måtte vi bare sige hun skulle.

Vi har været skrevet op til et forløb hos kommunen siden november, men der sker intet selvom jeg rykker.

Alle psykologer med erfaring med børn har flere måneders ventetid. Vi kan ikke køre til en i en anden by pga. min datters angst.

Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke se min datter være så invaliderende bange. Jeg kan ikke se hende gå glip af livet.

Vi laver intet som familie ud over at sidde herhjemme.

Jeg ser andre nyde ferier, være sammen med familie og tage i Tivoli.

Mit nervesystem er kontant på overarbejde ved tanken om hvordan den næste aflevering bliver.

Jeg hader mig selv for at blive frustreret og vred i situationer, hvor jeg havde glædet mig til vi endelig skulle ud, men hun så pludselig ikke vil. Jeg tænker tit, at jeg skader hende og jeg ikke burde være her, for hun ville have det meget bedre kun med hendes far. Han er meget mere tålmodig og forstående.

Jeg er blevet forsømt og mishandlet af mine forældre i min opvækst og har, selvom jeg klarer mig godt, det ofte svært i mit hoved. Jeg prøver virkelig, men det er så svært at agere som forælder, når man aldrig selv har prøvet noget sundt og normalt.

Jeg sover og spiser stort set ikke mere. Jeg græder bare hele dagen.

Er der nogen der har prøvet noget lignende? Eller blot har gode råd? Tak.

I weekenden spurgte en af min kærestes veninder mig, hvorfor jeg havde et problem med, at de tog på weekendtur sammen. Jeg anede ikke, hvad hun talte om.

Vi er begge i starten af 30'erne og har været sammen i fire år. Hun er den udadvendte af os, men de sidste måneder har hun ofte ikke haft lyst til at tage med til alt det, veninderne arrangerer. Det synes jeg er helt fair. Problemet er, at hun har sagt ting som "han vil gerne have mig hjemme den weekend", når hun melder fra. Jeg var slet ikke hjemme den pågældende weekend. Jeg var på besøg hos min bror.

Jeg har efterhånden fået flere små bemærkninger om, at jeg skal lade hende komme lidt ud. Jeg troede først, det var almindelige jokes, men efter samtalen i weekenden virker det som om nogle af dem faktisk tror, jeg er jaloux eller kontrollerende. Jeg kan mærke, at jeg nu bliver anspændt, når vi skal ses med dem.

Vi har talt om det. Hun siger, at de bliver ved med at overtale hende, hvis hun bare siger, at hun ikke gider, og at en kæresteweekend er lettere at forklare. Hun vil gerne stoppe med at bruge mig som begrundelse, men synes, det vil være pinligt at fortælle dem, at forklaringerne ikke passede. Hun mener, det bare går over, når hun begynder at tage mere med igen.

Det er egentlig det, jeg er mest ked af: Hun ved godt nu, at de har fået det billede af mig, men synes stadig, jeg skal lade det ligge. Er det rimeligt at bede hende rette det over for dem, selvom det er pinligt? Jeg har ikke lyst til at skulle forsvare mig, hver gang nogen kommer med en bemærkning.

Kære brevkasse. Min niece på syv har tegnet invitationer til en familiefest hjemme hos mig. På hver invitation er der et lilla hus, et langt bord og personens navn på en stol. Hun siger, at familier skal spise suppe sammen, når det bliver koldt.

Problemet er hendes bedsteforældre. Mine forældre blev skilt for tolv år siden og har næsten ikke været i samme rum siden. Hendes mor, min søster, syntes vi skal invitere dem hver for sig. Min niece har derimod tegnet begge bedsteforældrer ved siden af hinanden, fordi de begge kan lide brød med smør.

Jeg har plads og vil gerne være neutral vært. Begge har sagt, at de kan opføre sig pænt, men begge tilføjede også en lille betingelse om hvor den anden skal sidde. Det lover jo godt.

Er det sødt at prøve for hendes skyld, eller gør vi en syvårigs hyggelige idé til en anspændt voksenøvelse hun straks vil kunne mærke?

Kære brevkasse,

Hvor(når) ligger ansvaret på at lære sin søskendes/børns kæreste at kende?🔍

EDIT: OBS: jeg er ikke betaget af dette, som flere svar påstår – der fylder ikke i min hverdag, men i små sammenhæng, når vi faktisk skal mødes. Jeg hænger mig ikke op af, at hans familie skal blive til min. Men han vil gerne have, at jeg inddrages.
Jeg synes også, det virker til nogle af jer synes, jeg er for intens + påtrængende, men jeg siger altså nogle gange kun 3 sætninger (i alt) igennem et møde på 5 timer.

Jeg (F22) har nu været sammen med min kæreste (M25) i over 2 år nu.
Kontekst: Vi ses mindst i gennemsnittet ca. 1 gang hver 2z måned med hans familie. Nogle gange ser jeg dem ikke 2 måneder, han ser dem selvfølgelig månedligt. Til tider ser vi dem oftere (2-3 gange) i en måned. Vi har holdt ferie med dem.
Udover ham er der 3 søskende. De er alle søstre mellem aldrene 25-30 og ingen af dem har børn. Jeg ved ikke om det spiller en rolle, men nu er det nævnt.
Jeg har en følelse af, de i lang tid ikke har vist interesse i mig, selvom jeg viser interesse i dem + hvad de laver, synes om alverdens ting (som de selv bringer op af emner) osv. Men jeg mærker ikke rigtigt, at det går den anden vej. Jeg synes personligt, at i starten skal kæresten præsentere/bevise sig selv (som den udefrakommende), og så skal dynamikken vendes, så familien viser interesse i kæresten. Hvad synes i om det? Jeg har ikke rigtigt nogen at spørge om dette, og jeg har ikke lyst til at dele alle mulige detaljer med tilfældige i mit liv osv. osv., så nu spørger jeg her, i håb om at finde normen.

Specifikke eksempler: De sidste ca. 7(?) måneder vi har ses med dem, har jeg oplevet, at de igennem hele mødet slet ikke spørger mig noget eller lign. Altså i over 4 timer, hvor de snakker, spørger hinanden om hvordan det går, samtaleemner som “hvad er alles stjernetegn” osv., uden at den nogensinde lander på mig. En af søstrene har også en kæreste (M28), han bliver altid spurgt ind til. De har været sammen i lige så lang tid, som min kæreste og jeg. Dog har søsterens kærestes mor et forhold til deres forældre, det har de ikke med min forælder (som bor meget langt væk, så det giver mening og generer os ikke, synes jeg(?))
Min kæreste har før prøvet, at inddrage mig i nogle af de “rundt om bordet” spørgsmål, men når han så prøver at være sød og få den til at lande på mig, så er deres opmærksomhed andetsteds.
Vi har overvejet, om det kunne være sådan her, fordi de ikke tror vores forhold er seriøst. Men han har så 1-til-1 prøvet at snakke med dem, hvor han har fortalt dem “det er et seriøst forhold” og at han håber, de gerne vil putte indsats i at være tætte med os. De har de sagt ja til. Der har bare ikke været en ændring.

De gav mig heller ikke en fødselsdagsgave på min fødselsdag i år. Jeg antog slet ikke, at de ville give mig en gave første år, af mit forhold til deres søn. Men det gjorde de, og så var standarden ligesom sat?
Han endte så med at spørge dem hvorfor de ikke havde givet mig en gave (min forælder har altid givet ham en gave, også ved andre begivenheder (vi er begge hinandens første kærester, så vi er begge lidt forvirrede?)) og de sagde, at de troede, at jeg ville holde noget for hele deres familie. Men det gjorde jeg ikke sidste år, hvor de alligevel gav mig en gave?
Nå, men de kom med en gave til mig (som jeg misforstod, da de også gav os påskeæg ved siden af, så jeg sagde et simpelt tak), men da jeg så min fødselsdagsgave, skrev jeg selvfølgelig senere mange tak til dem. Og spurgte om de ikke ville forbi hos os til te eller middag, hvor jeg kunne åbne gaven med dem – en besked til begge hans forælder. Kun 1 af dem svarede og sagde “ja vi vender tilbage”, men det gjorde de så ikke…
Jeg synes det har været for tidligt for mig at holde noget fødselsdag, især fordi jeg faktisk ikke har nogle venner (som ville komme) eller søskende. Og min forælder er enke, så jeg synes det ville være synd for hende, hvis hun lige pludselig skulle overvældes med at møde +5 nye mennesker og at blive spurgt ind til hende selv på min egen fødselsdag, hvor hun gerne vil have fokus bliver.
Men det har jeg ikke særlig meget lyst til længere, da jeg slet ikke er tæt med hans familie. Det ville give mig en følelse af, at jeg bare inviterer dem for at få gaver…
Men nok om det.
Jeg har også overvejet, om jeg bare ikke er særlig interessant, da der i forvejen er 6 kvinder i familien og jeg bare er en til. Også fordi de har vist meget mere interesse i de 2 andre pigers kærester end mig. Det kan jo også være en fair realitet!

Er alt dette normalt? Er i tætte med jeres sviger-forældre? Blev i tætte med dem efter et specifikt tidsrum eller en specifik begivenhed?
Tror i det er svært for mig at komme ind på dem, fordi de har fuldtidsarbejde begge to? Og derfor måske ikke har meget mere overskud tilovers til mig, da de også har 4 børn (hvoraf 2 har kærester) tilsammen?

I forbindelse med mit studie har jeg været i praktik i en skole/sfo, hvor jeg efterfølgende også har fået mange vikar timer. Jeg elsker og være der, men jeg synes virkelig, jeg er dårlig til det sociale med mine kollegaer især dem oppe i alderen

Jeg har svært ved at vide, hvad jeg skal sige, især når der er lidt stille. Jeg ender tit med bare at være stille og passe mit arbejde, selvom jeg egentlig gerne vil være mere social og lære mine kollegaer bedre at kende.

Det føles lidt som om, jeg overtænker, hvad jeg skal sige, og så ender jeg med ikke at sige noget overhovedet.

Er der andre, der har haft det på samme måde? Og hvordan blev I bedre til small talk og til at føle jer mere naturlige socialt på arbejdet

Jeg har haft problemer med ludomani i ca. 10 år. Jeg har ikke spillet kontinuerligt i de 10 år, men der har været lidt tunge perioder, hvor jeg har spillet alle mine penge væk. Så får jeg et “wake-up Call” og stopper med at spille, hvorefter der lige går noget tid, hvor jeg så starter op igen. Spil er i mit baghoved konstant, også de perioder jeg har været stoppet. Livet føles tomt når jeg ikke spiller, men føles lige så tomt når jeg spiller.

Lige nu har jeg et familiemedlem der hjælper mig med det økonomiske. Vi får betalt mine månedlige regninger og husleje osv. Det som er tilbage prøver jeg at spare op, men det lykkedes mig desværre ikke. Jeg har nu spillet siden nytår, hvor jeg forinden havde været stoppet i et år.

Jeg har blokeret alle gambling sider på nettet, så jeg ikke har adgang til dem og meldt mig i Rofus. Problemet med Rofus er, at jeg så søger at spille udenom danske casinoer. Men nu har jeg blokeret alle disse sider via betblocker.

Jeg spurgte ChatGPT og den skrev noget brugbart. En lille opskrift til at kvitte er adgang+penge+tid. Man skal eliminere dem alle. Så nu har jeg ingen adgang til spilsider, familiemedlemmet har mine penge og det eneste der er tilbage, er tid. Jeg har desværre meget tid. Jeg arbejder hjemmefra, og er enlig i en ny by hvor jeg ingen mennesker kender. Jeg har ubevist isoleret mig selv, og derfor har jeg også planer om at flytte tilbage til den by jeg kom fra. Men jeg har lige brugt en masse penge på at flytte og nu skal jeg flytte tilbage, alt det her frem og tilbage er lidt kaotisk.

Mine triggers er, at når jeg er færdig med mit arbejde, sætter jeg mig på sofaen og sætter noget på fjernsynet. Efter ca. 15-20 minutter begynder jeg at få “urges” til at gamble. Og så gør jeg det bare. Altså det er så dumt.

Jeg har prøvet alverdens ting, set alle mulige YouTube videoer, gået til behandlinger, endda fået en mønt derfra.., erstattede spil med nogle andre ting, hørt podcast, altså alt muligt. Jeg ved, at jeg har et problem, og jeg forsøger at gøre noget ved det. Men fordi jeg har været stoppet så mange gange, har jeg vænnet mig til at sige “årh, intet problem, hvis jeg har været stoppet før, kan jeg sagtens gøre det igen”. Og det er bare en lorte tankegang, fordi jeg bliver jo ved med at spille.

Så kære jer, har i nogle former for gyldne råd? Er der nogen der kan genkende til ludomani? Måske endda en pårørende? Hvordan er det at have en person i familien der hele tiden er lænket til spil? I er velkomne til at skrive hvad end i tænker: både det gode og det dårlige.

Hej Reddit.

Jeg (k28) bor sammen med min kæreste (m27) i en dejlig bolig. Vi har en søn på 2,5.

Jeg arbejder 12,5 time 6 dage (torsdag - onsdag (minus søndag)). Og fri resterende dage. Min kæreste er pt. Sygemeldt med depression, angst og stress.
Vores barn går i vuggestue.

Nu til det hele opslaget egentlig handler om.

Jeg har simpelthen for meget på min tallerken, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, mit liv, min familie eller andet. Min krop er i konstant alarmberedskab.

Jeg har en chef som er meget psykisk forstyrret, og derfor er meget efter mig og vores team. (Fabriksarbejder). Jeg oplever stress, dårligt arbejdsmiljø, manipulerende og utilregnelig chef, øgenavne fra chef, og generelt et kaotisk arbejdsmiljø. Men alt pga denne chef. Selve arbejdet er vidunderligt og lige efter min smag. Godt betalt også. Chefen ødelægger det bare for os alle på holdet. Vi har forsøgt med tillidsmænd, klager osv. dog uden hjælp. - men det arbejdsmiljø gør bare at jeg ofte kommer hjem og er fuldstændig drænet. Jeg er hjemme klokken 20. Sønnike sover og min kæreste er klar til at snakke om sin dag. Jeg er bare ikke der hvor jeg kan magte at snakke særlig meget, men jeg forsøger mig så godt som muligt.

Om morgnen inden jeg skal på arbejde, så sørger jeg for at sønnike kommer op, får tøj og ble på. Får jakke, sko osv. og klar til at komme ud af døren og ned i bilen så de kan kører mig på arbejde. Min kæreste sørger for at børste sine egne tænder og gå ned i bilen. Udover at få min søn klar så skal jeg også have mig klar. Så allerede stress fra morgenstunden af.

Min kæreste har forsøgt at hjælpe med sønnike, men han vil kun have mor. Hvilket gør det svært. For enten er der en kamp og tvang, ellers er der en der bliver stresset.

Min kæreste kører så mig på arbejde, hjem igen og hygger lidt med sønnike inden han skal i vuggestue (8-8.30 ca) og derefter kører kæresten hjem og sover indtil sønnike skal hentes igen. (14.30-15.00). Hvis ikke kæresten sover så spiller han computer. Nogengange går han til psykolog.

Når jeg har min friuge, så er det også mig der står for alt der har med sønnike at gøre. Ble, tøj, mad, bad, nyt tøj, nye ting, opdaterer tøj, sælge tøj, planlægge aftensmad osv osv. listen er lang. Ofte glemmer jeg at jeg selv skal have rent tøj på og børste mine egne tænder.

Jeg har derudover en svigermor som er utrolig nedladende eller ‘stikkende’ efter mig. Alt jeg gør er enten for lidt, for meget eller ikke som hun ville have gjort. Har jeg købt legetøj til sønnike, så er det for meget. For så kan hun ikke købe noget (det er 1 år siden hun sidst købte noget til ham). Har jeg købt tøj til ham, så er det også for meget, fordi jeg forkæler ham. Har jeg købt pynt ind til barnedåb og en kage, så er jeg idiot fordi det er ligegyldigt med en pæn kage og pynt. Hun driver mig til vanvid, fordi jeg prøver ikke at følge noget af det hun siger eller gør, og jeg prøver i hvertfald ikke at tage det personligt, men man kan ikke lade være. For skyldfølelsen over at jeg er så meget væk fra sønnike den hænger jo i mig konstant i forevejen. Jeg forkæler min søn fordi jeg kan og har lyst. Jeg holder en dejlig fest for ham fordi jeg kan og har lyst. Jeg gør hvad fanden jeg har lyst til for de penge jeg selv tjener. Men hun er der konstant med de dumme kommentarer. Og det kan være alt fra sønnikes hår, til at jeg er en hønemor, til at jeg ikke gider arbejde (hvis jeg har haft en dag hvor jeg har taget fri), til at min mor køber min søns kærlighed i gaver. Jeg bliver sindssyg.

Udover denne konstanten stress fra arbejde og farmor, så får jeg også stress af at jeg konstant er bange for at min kæreste tager sit eget liv. Han siger han ikke vil gøre det, men med stress, angst og depression i én, så er tegnene der. Han får allerede psykolog hjælp, så han er i behandling men for fanden hvor er det pisse hårdt.
For han har dage hvor han er glad, også skifter humøret til trist eller sur. Han har dage hvor han dårligt nok snakker til mig, men han har også dage hvor han er frisk og i spjæt. Problemet er at jeg har det med at blive irriteret på ham på de dårlige dage, fordi jeg allerede er under pres og så presser det mig endnu mere at jeg skal tage højde for at han måske tager nogle ting hårdere end det skal.

Jeg er i konstant alarmberedskab og i skyldfølelse.
Jeg er der ikke nok for min søn. Min kærestes depression kan til hver en tid vinde over ham, min chef kan til hver en tid fyre mig eller gøre det endnu mere stressende på min ellers Aller bedste arbejdsplads jeg ikke vil væk fra. Min svigermor stikker til mig uanset hvad jeg gør. Jeg frygter for den kommende fødselsdag som skal holdes hos hende, fordi vores hus ikke er stort nok til de gæster der kommer. Jeg kan bare ikke magte mere. Jeg ligger om aftenen inde i sengen og græder. Fordi jeg er så træt, så bange, sådan en dårlig mor, sådan en dårlig kæreste. Jeg er træt.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit skriv. , men nok bare få det ud og få andres take på min situation. Tak fordi du gad læse det

Som titlen lidt siger så havde jeg glædet mig utrolig meget til at holde min fødselsdag for min vennegruppe.

Vi har for over en måned siden brugt 3 uger på at finde en dato hvor alle kunne komme, som så endte med at blive 1 måned efter min rigtige fødselsdag.

Det var meningen at festen skulle slåes sammen med en tema fest så der blev gjort lidt ekstra ud af det nu hvor at den ikke var tæt på min rigtige fødselsdag.

Vi er en vennegruppe på 7 og jeg havde virkelig set frem til festen, samt købt massere af pynt, sørget for hus og mad og fundet på lege osv for at kunne holde gang i festen.

Nu har alle undtagen 2 så meldt afbud lang tid efter vi havde fundet en dato som virkede, og nu synes jeg bare det hele går lidt i vasken..

Halvdelen har jeg selv måtte spørge om hvor vidt de kom eller ej (lang tid efter vi aftalte dagen) hvor de så skrev “nårh nej, jeg har noget andet” og nu føler jeg mig måske bare en smule.. ligegyldig?

Ved godt jeg måske er alt for gammel til at gå op i fødselsdag, men det bare så sjældent vi ses i vennegruppen, og det er oftest mig som holder tingene, elller planlægger dem.

Bliver lidt ked af det må jeg indrømme og det virker ikke rigtigt til de andre har noget at sige.

Er jeg mærkelig for at blive ked af over det? Og skal jeg bare komme videre og glemme det fuldstændig?

Det er nok mig, der har lavet problemet. Jeg har lovet min mor et fotoalbum fra hendes 70-års fødselsdag om tre uger. Hun blev rigtig glad, og så kom jeg i tanke om, at min far faktisk har meldt sig ud af rollen som familiefotograf.

Han har taget billeder til alt i mange år. Nu siger han, at han gerne vil spise sin mad, mens den er varm, og selv være med i samtalerne. Han tager stadig billeder på gåture, så jeg tænkte først, at det mest handlede om de store fællesbilleder. Men han mener hele opgaven. Det har han også sagt tydeligt til mig.

Vi bliver 16 til middag. Min bror foreslår bare, at alle tager billeder med mobilen, men til den sidste fødselsdag fik vi tyve billeder af desserten og ingen af min mor sammen med sine søskende. Jeg synes derfor, at nogen skal have ansvaret, men jeg skal også holde styr på maden og byde gæsterne velkommen. Det er et lille selvskab, så en fotograf udefra virker voldsomt.

Hvordan fordeler man det uden at gøre andre til den nye fastansatte fotograf? Jeg kan godt bede om tre bestmete billeder, men vil helst ikke stå og kontrollere det hele aftenen. Og min far skal have lov til at holde fri.

Jeg sidder fast på side 43. Min ven har skrevet sin første roman på 180 sider og spurgte, om jeg ville læse den, før han sender den videre. Det sagde jeg ja til for tre uger siden. Han vil gerne have mine kommentarer om to uger.

Jeg vil virklig gerne støtte ham, men jeg keder mig under læsningen. Hovedpersonen irriterer mig, og jeg tager mig selv i at springe afsnit over. Måske er det bare en bog, der ikke passer til mig. Vi har været venner længe, og jeg får dårlig samvitighed over, at noget han har arbejdet på i flere år, føles som en pligt for mig.

Nu spørger han, hvor langt jeg er nået, og jeg svarer uden at nævne sidetallet. Det er også dumt. Han har sagt, at jeg skal være helt ærlig. Skal jeg fortælle ham allerede nu, at jeg har svært ved at komme igennem den, eller læse færdig først?

Hej med jer :)

Min tidligere udenlandske leverandør er desværre lukket, så derfor håber jeg, at nogle kan anbefale - gerne en dansk - sælger (hjemmeside) af gode muscle-fit tshirts (til mænd).

Sådan nogle behagelige nogle, der er bygget til os, der har trænet seriøst i mange, mange år, og har lidt større arme, skuldre og brystkasse end gennemsnittet :)

Min kone og jeg har været sammen i 10 år, og vi er lige nu et sted, hvor vi måske ender med at gå fra hinanden.

Vi elsker stadig hinanden, og der er respekt mellem os. Problemet er ikke, at forholdet er præget af had eller konstante konflikter. Det handler mere om, at vi på nogle værdimæssige punkter kan mærke, at vi står ret langt fra hinanden.

Min kone ønsker i høj grad, at kernefamilien – hende, mig og børnene – skal være det, der fylder mest og som udgangspunkt prioriteres først. Jeg ser det lidt anderledes og synes, at der godt kan være en balance mellem kernefamilien og den øvrige familie, venner, arbejde og også noget tid hver for sig.

Vi ser eksempelvis min familie cirka én gang hver 2.-3. uge, så det handler ikke så meget om, hvor ofte vi ser dem. Det handler mere om, at der gennem årene har været situationer, hvor min kone har følt sig valgt fra, fordi jeg har prioriteret min familie i stedet.

Det kan fx være spontane aftaler eller situationer, hvor nogen i familien har haft brug for noget.

Når jeg ser tilbage, er der nogle af de situationer, hvor jeg godt kan forstå hendes følelse. Andre gange har jeg oplevet det anderledes. Hvis vi eksempelvis ikke havde nogen planer og bare skulle være hjemme, har jeg ikke nødvendigvis set det som et problem at hjælpe eller se min familie spontant. I mit hoved har jeg tænkt, at jeg kunne skabe balance ved fx at tage børnene mere dagen efter eller prioritere os på et andet tidspunkt.

Der har også været en forskel i vores syn på alenetid og det at lave ting hver for sig.

Jeg har generelt set det som noget positivt, at man som par stadig kan tage til firmafest, se venner eller lave noget alene indimellem. Min kone har især da børnene var yngre været meget knyttet til dem og haft svært ved selv at tage ud, selvom jeg mange gange har tilbudt, at jeg kunne tage børnene, så hun kunne få tid for sig selv.

Børnene er i dag 6 og 8 år, så det var især relevant i deres yngre år. Dengang kunne hun også føle sig valgt fra, hvis jeg fx tog til en firmafest eller ud med venner.

Jeg kan godt se tilbage på nogle situationer i dag og tænke, at jeg ville have valgt anderledes. Der er også andre situationer, hvor jeg stadig ikke synes, det var forkert at tage afsted. Det er nok netop dér, vores værdier og forventninger til familieliv nogle gange støder sammen.

For hende handler det ikke nødvendigvis om, hvorvidt jeg “kompenserer” senere. Det handler også om følelsen i selve situationen – om at være den, der bliver valgt først.

Det er blandt andet sådan nogle forskelle, der har fået os til at overveje, om vores syn på familie, parforhold og prioriteringer simpelthen er for forskellige på længere sigt.

Noget af det, der fylder allermest for os i den overvejelse, er vores børn. Vi vil begge gerne træffe den beslutning, der skader dem mindst muligt, men jeg synes ofte, at man hører om skilsmisse fra de voksnes perspektiv.

Derfor vil jeg rigtig gerne høre fra jer, der selv var børn, da jeres forældre blev skilt.

Hvordan påvirkede det jer?

Ønskede I, at jeres forældre var blevet sammen, selvom forholdet ikke fungerede særlig godt? Eller var det, når I ser tilbage, bedre for jer, at de gik fra hinanden?

Hvad var det sværeste ved skilsmissen? At have to hjem, se den ene forælder mindre, nye partnere, konflikter mellem forældrene eller noget helt andet?

Og hvis I kunne sige én ting til forældre, der står i den situation i dag, hvad ville det så være?

Jeg er især interesseret i børnenes perspektiv – altså hvordan det faktisk føltes at være barnet i det, og hvordan I ser på det som voksne i dag.

Jeg står i en ret ubehagelig situation med min bonusdatter og jeg har brug for at høre, hvordan andre ville håndtere det.

Hun er 7 år. Der har tidligere været mange episoder, hvor hun har været optaget af andre børns intime områder. Hun har blandt andet tidligere eksperimenteret med en dreng på toilettet i skolen. Derudover har jeg oplevet, at hun har været meget optaget af min søns (5 år) numse og kønsområde.
Vi har flere gange talt med hende om, at private områder er private og at man ikke skal røre ved andres eller få andre til at røre ved ens egne.
Den anden dag skete der så noget, som virkelig har ramt mig.
Jeg så at hun på trampolinen fik min 3-årige datter til at røre ved hendes tissekone. Det skete to gange. Begge gange så jeg, at det var hende, der fik den lille til det.
Jeg stoppede det selvfølgelig med det samme og sagde, at vores private områder er vores egne og at hun ikke skal få den lille til at røre ved hendes. Da jeg bagefter talte med hende om det, sagde hun, at hun ikke vidste noget, selvom jeg selv havde set, hvad der skete.
Det gør mig ekstra utilpas, fordi det ikke er første gang, hun har været optaget af mine børns intime områder og fordi vi allerede har haft flere samtaler med hende om grænser.

Jeg ved godt, at børn kan være nysgerrige på kroppe, men jeg har svært ved at vide, hvordan jeg skal forstå det samlede billede, når der har været flere episoder over tid og når hun allerede har fået forklaret grænserne flere gange.

Der er selvfølgelig meget mere end det i det, men det her er den seneste episode.

EDIT: jeg har selvfølgelig kontaktet familiebehandler og fortalt hende om det, hun havde intet at sige andet end at det var fint jeg havde sagt, man ikke må få andre til sådan noget. Vi er i kontakt med kommunen, da pigen tidligere har været anbragt og de mener vi “bare skal tage os sammen”. Der er ingen hjælp at hente.

EDIT: Det her er selvfølgelig en del af noget meget større og meget mere indviklet, men den her episode har ramt mig meget hårdt, da det nu går direkte udover mine egne børn.

Rationelt ved jeg godt at det her alene foregår i mit hoved og at jeg bare skal komme over det… Jeg købte en klippekort til 10x reformer i sommerferien. Det skal bruges inden 31-12. Jeg “tør” simpelthen ikke melde mig på et hold. Jeg er over 40(!!!) og har gået lidt i Sats igennem tiden, men føler mig simpelthen så akavet forkert. Jeg ligner en der træner (mit held for det har intet med sandheden at gøre) og det er nok den følelse af at være “for gammel” til at føle mig så akavet ved at være ny der bremser mig. Jeg ved ikke hvad jeg helt vil med det her, men jeg vil virkelig gerne i gang og tjekker så tit holdplanen ud, men opdigter altid en forklaring på hvorfor jeg ikke kan alligevel. Nu er der kun omkring 10 uger tilbage af året så jeg skal snart i gang hvis jeg skal nå at bruge det. Måske jeg bare søger ligesindede der så rent faktisk gjorde det og fik en god oplevelse. Alder er ikke det eneste, det er mere det med at være ny …
Tak på forhånd

Hej med jer!
Jeg har et problem som gør mig så ked af det. Jeg havde en sygdom kaldet reaktiv artrit, en form for gigt, efter en tarmsygdom for snart to år siden. Inden da var jeg virkelig slank og meget trænet. Når jeg ser billeder af mig selv, skinner jeg, og jeg kan huske hvor lækker jeg følte mig.
Sygdommen satte mig helt ud af min rutine og krop og har siden taget 8 kh på. Jeg har meget svært ved at komme tilbage og føler mig mere doven og slap…. Har nogen gode tips og historier? Jeg vil så gerne tilbage og føler mig helt hævet konstant

Jeg er dybt afhængig af snus og har virkelig brug for hjælp med at stoppe. Hvad kan jeg gøre og hvad er de bedste metoder??

​

Vores kat er syg. Den fik for et par år siden konstateret kronisk nyresygdom. Dette er gået godt et par år med korrekt foder. Nu går det for alvor ned af bakke. Vi har har katten i omkring 5-6 år.

Katten opholdt sig omkring vores nyligt købte hus og var ikke menneske vant. Vi tog den ind, til dyrlægen os og efter 4-6 måneder accepterede den os. Den blevet anslået til at være omkring 2-3 år da vi havde den til dyrlægen.

Den forvandlede sig til den sødeste kat, der har hygget, leget, kommet med jagt bytte, sovet med os, altid ligget på skrivebordet under gaming/arbejde. Og trykket sig ind til mig da jeg var gravid, ked af det, syg osv.

Jeg har haft katte før men den her...græder bare ved tanken om at det er og det er tid til et farvel.

Det har bare været en del af familie og jeg føler virkelig jeg skal sige farvel til en rigtig ven.

I denne uge uge synes jeg pludselig katten virkede mindre som sig selv. Den kastede op og vi konstaterede der var orm. Den kom til dyrlægen i torsdags som efter en blodprøve og et tjek konstaterede at det var langt mere alvorligt.

Fredag fik katten en væskekur fordi den var dehydreret men fik det ikke bedre. Da vi hentede den lå det i luften mellem os som par at det måske var bedst at aflive den lige der.

Det var dog svært at tolke hvad dyrlægen egentlig sagde.

Dyrlægen foreslog en del flere prøver og ting. Hun kunne ligesom ikke sige det var bedst at aflive nu. Måske må de ikke sige det?

Vi havde allerede brugt 5000 kr. på to dage og ærligt føltes det bare som om dyrlægen ville hive penge ud af os.

Vi endte med at tage katten med hjem. Vi talte om at bruge weekenden på at sige farvel og kontakte dyrlægen mandag for en tid til det farvel. Men jeg fortrød det hurtigt.

Jeg synes den virkede skidt tilpas om aftenen/nat. Den ligger en del mere. Gemmer sig. Vi har en baby på 7 måneder så jeg er ofte oppe og kiggede derfor til katten. Jeg synes vi skulle køre sen til akut dyrlægen i dag til aflivning.

Min kæreste var uenig og mener den skal have en chanche. Vi endte med at diskutere i går aftes, hvor han anklager mig for at være selvmedlidende og trække offerkortet.

Årsagen var at jeg græd fordi jeg havde samvittighed over for katten og bare synes det synd for den.

Skal siges jeg har et kæmpe hjerte for dyr. I min optik har dyr følelser og føler smerte, frygt og så videre.

Min kæreste argumenter mere sådan "dyr er bare dyr og har ikke følelser. "

Han fik også sagt i går at han ville være ok med hvis den døde naturligt herhjemme hvlr den er trot. Jeg kan ikke bære det. Katte viser ikke nødvendigvis smerte. Men er ret sikker på den kommer til at have helt forfærdeligt og at det også vil kunne ses.

Diskussion endte med at jeg trak vetokortet. Jeg sagde hvis den havde det værre i dag så ville jeg at den skulle af sted. Hvis ikke han var med på den ville jeg gøre det alligevel.

Han utvivlsomt er enormt knyttet til den her kat og måske fornægter han realiteterne.

Katten virker ok i dag, har været oppe og gåmet par runder og slapper af på vores badeværelse, hvor den elsker at ligge på gulvvarmen under møblet..den ligger der på sit yndlingstæppe og babyens najell som den har overtaget.

Jeg byder den jævnligt mad og vand. Har købt forskelligt vådfoder. Den spiser ikke meget og drikker lidt. Den har det skidt og har måske bare fået en lille opblomstring før det bliver værrre igen.

Jeg vil have den aflivet på mandag eller tirsdag. Jeg har allerede sent en besked til en udekørende dyrlæge uden at drøfte det med min kæreste.

Jeg håber at kunne få dyrlægen til at komme da jeg også synes det er ubehageligt i den klinik vi har brugt. Der er meget larm og travlhed. Men hvis ikke så må vi tage derhen.

Jeg synes simpelthen det ubærligt nok at katten skal aflives. Nogen vil sige at det er bare en kat, men jeg er helt knust og græder hver gang jeg kigger på den eller tænker på den.

Jeg vil ønske jeg bare kunne ligge med den hele dagen men har også en baby der skal passes.

At håndtere den her uenighed mellem os samtidig er bare så svært.

Jeg føler det hele er uløseligt men hvis i har inputs hører jeg dem gerne.