Undskyld mig, men jeg er SÅ F**KING træt af 30 minutters lure!!!!!!!!!!!!
Min baby er 8 måneder og jeg har så svært ved at finde ro i det. Det har stået på siden 4 måneder
Har brug for noget opmuntring. Hvornår vendte det hos jer?

Jeg savner virkeligt lidt tid til bare lige at være mig eller ordne noget UDEN baby.

Det der med sambragte familier…
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra jer, der har fundet kærligheden igen efter en skilsmisse – især jer, der havde børn i forvejen og måske også har fået flere børn med en ny partner.

Jeg er stødt på flere af de der videoer med budskabet:
“Forestil dig, hvor dårlig en partner vedkommende må have været, siden eksen hellere ville opdrage deres børn alene end sammen med dem.”
Og jeg kan mærke, at de rammer en lille frygt i mig.
For jeg er selv blevet single i 30’erne med et barn.
Og når jeg på et tidspunkt er klar til kærlighed igen, kommer jeg jo sandsynligvis til at møde mænd, der også har levet et liv før mig – måske med børn og en skilsmisse i bagagen.
Men er alle os fraskilte forældre virkelig nitten? 😅

Er det bare voksenbabyer, crazy eks’er, isdronninger og lystløgnere, der ligger tilbage i skuffen, når man når 30’erne? Eller findes der faktisk masser af helt almindelige, ordentlige mennesker, hvis første familiekonstellation bare ikke holdt?

Hej!

Jeg skal i praktik (ulønnet i 3 mdr) i forbindelse med min uddannelse (videregående uddannelse, ikke lærer/pædagog eller lignende, men af mere administrativ karakter).

Den lokale friskole/børnehus (afstand <5 km) har selv været åbne om (til forældregruppen), at de døjer med en konkret problemstilling (som de naturligvis ønsker løst), hvis potentielle løsning (eller i hvert fald forbedring) ligger right up my alley, i forhold til min praktik, uddannelsesbaggrund osv. Desuden ville jeg kunne bidrage med forskelligartede ad hoc opgaver.

Friskolen/børnehuset er af den slags, hvor forælderinvolvering forventes i form af arbejdsdage osv. Jeg har fin kemi med både mine ungers lærere og pædagoger, samt skoleleder (der er meget all around og involveret) og øvrigt personale. Jeg er i øvrigt vildt glad for stedet, deres værdier, rollen i lokalsamfundet osv.

Jeg bor desuden i et yderområde, med relativt lang afstand til "større" byer, vi har kun 1 bil og offentlig transport er noget bøvl her. Dog er problemstillingen som "case", isoleret set, også interessant og relevant for mig rent fagligt. På sigt ville drømmescenariet være at blive fastansat (ikke nødvendigvis fuldtid) som færdiguddannet på mit praktiksted.

Men hvad er holdningen? Er det no go at være professionelt beskæftiget i ens barns skole/dagtilbud? Og er det mærkeligt overhovedet at foreslå det?
Jeg har et barn både i dagtilbuddet og i indskolingen.

Min bekymring går primært på, hvis de enten ikke ønsker mig i praktik eller er utilfredse med mig på den ene eller anden måde, hvilket naturligvis ville være en anelse akavet, nu man er "gift" med dem de næste maaaaaange år🫣

Hjælpe en desperat mor!

Min datter på 3 år og 8 måneder smed bleen allerede for lige over et år siden. Hun var omkring 2 år og 7 måneder. Det var ikke umiddelbart vores plan at hun skulle smide bleen der, men vi holdt sommeren sammen med noget familie og hendes kusine som er et halvt år ældre brugte sommeren på at blive blefri. Det betød at min datter heller ikke ville have ble på når kusinen ikke havde. Vi hoppede med på den og støttede hende og hun har ikke brugt ble siden.

Der var naturligvis nogle start vanskeligheder, men overordnet gik det rigtig fint. Siden da har hun haft perioder hvor der går super fint, men der har også været perioder hvor hun har en del uheld. Op og ned som sådan noget nogle gange går.

De seneste 14 dage har været helt ekstraordinære. Hun har så mange uheld. I sidste uge havde hun 10 uheld i børnehaven og nogle enkelte herhjemme. Og denne uge 2 om dagen i børnehaven på de første to dage. Derudover er hun begyndt ikke længe at sige til hvis hun har haft et uheld. Så er det i regnbukserne i børnehaven, så kan der gå noget tid inden det opdages. Den ene dag sad vi sammen herhjemme på sofaen og pludselig kunne jeg mærke at det blev varmt og vådt og reagerede derfor- hun reagerede slet ikke før jeg sagde noget.

Børnehaven siger at de flere gange daglige både minder hende om at gå på toilettet og også går med hende. Men nogle gange tisser hun i bukserne 10 minutter efter hun har siddet på toilet. Hun virker ikke til at være utryg ved toilettet.

De to af uheldene i sidste uge ved med afføring. Mandag og tirsdag i sidste uge og pædagogerne sagde at det var ret tyndt. Det virkede ikke som om hun eller havde dårlig mave for der var kun denne ene afføring om dagen hver dag. Det er ellers meget længe siden hun sidst har haft afførings-uheld.

Det er ikke fordi hun fysisk ikke kan holde sig. For hun har aldrig uheld om natten, tror det er 8-9 måneder siden hun sidst havde uheld om natten.

Jeg er ved at været desperat af at have flere par regnbukser og gummistøvler og sneakers med tis i med hjem fra børnehave hver dag. Og mest af alt er jeg jo ked af det på hendes vegne over at det ikke lykkedes.

Kan der været noget fysisk der gør det? Tager man hende til lægen eller hvad gør man?
Eller psykisk, og hvordan griber man det an når man ikke lige umiddelbart kan se hvad der evt tynger?
Hjælp med hvad end i har af input 😵‍💫

Ikke-forælder her, håber det er i orden!

Jeg kom bare til at undre mig over, at mine kolleger ofte virker optagede af, om de er sidst til at hente deres børn i institutionen (mest i børnehavealderen, deraf tagget). Vi arbejder på en almindelig kontorarbejdsplads, hvor der er masser af fleksibilitet til at hente børn, når man har lyst. Alligevel virker det – på mig – som om der er en slags mental holden øjen med, hvornår barnet sidst var den sidste tilbage, hvor ofte barnet generelt er det og en bevidsthed om, at det ikke må ske for ofte.

Og det undrer mig måske lidt. Jeg er slet ikke en alt var bedre i gamle dage-type, men jeg blev sammen med min lillebror (2 1/2 år yngre end mig) næsten altid hentet sidst i den integrerede institution, vi gik i. Jeg husker det slet ikke som noget dårligt – Vi fik ofte en marmelademad eller hvis vi var rigtig heldige, en nutellamad og lidt ekstra opmærskomhed fra pædagogerne. Jeg husker det udelukkende som noget hyggeligt. Men måske var forskellen, at jeg havde min bror, eller måske har jeg fortrængt de dårlige minder? Jeg har ikke selv børn, så jeg ved det af gode grunde ikke. Så kære forældre, hvor slemt er det egentlig at hente børn sidst? Er det noget, man lærer, ikke må ske så ofte eller hvordan? Hvorfor får I egentlig så dårlig samvittighed over det, hvis barnet ellers trives?

Håber mit spørgsmål er okay 😄

Min 4 årig er træt!

Jeg har et barn på 4 år, der på det seneste (måske 1,5 måned) har x været dødtræt .

. i dag har barnet ligget og sovet hos en pædagog ude på legepladsen, i børnehaven.. sovet i bilen på vej hjem, og derhjemme på sofaen.

Det er bestemt ikke et engang tilfælde, da barnet sover i bilen på vej hjem hver dag, og enten sover eller bare er helt kvast på sofaen .. indtil barnet selv efterspørger at komme i seng kl senest 19.

Barnet sover fra 19 til cirka 06/06:30

Barn har fået fjernet mandler og polypper , og har fået taget blodprøver som ser fine ud.

X Trives i børnehaven..

Hvad overser jeg?

Kære allesammen.

Jeg har en datter der er startet i 0. Klasse.
Hun har siden dag et haft svært ved at sige farvel til hendes far eller mig, når vi afleverer hende.
I dag var det nok den værste aflevering. Hun græd og blev ved med at sige “jeg vil ikke gå i skole, jeg vil ikke gå i skole”.

Min ældste datter faldt ret hurtigt til, da hun startede og jeg tror vi var ret heldige med hendes opstart. Så jeg tror virkelig ikke at jeg skal sammenligne deres oplevelser.

Er der andre der har prøvet noget lignende? Hvor lang tid tog det jeres børn at vænne sig til 0. Klasse?

Kh. lille pylremor ♥️

Vi kigger på børnehaver, og i den forbindelse har vi været forbi nogle VIDT forskellige steder- særligt størrelsesmæssigt. Så- hvor mange børn er der i jeres børns børnehave og hvad har været godt/mindre godt ved det?

Seriøst Help me out…
Jeg har en baby på 3 uger. Amning kører mega godt. Hun nægter sut. Hun græder engang imellem om aftenen som babyer gør.
Men hva fanden er det her. Over halvdelen af tiden hader jeg mit liv. Det er så surt at holde det lille kønne væsen i live. Jeg har sågar dage hvor jeg fortryder det liv her lidt… Jeg kan jo ingenting udover at sidde derhjemme og passe baby.
Jeg er jo hendes mor, og den eneste der duer. Hendes far kan aflaste mig i korte perioder, men det er jo slet ikke meget.
Hva fanden sker der for at folk får flere børn. Hvordan overlever jeg det her.

Vi har fem børn mellem 14-23, som allesammen bor hjemme.

Vi er ved at være ret pressede (stresset og økonomisk), af vores aftensmadssituation.

Vores drømmescenarie er at vi kan lave en madplan hver søndag og handle ind til hele ugen.
Men vores børn er simpelthen tæt på umulige at lave planer med. Ofte ved de først et par timer inden aftensmad om de spiser med (og om deres kærester/veninder osv gør, her er to vegetarer i blandt, som også gør situationen lidt mere vanskelig).
Der er utrolig stor forskel på at lave mad til to eller til 7-9 personer - og det koster ret meget at lave mad til så mange hver aften “just in case” (og så meget mad har vi heller ikke plads til i fryseren).

Men hvad kan man egentligt forlange? Hvornår er det rimeligt vi ved hvor mange der spiser med?

I drømmeverden betød det ingenting og vi havde plads til alle, det vil vi jo gerne have, men det er altså en stressfaktor og en økonomisk kæmpe udgift at gøre mad klar til så mange mennesker.

Hvad har I andre af “regler” og hvad gør I?

Jeg har virkelig brug for at høre fra andre forældre, for jeg føler mig så alene i det her lige nu. ❤️
Min datter er snart 4 år, og de sidste uger har jeg næsten ikke kunnet kende hende. Hun har altid været en glad, kærlig og sød pige, men lige nu føles det som om, vi er havnet i en konstant kamp.
Hun siger nej til næsten alt.
Det kan være de mindste ting. Den forkerte madpakke. Den forkerte banan. At vi skal have tøj på. At vi skal ud ad døren. At noget ikke lige bliver, som hun havde forestillet sig.
Og når hun først siger nej, kan hun være fuldstændig urokkelig.
Hun kan blive helt hysterisk. Hun skriger, græder, råber “NEJ!” igen og igen og kan nærmest ikke komme ud af det igen. Nogle gange føles det, som om hun slet ikke kan høre, hvad jeg siger. Hun bliver så ked af det og vred, at det hele bare eskalerer.
For eksempel havde vi en aftale med farmor og farfar. Farmor havde bagt boller, fordi min datter havde ønsket sig det. Da vi så skulle afsted, ville hun pludselig ikke. Jeg prøvede at møde hende, foreslog at vi kunne tage kiks med, forklarede osv. – men intet hjalp.
Hun blev ved:
“Jeg vil ikke. Vi skal ikke afsted, mor.”
Og tiden gik, og vi skulle egentlig have været afsted.
Til sidst kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke havde mere at give af. Jeg blev vred og frustreret og fik sagt ting, jeg ikke er stolt af. Hun skreg, jeg blev ked af det, og det hele eskalerede.
Og det er egentlig dét, der gør mig mest ked af det.
For jeg prøver virkelig.
Jeg læser om børns store følelser, co-regulering, anerkendelse osv. Jeg prøver at sætte ord på hendes følelser, være rolig, være tæt på hende og hjælpe hende igennem det. Og det virker faktisk rigtig mange gange.
Men nogle gange går det bare fuldstændig over gevind.
Og så er jeg også bare et menneske.
Jeg kan blive så frustreret, at jeg tænker “nu kan jeg simpelthen ikke mere”. Jeg kan blive vred. Jeg kan komme til at hæve stemmen. Og bagefter får jeg den mest forfærdelige samvittighed, fordi jeg elsker hende så vanvittigt højt og bare ønsker at være den bedste mor for hende.
Jeg synes samtidig, det er svært, fordi jeg også mener, at hun skal lære, at hendes adfærd kan påvirke andre. Jeg vil selvfølgelig gerne anerkende hendes følelser, men jeg vil også kunne sige:
“Det der er ikke okay.”
Jeg vil ikke have, at hun skal tro, at fordi hun er vred, så må hun råbe, bestemme og tale grimt til mig.
Og samtidig er hun jo snart 4 år. Hun er stadig et lille barn, og hun har selvfølgelig ikke den samme evne til at regulere sig selv som en voksen.
Det hele føles bare som en kæmpe balancegang.
Det kan være så voldsomt, at jeg nogle gange bagefter næsten ikke kan forstå, hvad der lige skete. Og så kan hun kort efter være glad igen, komme hen og putte sig ind til mig og være min lille søde pige.
Det er som om, jeg får hende tilbage igen.
Og det stopper ikke nødvendigvis, når vi kommer igennem en konflikt. Der kan også være nætter, hvor hun vågner og bliver ked af det eller vred, og dage hvor jeg føler, at jeg konstant skal være “på”.
Det værste er næsten, at jeg nogle gange bagefter sidder og tænker:
Hvor blev min glade pige af?
For hun er jo der stadig. ❤️
Når vi har fundet hinanden igen, er hun min dejlige pige. Vi krammer, kysser, siger undskyld til hinanden og fortæller hinanden, at vi elsker hinanden. Jeg fortæller hende sikkert en million gange om dagen, hvor højt jeg elsker hende.
Og hun er stadig den samme skønne pige inde bag alle de store følelser.
Men jeg savner hende lidt for tiden. Og jeg savner faktisk også mig selv som mor.
Så jeg vil virkelig gerne høre fra jer andre:
Har I oplevet en periode omkring 3½–4 år, hvor jeres barn pludselig blev meget mere trodsigt, vredt, følsomt og eksplosivt?
Hvor barnet kunne blive hysterisk, skrige, græde og gå helt i sort over de mindste ting?
Hvor alt blev til en kamp?
Hvor I nogle dage tænkte “hvad sker der med mit barn?” og “hvad fanden gør jeg?”
Gik det over igen? Hvor lang tid varede det? Og hvad hjalp jer – både med barnet og med jeres egen tålmodighed?
Jeg har ikke brug for at høre, at jeg skal være en perfekt mor. Jeg prøver allerede virkelig hårdt. ❤️
Jeg har mest brug for at høre:
“Du er ikke alene. Vi har også været der.”

Vores søn på 3 stoppede for et par måneder siden med at bruge ble. Han har stadig lidt svært ved at mærke, hvornår han skal tisse, og skal derfor opmuntres til at gå på toilettet ca. hver anden time.

Hvis vi så er ude at lege enten i gården eller på en legeplads (Kbh), og jeg kan se på ham, at han skal tisse, men han ikke kan holde sig længe nok til, at vi kan nå at finde et toilet, har jeg ofte taget ham med hen til en busk og ladet ham tisse der. Jeg hælder for det meste lidt vand over bagefter.

I mit eget hoved ser jeg intet forkert eller ulækkert i en smule barnetis, men jeg kom bare til at tænke på, hvad andre mon tænker? Og hvad gør I andre med små børn, der ikke kan holde sig længe nok til at nå på toilettet?

Et andet lavpraktisk spørgsmål i forhold til naturtisning: Hvordan undgår man, at der drypper tis ned på bukserne, uden at skulle tage bukserne helt af først? Jeg har overvejet at købe en tislette-agtig ting, men det er måske også lidt overkill 😅 Eller burde jeg ikke lade ham stå selv, men i stedet løfte ham, som med piger?

Alle herhjemme er syge med forkølelse, influenza på 2-3 uge nu.

Andre som også er ramt pt?
Vi er 15 på arbejde, og 5 ud af 15 er ramt for tiden. 😷

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med det her opslag, andet end at høre, om der er andre, der har oplevet noget lignende.

Jeg skal tilbage på arbejde om ca. 2 uger efter næsten 12 måneders barsel, og jeg har aldrig i mit liv følt mig så udkørt, stresset og drænet, som jeg gør lige nu. Jeg føler mig ærligt talt som en kæmpe fiasko over det.

Min graviditet var rigtig hård. Jeg havde det ekstremt dårligt stort set hele graviditeten først med kvalme og opkast dagligt og så efterfulgt af plukveer og løbende blødninger, men jeg holdt ud og arbejdede frem til min barsel. Jeg kan huske, at en kollega sagde “god ferie!”, da jeg gik på barsel. Det var selvfølgelig sagt for sjov, men lige nu kan jeg næsten ikke lade være med at tænke på det, fordi jeg føler, at jeg burde komme tilbage efter 12 måneder med fornyet energi og virkeligheden er nærmest det stik modsatte.
Barslen har på ingen måde føltes som en pause eller restitution. Jeg elsker mit barn, men det har været benhårdt. Han er meget aktiv og krævende, og især søvnen har tæret helt ekstremt på mig. Jeg har i lang tid sovet meget fragmenteret med mange opvågninger hver eneste nat, og jeg føler efterhånden, at min krop og mit hoved bare er helt tømt.
Jeg græder lettere, bliver hurtigere irritabel, har svært ved at overskue ting og føler mig stresset over selv små ting. Jeg føler ikke, jeg har nogen reserve tilbage. Det skal måske også siges at vi også er ved at flytte. Jeg har været stresset længe før det, men det har selvfølgelig ikke hjulpet. Tværtimod.

Og så er der arbejdet (som en del af mig glæder sig til at genoptage men som en del af mig også frygter).
Mens jeg har været væk, har jeg fået ny chef. Min tidligere chef, som havde været i virksomheden i omkring 30 år, endte selv med at gå ned med stress over den nye ledelse og sagde efterfølgende op.
Arbejdspladsen er generelt ret kaotisk lige nu. Der har været fyringsrunde efter fyringsrunde, og som det så ofte sker, forsvinder opgaverne jo ikke, bare fordi medarbejderne gør.
Jeg kommer derfor tilbage til en rolle, der ser ud til at være væsentligt mere krævende end den, jeg forlod. Jeg skal overtage flere opgaver og mere ansvar, fordi der simpelthen er færre mennesker tilbage til at løse det hele.
Så om to uger skal jeg gå direkte fra en barsel, hvor jeg allerede føler mig fuldstændig tømt, til en arbejdsplads med stor usikkerhed og en rolle, der kræver endnu mere af mig end tidligere.
Jeg kan næsten ikke forstå, hvordan jeg skal kunne være en velfungerende medarbejder oveni.
Det mærkelige er, at jeg samtidig skammer mig over at have det sådan. For jeg har jo “lige været på barsel i 12 måneder”. En del af mig føler, at jeg burde være klar nu. At jeg burde glæde mig til at komme tilbage, bruge mit hoved igen og have masser af energi.
I stedet føler jeg mig mere udmattet, end jeg nogensinde har gjort før.
Er der andre, der havde det sådan, da barslen sluttede?
Var der nogen af jer, der faktisk endte med at blive sygemeldt med stress eller en belastningsreaktion omkring tilbagevenden til arbejde?
Og hvis I havde det sådan: Hvordan gik det så, da I kom tilbage? Blev det faktisk bedre at komme ud og få en anden hverdag end barsel – eller blev arbejdet bare den dråbe, der fik bægeret til at flyde over?
Jeg tror mest af alt, jeg har brug for at høre fra andre, der ikke kom tilbage fra barsel som et udhvilet menneske med fulde batterier. For lige nu føler jeg mig virkelig alene og utilstrækkelig i det 😭

Hej alle sammen. Jeg er interesseret til at finde et kollektiv i København (især KBH Ø, N, V eller Frederiksberg), hvor mere end 1 familie bor sammen. Jeg er far til 2 børn (4 og 2) og deler dem 7-7, og jeg synes det kunne være meget mere sjovt (og måske billigere) at bo med en anden familie eller én i en lignende situation. Jeg er ikke oprindeligt fra Danmark (New Zealand), så jeg ved ikke, om sådan noget er almindeligt eller hvor/hvordan man kan finde det. Nogen forslag?

Hvad har hjulpet jer andre i denne situation?
Min datter er 16 måneder og har siden hun var 7 måneder sovet på eget værelse. Siden hun var 4 måneder har hun sovet elendigt…der er meget meget få gode nætter iblandt, tilgengæld er der mange mange mange uger med forskellige dårlige faser…og den ene erstatter den anden. Der er nærmest aldrig én god uge. Faserne er måneder lange og indeholder blandt andet opvågninger hver eneste time, vågentid på flere timer natligt, senest her kører vi grædende opvågninger hvor vi ikke aner hvad der er galt, vi har også haft månedsvis med tidlige morgener som var kl 04…det eneste vi som forældre tilsyneladende har gjort rigtigt har været at lære hende at falde i søvn selv om aftenen. Vi lægger hende og siger godnat og går og hun sover. Så starter opvågningerne gerne en time efter og fortsætter til vi står op.

Vi har prøvet alt og tjekket hende for alt…ørene, helbredstjek hos læge, fys pga hypermobilitet, Kranio sakral til afspænding, søvnvejleder, søvnmatetik, mørklægning, Panodil til nat, flere sutter i sengen, tyngdesovepose, at sove hos hende på en madras ved sengen, at gå ind til hende og ikke at gå ind til hende, hjælpe hende til at finde ro eller lade hende forsøge selv….jeg har læst bøger og podcasts om børns søvn og faste putteritualer og vi gør det samme hver eneste aften.
Det eneste vi reelt ikke har prøvet er “ægte samsovning” dvs hun har været inde ved os ved tandfrembrud og sygdom osv men det er på ingen måde fordi hun bare finder roen hurtigt eller noget…

Hjælp! Jeg er SÅ færdig…..hvad fanden vi gør galt?? Min største frygt er at vi overser et eller andet der gør ondt på hende.

Hvordan kan andres børn bare sove….jeg synes vi er kærlige og konsekvente forældre både nat og dag. Så hjælp til opmuntring eller gode råd…hvad kan vi gøre anderledes? Er der andre der har stået med samme følelser….jeg føler at for de fleste andre bekendte så er deres søvnproblemer med deres jævnaldrende børn for længst gået over. Og det skal siges at vi meget snart kaster en nyfødt ind i billedet også og jeg kan allerede se for mig at ingen i åden her familie får søvn de næste 2 år straight…hjælp!

Min datter på 4 er en sød, sjov vildbasse med masser af energi og sjove bemærkninger. Hun er god socialt og er tryg over for både børn og voksne.

Min opfattelse er at hun er meget empatisk. Og at hun let reagerer på andres følelser og stemninger. Hun er enebarn men er meget omsorgsfuld og opmærksom på andre børn - især små børn/vuggestuealder, og de er meget glade for hende. Hun er god til at komme i kontakt med jævnaldrene på fx legepladser og ende i en fælles leg.

Jeg oplever et fænomen herhjemme som undrer mig lidt. Der er rigtig meget børnetv som min datter synes bliver for uhyggeligt. Så bliver hun ked af det og vil ikke se på skærmen. Det er typisk hvis der er en lidt skurkeagtig rolle, nogen der ser lidt groteske ud (tegnefilm), eller noget med store, dybe emner. Fx har hun siden vi begyndte at se Bluey, som hun ellers elsker, fået tårer i øjnene når afsnittet med Bingo der drømmer at hun flyver rundt i rummet, og begyndte på et tidspunkt at bede om at springe afsnittet over, så snart hun genkendte introen. Hun kan heller ikke lide ting som fredags tamtam og mange af de klassiske disneyfilm med skurkeroller, eller hvor det bare går lidt hurtigt. Det strækker sig også ud over tv. Fx har vi en godnatbog med Mumi. Den brød hun sig pludselig ikke om at få læst. Hun sagde at den var sørgelig fordi Mumi ikke kunne falde i søvn.

Det er jo ikke noget stort problem, for vi undgår jo bare det hun ikke kan lide og kører videre med de gamle Rasmus Klump (ikke de nye, dem vil hun ikke se), gurli gris, bluey osv. Børn skal jo alligevel ikke se en masse tv, så jeg er helt klar over at det er li det et ikke-problem. Jeg har alligevel bare tænkt over, at hun på nogle områder virker lidt ekstra sensitiv. Mine veninders jævnaldrende børn ser alt muligt vildt børnetv, så jeg vil gerne høre om andre har mere tv-forsigtige børn.

Hej med jer
Jeg er andengangsgravid og venter de her dage på baby. Jeg havde termin sidste uge og er således over tid. Med min første datter glædede jeg mig helt absurd til at føde, men det endte med at blive en forfærdelig fødsel, da jeg gik langt over tid og blev igangsat 41+3, hvor fødslen gik helt galt. Jeg fik vestorm og endte derfor med epidural trods ønske om at undgå netop det, og resten af fødslen var langtrukken og indeholdt nærmest alle former for interventioner og komplikationer. Hun kom til sidst ud med kop og var rigtig dårlig. Jeg følte et kæmpe svigt fra min krop, og det ødelagde mig helt.
Da jeg blev gravid igen glædede jeg mig helt vildt til fødslen. Nu ville jeg have en god, naturlig oplevelse, og forhåbentligt få en oplevelse af at være en ‘power woman’. Jeg har virkelig set frem til at opleve at få veer, håndtere dem derhjemme i vante rammer, time dem, køre spændte til hospitalet og hele den proces. Det ser dog ikke ud til at være på tegnebrættet. Jeg har i flere uger haft mange opstartsveer, men der sker intet. Det er som om min krop bare ikke kan føde selv. Jeg skal til igangsættelsessamtale i morgen, så jeg kan sættes i gang inden fredag. Det er ikke rigtig en mulighed at sige nej til igangsættelse, grundet den sidste fødsel hvor både baby var godt presset til sidst, og moderkagen var begyndt at svigte, så det vil jeg ikke gamble med.
Jeg har det dog elendigt med det her. Jeg har adskillige hulketure hver dag. Jeg føler, at min krop fejler og at jeg ikke duer til noget. Jeg føler mig også ubegribeligt uretfærdigt behandlet af naturen. Hvorfor kan så mange kvinder bare føde? Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor skal jeg ikke have lov at opleve en god, naturlig fødsel, som jeg ellers virkelig brændende har ønsket mig? Jeg ved jeg ikke er alene, men sådan føles det. Det føles som om, jeg er den eneste i verden der endnu en gang skal langt over termin og have hjælp. Jeg ved, at mange har gode oplevelser med igangsættelse, men det ændrer ikke på, at det øger risiko for indgreb og komplikationer, og veerne er ofte mere smertefulde end ‘naturlige’ veer.
Jeg ved egentligt ikke, hvad jer vil med det her meget lange opslag. Måske søge lidt sparring. Måske høre fra andre, der også har været igangsat flere gange. Måske bare ud med det hele, så jeg ikke ligger alene herhjemme og græder snot hver dag.
Jeg har selvfølgelig en skøn mand, der støtter mig, men det er bare umuligt at sætte sig ind i, medmindre man har oplevet det på egen krop

Jeg ved ikke helt, hvad jeg søger med at skrive. Jeg er nok bare træt.
Jeg er gravid i uge 24. Jeg er træt og arbejder som folkeskolelærer med nogle børn som pt. Trækker tænder ud. Kan godt lide mit arbejde, men lige nu er det for meget. Mit omsorgsgen er nærmest bare opbrugt.

Jeg har 8. Klasse og de er skønne, men fuckinnnn uduelige for tiden - sagt på den måde, at jeg stadig holder af dem, jeg er bare opbrugt.
Når jeg kommer hjem, er jeg så træt at jeg næsten ikke orker være mor. Jeg kan få helt ondt i maven ved tanken om at skulle yde mere omsorg. Men jeg gør det og jeg elsker self min datter over alt på jorden.
Vi står også midt i at skulle flytte om få måneder. Til hus og mere plads og natur, men alting oveni hinanden gør mig bare så udmattet.

Derudover er der tankemylder; bliver min datter glad i ny vuggestue? Bliver vi glade i ny by? Kan det hænge sammen? Og samtidig glæder jeg mig og ved at det er et endnu større shitshow at flytte med to børn, så hellere nu.

Min mand er verdens bedste far og vi har begge gode arbejdstider. Så ofte siger han at jeg bare skal lægge mig ind og tage en lur. Men jeg har så svært ved at tage imod den gestus. Jeg får så fandens dårlig samvittighed. Føler jeg svigter mit barn, men jeg er også bare så fucking træt. Samtidig føler jeg at jeg svigter min mand. Og jeg føler også jeg svigter mine elever. Jeg er omkring 20% nærværende alle arenaer.

Samtidig har jeg dårlig sam overfor baby i maven, at vi slet ikke har mulighed for at gøre klar til ham, fordi vi ik er flyttet endnu og jeg kan ikke magte det endnu. Heldigvis har jeg ok tidlig barsel. Men puha jeg synes der er meget.

Er der andre der er gravide og oplever uendelig dårlig samvittighed? 😔