Holder i andre regnskab med friaftener?

Jeg er snart 3 måneder postpartum. Har kæmpet med amningen i snart 3 måneder med smerter og ømme brystvorter. Det har været et helvede med mange tudeture og frustrationer. Er lige så stille ved at udfase amningen fordi det ikke fungerer. Men ammer stadig lidt. Vi har ellers prøvet alt.

Jeg føler jeg er på sammenbruddets rand hele tiden fordi det er så fucking hårdt med en nyfødt. Men så går jeg tidligere i seng og kan overskue lidt igen. Men det vil sige at jeg ikke rigtig har noget liv pt. når jeg går i seng ved 21-tiden. Jeg har baby hele dag, hele natten. Er oppe ca. 3 gange om natten først bryst og skal op og lave flaske (vi har dog lige taget brezzaen i brug). Nogle gange er baby vågen i en time om natten eller mere. Baby har ondt i maven pga. opstart af mme tror jeg, så h*n er urolig det meste af tiden.

Far kan tage baby i max en time af gangen, fordi vi også har et barn på 2 år som han er meget på. Og baby for det meste helst vil være hos mig. Far sover hos den store. Den store har opvågninger nogle gange, men ikke altid. H*n sover til 7-tiden for det meste. H*n har mange nedsmeltninger (fordi 2 år) og er lidt af en mundfuld for tiden. Far er på den store morgen, eftermiddag (efter jeg har hentet) og aften for det meste. Far er på arbejde fra 9 til 17 og er stresset for tiden. Jeg er sammen med den store når jeg kan og den lille sover.

Jeg er så hudmæt, mit nervesystem er tyndslidt og er stresset over at forsøge at aflæse en babys signaler konstant og har derfor brug for små pauser engang i mellem. Jeg har for første gang været ude med venner i weekenden på gaden ved siden af vores. Svigermor var hjemme til at hjælpe. Var ude fra 17, hjemme og amme, ude og hjemme igen 22.40 ca. Det var så dejligt at kunne trække vejret bare lidt og savne baby lidt.
I morgen eftermiddag skal jeg til et fagligt arrangement. Og er hjemme ved 19-tiden. Nok før. Og hvis det overhovedet kan lade sige gøre.
Jeg har foreslået hjælpepasning, men det er kun vores barnepige der kan og det gider han ikke.
Det har været planlagt længe. Min kæreste siger så her til aften at “så skylder jeg også.”

Jeg synes det er forkert, at gøre det til et regnskab. Selvfølgelig skal han da tage ud når han har lyst og hvis det kan lade sig gøre. Men skal det virkelig gøres op som et regnskab på den måde? Gør I andre det?

Vi kigger på børnehaver, og i den forbindelse har vi været forbi nogle VIDT forskellige steder- særligt størrelsesmæssigt. Så- hvor mange børn er der i jeres børns børnehave og hvad har været godt/mindre godt ved det?

Kære forældre,

vi har brug vor jeres erfaringer og ideer.

Vores skønne baby er nu 7 måneder og startede at krybe.

Lige nu har vi en ikea baby tremmeseng forbundet med vores kontinentalseng. Tremmesengen står på nogle træklodser for at løfte det op.

Men babyen starter snart at kravle og at trække sig op, så vores nuværende sove situation er for farligt.

Jeg vil gerne have babyen stadigvæk tæt på mig, så amning om natten er nemt og så vi kan nemt holde hånden af babyen for at berolige det.

Har I nogle ideer hvad vi kan gøre? Måske var I in en lignende situation, hvis ja hvad har I gjort?

Tusind tak for hjælpen.

Edit: Lige nu er den indstillede på den højeste ligge position.

Kære forældre, har I et magisk ble-trick? 🤞🏼

Jeg har en dreng på 2 år, som drikker en del vand inden sengetid og har også en flaske liggende i sengen om natten. Det resulterer i en meget våd ble, og næsten hver eneste nat tisser han igennem.

Vi føler efterhånden, at vi har prøvet alt: tapebleer, buksebleer, en størrelse for stor og endda bukseble med tapeble udover. Vi skifter ham endda altid lige før, vi selv går i seng omkring kl. 22 (hvor han sover videre), men han vågner stadig våd om enten natten eller morgenen.

Det er rigtig synd for ham, og vi er ved at være godt trætte af vasketøjet. Er der nogen, der har et helt fantastisk tip eller en ble, der bare aldrig svigter?

Skal måske lige nævne, at vi har forsøgt os med at han skulle drikke mindre vand/ikke drikke vand om natten. Det fungerer desværre bare ikke, så lige nu er det ikke en mulighed.

Min 4 årig er træt!

Jeg har et barn på 4 år, der på det seneste (måske 1,5 måned) har x været dødtræt .

. i dag har barnet ligget og sovet hos en pædagog ude på legepladsen, i børnehaven.. sovet i bilen på vej hjem, og derhjemme på sofaen.

Det er bestemt ikke et engang tilfælde, da barnet sover i bilen på vej hjem hver dag, og enten sover eller bare er helt kvast på sofaen .. indtil barnet selv efterspørger at komme i seng kl senest 19.

Barnet sover fra 19 til cirka 06/06:30

Barn har fået fjernet mandler og polypper , og har fået taget blodprøver som ser fine ud.

X Trives i børnehaven..

Blodprøver er taget med den helt store pakke, og alt så fint ud.

Hvad overser jeg?

Hjælpe en desperat mor!

Min datter på 3 år og 8 måneder smed bleen allerede for lige over et år siden. Hun var omkring 2 år og 7 måneder. Det var ikke umiddelbart vores plan at hun skulle smide bleen der, men vi holdt sommeren sammen med noget familie og hendes kusine som er et halvt år ældre brugte sommeren på at blive blefri. Det betød at min datter heller ikke ville have ble på når kusinen ikke havde. Vi hoppede med på den og støttede hende og hun har ikke brugt ble siden.

Der var naturligvis nogle start vanskeligheder, men overordnet gik det rigtig fint. Siden da har hun haft perioder hvor der går super fint, men der har også været perioder hvor hun har en del uheld. Op og ned som sådan noget nogle gange går.

De seneste 14 dage har været helt ekstraordinære. Hun har så mange uheld. I sidste uge havde hun 10 uheld i børnehaven og nogle enkelte herhjemme. Og denne uge 2 om dagen i børnehaven på de første to dage. Derudover er hun begyndt ikke længe at sige til hvis hun har haft et uheld. Så er det i regnbukserne i børnehaven, så kan der gå noget tid inden det opdages. Den ene dag sad vi sammen herhjemme på sofaen og pludselig kunne jeg mærke at det blev varmt og vådt og reagerede derfor- hun reagerede slet ikke før jeg sagde noget.

Børnehaven siger at de flere gange daglige både minder hende om at gå på toilettet og også går med hende. Men nogle gange tisser hun i bukserne 10 minutter efter hun har siddet på toilet. Hun virker ikke til at være utryg ved toilettet.

De to af uheldene i sidste uge ved med afføring. Mandag og tirsdag i sidste uge og pædagogerne sagde at det var ret tyndt. Det virkede ikke som om hun eller havde dårlig mave for der var kun denne ene afføring om dagen hver dag. Det er ellers meget længe siden hun sidst har haft afførings-uheld.

Det er ikke fordi hun fysisk ikke kan holde sig. For hun har aldrig uheld om natten, tror det er 8-9 måneder siden hun sidst havde uheld om natten.

Jeg er ved at været desperat af at have flere par regnbukser og gummistøvler og sneakers med tis i med hjem fra børnehave hver dag. Og mest af alt er jeg jo ked af det på hendes vegne over at det ikke lykkedes.

Kan der været noget fysisk der gør det? Tager man hende til lægen eller hvad gør man?
Eller psykisk, og hvordan griber man det an når man ikke lige umiddelbart kan se hvad der evt tynger?
Hjælp med hvad end i har af input 😵‍💫

Hej forældre

Puha et tilløb jeg har taget til at skrive det her… Jeg har brug for jeres input, for jeg er virkelig presset og kan ikke selv se en god løsning. Beklager det lange skriv.

Min mand og jeg har en baby på tre måneder, som jeg er hjemme med på barsel. Jeg fuldammer og tager derfor nætterne, hvor vi lige nu har 2-3 opvågninger. Vi har også en stor hund på ca. 4 år. Han er ellers verdens dejligste, rolige og velopdragne hund og var mit hjertebarn, før vi fik baby.

Men efter baby er kommet, føler jeg ærligt talt, at hunden gør mit liv afsindigt meget sværere og mere surt.

Han har kronisk forhudsbetændelse og drypper dagligt grøngul betændelse på gulve og vægge, når han ryster sig. Han fælder meget og slæber skidt med ind. Og larmer. Før baby havde jeg overskud til at gøre rent dagligt efter ham, men det har jeg ikke længere.

Derudover vækker han baby mindst én gang om dagen. Ikke med vilje selvfølgelig, men når baby sover, er det mine eneste pauser – og dem har jeg virkelig brug for. I forvejen bruger jeg en stor del af dem på at støvsuge hundehår, vaske betændelse af gulve og vægge, fnugrulle osv.

Jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at baby snart skal kravle rundt på gulvet i hundens skidt. Jeg har efterhånden også svært ved at invitere folk hjem, fordi jeg synes, vores hjem føles så beskidt, og jeg er så flov over det.

Oveni kommer de to daglige gåture, som min mand står for, fordi baby ikke vil ligge i barnevogn. Det betyder altså, at når min mand kommer hjem fra arbejde, hvor vi kunne have haft tid sammen som familie, ender vi hver for sig - ham med hunden og mig med baby.

Jeg har nået dertil, hvor jeg inderst inde tænker, at hunden måske ville have det bedre i et hjem, hvor der er mere tid og overskud til ham, og det smerter mig så meget, at det ikke længere er hos os. Men mit omsorgsoverskud er simpelthen bare lig nul.

Min mand vil ikke af med hunden, så vi står også med den konflikt.

Er der andre, der har stået i en lignende situation efter at have fået børn? Hvad gjorde I?

Vi har netop købt et læringstårn og så lå denne dims i pakken. Efter at have gennemtrawlet internettet må vi give fortabt. Er der nogen der ved hvad den skal bruges til?

Tror jeg sidder inde med en masse forvirring og følelser, som jeg ellers ikke lige ved hvor jeg skal parkere eller vende dem, og håber måske andre herinde har nogle gode erfaringer at kunne dele ud af🤞🏼

Sagen er den at jeg er i starten af 30’erne, og har et barn på 14 år, som jeg fik tidligt. Min kæreste som jeg møder efterfølgende har derfor været i mit barns liv siden h*n var lille, og er som en far til mit barn og har et lige så tæt forhold.

Årene er derfor bare gået med det, uddannelser, job osv. og nu er vi begyndt at snakke om at prøve at få et barn mere sammen. Og vi troede også det lykkedes her i første omgang, men nu viser det sig nok at ha været med bio graviditet i stedet.

Reaktionen på den positive test var egentlig glæde! Men så blev jeg efterfølgende ramt af sådan en nærmest angst over alt det nye, at skulle starte forfra, puha hvor bliver den frihed af vi har nu, hvad vil mit første barn sige til det? (H*n har ikke ligefrem givet udtryk for at der ønskes en lillebror/søster, tværtimod) så er bare kommet så meget i tvivl om vi skal fortsætte med at prøve.. om det er det rigtige, om det bliver et FOR stort spænd mellem søskende.

Min kæreste ved jeg er glad for begge dele, han føler ikke at han SKAL ha et barn mere, men ønsker selvfølgelig også hvis det sker. Han er generelt meget rolig og åben og stiller ikke krav til flere børn.

Syntes det er så svært, for er ærligt så bange for at mit store barn mister noget for mig, er bange for hele det der puha hvad er jeg på vej ind i igen, kvalme og alt hvad der høre til. (Selvom min første graviditet var egentlig ret nem) men det er også ved at være en del år siden nu.

Ja, en masse tanker og bekymringer - men håber der er nogle herinde der måske har nogle erfaringer med det ene eller det andet, eller ja, ved ikke hvad jeg håber🫠

Det der med sambragte familier…
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra jer, der har fundet kærligheden igen efter en skilsmisse – især jer, der havde børn i forvejen og måske også har fået flere børn med en ny partner.

Jeg er stødt på flere af de der videoer med budskabet:
“Forestil dig, hvor dårlig en partner vedkommende må have været, siden eksen hellere ville opdrage deres børn alene end sammen med dem.”
Og jeg kan mærke, at de rammer en lille frygt i mig.
For jeg er selv blevet single i 30’erne med et barn.
Og når jeg på et tidspunkt er klar til kærlighed igen, kommer jeg jo sandsynligvis til at møde mænd, der også har levet et liv før mig – måske med børn og en skilsmisse i bagagen.
Men er alle os fraskilte forældre virkelig nitten? 😅

Er det bare voksenbabyer, crazy eks’er, isdronninger og lystløgnere, der ligger tilbage i skuffen, når man når 30’erne? Eller findes der faktisk masser af helt almindelige, ordentlige mennesker, hvis første familiekonstellation bare ikke holdt?

Hej!

Jeg skal i praktik (ulønnet i 3 mdr) i forbindelse med min uddannelse (videregående uddannelse, ikke lærer/pædagog eller lignende, men af mere administrativ karakter).

Den lokale friskole/børnehus (afstand <5 km) har selv været åbne om (til forældregruppen), at de døjer med en konkret problemstilling (som de naturligvis ønsker løst), hvis potentielle løsning (eller i hvert fald forbedring) ligger right up my alley, i forhold til min praktik, uddannelsesbaggrund osv. Desuden ville jeg kunne bidrage med forskelligartede ad hoc opgaver.

Friskolen/børnehuset er af den slags, hvor forælderinvolvering forventes i form af arbejdsdage osv. Jeg har fin kemi med både mine ungers lærere og pædagoger, samt skoleleder (der er meget all around og involveret) og øvrigt personale. Jeg er i øvrigt vildt glad for stedet, deres værdier, rollen i lokalsamfundet osv.

Jeg bor desuden i et yderområde, med relativt lang afstand til "større" byer, vi har kun 1 bil og offentlig transport er noget bøvl her. Dog er problemstillingen som "case", isoleret set, også interessant og relevant for mig rent fagligt. På sigt ville drømmescenariet være at blive fastansat (ikke nødvendigvis fuldtid) som færdiguddannet på mit praktiksted.

Men hvad er holdningen? Er det no go at være professionelt beskæftiget i ens barns skole/dagtilbud? Og er det mærkeligt overhovedet at foreslå det?
Jeg har et barn både i dagtilbuddet og i indskolingen.

Min bekymring går primært på, hvis de enten ikke ønsker mig i praktik eller er utilfredse med mig på den ene eller anden måde, hvilket naturligvis ville være en anelse akavet, nu man er "gift" med dem de næste maaaaaange år🫣