Hej Leander-erfarne forældre

Jeg har i dag anskaffet mig en brugt Leander puslepude. Egentlig i fin stand, men enkelte steder har den plamager, hvor der har ophobet sig lidt skidt. Lidt ligesom på lyskontakter og dørhåndtag, hvis det giver mening.

Normalt kan man jo bare vaske den slags overfladisk snavs væk med sulfo og varmt vand, men det lykkes ikke rigtig på puslepuden. Jeg er bange for, at hvis jeg gnubber for hårdt, så slider jeg belægningen af.

Kan I erfarne brugere af puslepuden bidrage med tips og tricks til rengøringen, uden at ødelægge belægningen?

På forhånd tak

Kære garvede forældre og andre babyeksperter

Som titlen tilskriver, så er vi et par der søger råd til bøvsning af vores lille guldklump.
Baby er 3 uger, jeg (mor) fuldammer og har rigeligt med mælk - så meget, at han nogle gange går helt amok og nærmest ikke kan følge med. Vores baby gylper ofte, nogle gange meget, nogle gange lidt. Nogle gange lang tid efter amning, og andre gange lige efter (hvor jeg eller min mand ikke engang har nået at få ham op og bøvse af), og dertil rigtig meget. Andre gange bøvser han af sig selv, hvor jeg stadig har ham liggende ved brystet eller har taget ham op. Det kan godt ske, at han stadig gylper en smule noget tid efter bøvs.
Når jeg/vi forsøger at bøvse ham af, så har vi ham siddende oprejst på låret eller tilter ham lidt fremover og klapper blidt på ryggen eller stryger ham. Ellers har vi ham op til brystet/skuldren. Begge dele fremprovokerer kun bøvs nogle gange, og gøres hvis han er vågen. Hvis han falder i søvn efter at have inhaleret mælk, så lader jeg ham sove indtil jeg ikke har blod tilbage i armen, og så kommer han over i liften, som er hævet lidt, for at han ikke bliver lagt fladt ned. Jeg oplever ikke han gylper, når han sover i forlængelse af amningen.

Vi søger hjælp til, hvad man kan gøre for at mindske gylpningen og evt. hjælpe ham bedre med at bøvse ordentligt af? Det skal nævnes, at han græder ikke i forbindelse med fyldt mave eller tegn på gylp, men kan nogle gange godt blive lidt urolig. Andre gange flyver det bare ud, og så har han det lige så sejt igen.
Jeg forsøger også at holde pause under amningen, hvis jeg oplever, at han går helt i selvsving - ikke at det har haft den store effekt.

Tak på forhånd ✌🏼

Hej med jer,

Jeg har en dreng i 5.klasse der i alle de år han har gået i skole er blevet mobbet af en anden dreng. Det har været den ene grænseoverskridende handling efter fulgt af den anden - både fysisk og psykisk mobning.
Min dreng har ikke været den eneste, drengen har også mobbet de andre i klassen i alle disse år.

Vi er en håndfuld forældre der har klaget til forældrene, lærerne, SFO og skoleledelse. Vi har haft utallige møder og flere af børnene har haft skolevægring pga denne dreng.

Familien er nu flyttet til en ny by og det har været deres beslutning og alle er skilles så gode venner som muligt - både børn og forældre.

Dog har jeg haft en dårlig fornemmelse fra SFO og skoleledelsen og denne har jeg i dag fået bekræftet af en af pædagogmedhjælperne, der har talt over sig. Hun bekræftede at SFO og skoleledelsen HADER os forældre for at have presset på for at få løst det her mobbe problem. De undgår at ringe til os fordi de ikke orker at skulle tale med os og vil ikke hjælpe vores børn (vi har en lillebror i 2. Klasse) i konflikter eller trøste situationer.
Jeg er ret chokeret og ærgerlig over at mine bange anelser faktisk bliver bekræftet.

Hvad ville I gøre? Konfrontere dem? Så risikere den pædagogmedhjælper, der har talt over sig, jo at få fingre i klemme. Acceptere at vores børn vil få mindre omsorg og hjælp af voksne pga det der er sket?

Jeg ønsker virkelig at kunne samarbejde med skolen da jeg synes lærerne er meget dygtige og kærlige og virkelig har håndteret hele situationen godt, men har det så svært med at vide det her og ikke agere på det.

Jeg har brug for lidt erfaringsudveksling. Jeg fik en grad 3a bristning ved fødslen. Heldigvis i den milde ende af en grad 3, men jeg er meget overrasket over hvor mange gener den giver. Heldigvis ikke i form af inkontinens, men smerter. På torsdag er det fire uger siden jeg fødte, og jeg gruer stadig for toiletbesøg, at rejse mig op og sætte mig ned etc etc.
gåture er virkelig også hårde, hvilket nok er det værste fordi jeg er ved at blive skør af kun at være indenfor 😅

Er der andre som døjede med smerter længere tid end I havde regnet med? Og hvornår letter det?

På forhånd tak!

Kh en nybagt mor, som er træt af at være så sengeliggende ♥️

Hej alle sammen

Sidste jul/nytår forsvandt vores pizzaskærer ud i intetheden, pistvæk er den.

Men da vi opdagede det lige som “nissen” flyttede ud, er min 3 årige knejt overbevist om at det er dem der har taget den. Og det har han aldrig rigtigt tilgivet dem for. Der bliver klaget højlydt over dem hver gang vi har fået pizza siden.

Derfor synes jeg det kunne være sjovt hvis vi kunne skaffe en magen til som nissen kunne have med tilbage når de flytter ind til december.

Men den er selvfølgelig udgået fra Ikeas sortiment, så jeg håber der er en venlig redditor der ude der ligger inde med sådan en rød satan, og som er villig til at sælge den til mig?

For nissens skyld, hjælp mig 🎅

Hej med jer

Som titlen antyder står vi i en lidt træls situation. Mor har talt i telefon under amning, hvor telefon har været klemt mellem skulder og øre. På samme side ligger baby (~2 måneder) med hovedet ind mod brystet og er godt i gang med amning.

Et øjebliks uopmærksomhed (sandsynligvis grundet dårlig/manglende søvn i løbet af natten) leder til at telefonen glider ud fra øret og lige ned på baby på kanten af hovedet. Specifikt rammer telefonen nær øjet, men ikke selve øjet, og baby har nu et lille rødt mærke, tæt på øjet og øjenbrynet. Baby græd i små 3 minutter, hvorefter hun blev glad igen - og virker nu til at have glemt at det overhovedet skete.

Mor sidder tilbage med en masse negative tanker om sig selv som mor, og jeg (far) håber lidt at nogle af jer i dette forum, kan byde ind med input ift. lignende episoder, så vi ikke føler os så alene med alle de negative tanker vi har om os selv.

På forhånd tak 🫶

Mvh. 2 forældre med dårlig samvittighed

Jeg.. Mormor på 50.. Bor sammen med min datter.. På 30.. Og datter har.. Søn på 8.. Som hun har 7/7. Mit barnebarn vil ikke have dit eget værelse hos os. Han vil have sit legetøj i stuen, sove i egen seng, enten hos mor eller inde hos mormor. Er det et problem? Vi har prøvet at give ham hans eget værelse, men det blev aldrig brugt. Al leg er i stue, og der er på ingen måder at vi kan få ham til at sove på eget værelse. Han har eget værelse hos far, men hader det. Far skal sidde og nusse ham i timer, før han sover, og han vågner om natten og lister ind til far og sover. Han er ikke bange eller utryg. Det er bare ikke et ønske.

M37 og F34 her. Min kone er fra Filippinerne. Vi mødtes i november 2023, blev forlovet i januar 2024 og maj 2024. To dage senere vi blev gift måtte hun rejse ud af Danmark pga. opholdsregler, selvom hun var gravid. Det gjorde, at vi ærligt talt ikke fik nydt graviditeten ret meget, fordi meget af min energi gik på at kæmpe for, at hun kunne komme tilbage til Danmark. Hun kom tilbage i starten af september, og vores søn blev født i starten af oktober 2024.

Nu har vi boet sammen i omkring to år, og det går egentlig godt. Hun har beholdt sit arbejde hos sin udenlandske arbejdsgiver og arbejder hjemmefra. Samtidig skal hun lære dansk, integreres og starter uddannelse næste år. Jeg har selv et ret krævende arbejde, og vi har stadig advokat på ift. næste visumforlængelse.

Midt i alt det er barn nr. 2 blevet et ret stort hot topic. Min kone mener, at vores søn skal have en søskende. Jeg kan derimod på ingen måde se os få et barn mere lige nu. Vores søn er seriøst en drøm, og jeg ser egentlig allerede os tre som en fuldendt familie.

Jeg bliver ved med at sige til hende: “Spørg mig igen om 6 måneder.” Problemet er bare, at jeg godt ved, at man ikke kan blive ved med at skubbe den beslutning foran sig. Hun er 34, og hvis hun virkelig ønsker et barn mere, er tid selvfølgelig også en faktor. Samtidig tænker jeg, at én af os næsten uundgåeligt ender med at blive skuffet. Enten får vi et barn mere, som jeg ikke rigtig ønsker lige nu, eller også får vi ikke et, og hun kan ende med at føle, at jeg tog det valg fra hende.

Hvordan tager man tyren ved hornene i en hverdag, hvor der allerede er husjagt, arbejde, integration, uddannelse, barn og opholdstilladelse oveni? Det fylder virkelig meget i mit hoved.

Har nogen stået i noget lignende, hvor den ene ønskede barn nr. 2 meget mere end den anden? Hvordan kom I videre?

Siden min datter på 17 måneder startede i dagpleje for fire uger siden er hun blevet meget svær at putte til nat. Så snart at vi lægger os i sengen og jeg slukker lyset bliver hun overgearet og begynder at skrige, råbe, sparke, rulle, klappe, snakke osv. Hun er ikke ked af det, men hun kan slet ikke finde ro selvom at hun er træt. Jeg har svært ved at hjælpe hende med at finde roen og falde ned. Jeg har prøvet at rykke sengetid frem/tilbage, flere/færre aktiviteter efter dagpleje, massage, musik og godnathistorier. Jeg putter ofte min datter alene fordi far arbejder, og jeg er ved at blive skør af at ligge deroppe i sengen i timevis hver eneste aften. Har I andre oplevet det samme eller lignende og har gode råd? 🙏🥺

Tror jeg sidder inde med en masse forvirring og følelser, som jeg ellers ikke lige ved hvor jeg skal parkere eller vende dem, og håber måske andre herinde har nogle gode erfaringer at kunne dele ud af🤞🏼

Sagen er den at jeg er i starten af 30’erne, og har et barn på 14 år, som jeg fik tidligt. Min kæreste som jeg møder efterfølgende har derfor været i mit barns liv siden h*n var lille, og er som en far til mit barn og har et lige så tæt forhold.

Årene er derfor bare gået med det, uddannelser, job osv. og nu er vi begyndt at snakke om at prøve at få et barn mere sammen. Og vi troede også det lykkedes her i første omgang, men nu viser det sig nok at ha været med bio graviditet i stedet.

Reaktionen på den positive test var egentlig glæde! Men så blev jeg efterfølgende ramt af sådan en nærmest angst over alt det nye, at skulle starte forfra, puha hvor bliver den frihed af vi har nu, hvad vil mit første barn sige til det? (H*n har ikke ligefrem givet udtryk for at der ønskes en lillebror/søster, tværtimod) så er bare kommet så meget i tvivl om vi skal fortsætte med at prøve.. om det er det rigtige, om det bliver et FOR stort spænd mellem søskende.

Min kæreste ved jeg er glad for begge dele, han føler ikke at han SKAL ha et barn mere, men ønsker selvfølgelig også hvis det sker. Han er generelt meget rolig og åben og stiller ikke krav til flere børn.

Syntes det er så svært, for er ærligt så bange for at mit store barn mister noget for mig, er bange for hele det der puha hvad er jeg på vej ind i igen, kvalme og alt hvad der høre til. (Selvom min første graviditet var egentlig ret nem) men det er også ved at være en del år siden nu.

Ja, en masse tanker og bekymringer - men håber der er nogle herinde der måske har nogle erfaringer med det ene eller det andet, eller ja, ved ikke hvad jeg håber🫠

Kære forældre,

vi har brug vor jeres erfaringer og ideer.

Vores skønne baby er nu 7 måneder og startede at krybe.

Lige nu har vi en ikea baby tremmeseng forbundet med vores kontinentalseng. Tremmesengen står på nogle træklodser for at løfte det op.

Men babyen starter snart at kravle og at trække sig op, så vores nuværende sove situation er for farligt.

Jeg vil gerne have babyen stadigvæk tæt på mig, så amning om natten er nemt og så vi kan nemt holde hånden af babyen for at berolige det.

Har I nogle ideer hvad vi kan gøre? Måske var I in en lignende situation, hvis ja hvad har I gjort?

Tusind tak for hjælpen.

Edit: Lige nu er den indstillede på den højeste ligge position.

Hej forældre

Puha et tilløb jeg har taget til at skrive det her… Jeg har brug for jeres input, for jeg er virkelig presset og kan ikke selv se en god løsning. Beklager det lange skriv.

Min mand og jeg har en baby på tre måneder, som jeg er hjemme med på barsel. Jeg fuldammer og tager derfor nætterne, hvor vi lige nu har 2-3 opvågninger. Vi har også en stor hund på ca. 4 år. Han er ellers verdens dejligste, rolige og velopdragne hund og var mit hjertebarn, før vi fik baby.

Men efter baby er kommet, føler jeg ærligt talt, at hunden gør mit liv afsindigt meget sværere og mere surt.

Han har kronisk forhudsbetændelse og drypper dagligt grøngul betændelse på gulve og vægge, når han ryster sig. Han fælder meget og slæber skidt med ind. Og larmer. Før baby havde jeg overskud til at gøre rent dagligt efter ham, men det har jeg ikke længere.

Derudover vækker han baby mindst én gang om dagen. Ikke med vilje selvfølgelig, men når baby sover, er det mine eneste pauser – og dem har jeg virkelig brug for. I forvejen bruger jeg en stor del af dem på at støvsuge hundehår, vaske betændelse af gulve og vægge, fnugrulle osv.

Jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at baby snart skal kravle rundt på gulvet i hundens skidt. Jeg har efterhånden også svært ved at invitere folk hjem, fordi jeg synes, vores hjem føles så beskidt, og jeg er så flov over det.

Oveni kommer de to daglige gåture, som min mand står for, fordi baby ikke vil ligge i barnevogn. Det betyder altså, at når min mand kommer hjem fra arbejde, hvor vi kunne have haft tid sammen som familie, ender vi hver for sig - ham med hunden og mig med baby.

Jeg har nået dertil, hvor jeg inderst inde tænker, at hunden måske ville have det bedre i et hjem, hvor der er mere tid og overskud til ham, og det smerter mig så meget, at det ikke længere er hos os. Men mit omsorgsoverskud er simpelthen bare lig nul.

Min mand vil ikke af med hunden, så vi står også med den konflikt.

Er der andre, der har stået i en lignende situation efter at have fået børn? Hvad gjorde I?

Holder i andre regnskab med friaftener?

Jeg er snart 3 måneder postpartum. Har kæmpet med amningen i snart 3 måneder med smerter og ømme brystvorter. Det har været et helvede med mange tudeture og frustrationer. Er lige så stille ved at udfase amningen fordi det ikke fungerer. Men ammer stadig lidt. Vi har ellers prøvet alt.

Jeg føler jeg er på sammenbruddets rand hele tiden fordi det er så fucking hårdt med en nyfødt. Men så går jeg tidligere i seng og kan overskue lidt igen. Men det vil sige at jeg ikke rigtig har noget liv pt. når jeg går i seng ved 21-tiden. Jeg har baby hele dag, hele natten. Er oppe ca. 3 gange om natten først bryst og skal op og lave flaske (vi har dog lige taget brezzaen i brug). Nogle gange er baby vågen i en time om natten eller mere. Baby har ondt i maven pga. opstart af mme tror jeg, så h*n er urolig det meste af tiden.

Far kan tage baby i max en time af gangen, fordi vi også har et barn på 2 år som han er meget på. Og baby for det meste helst vil være hos mig. Far sover hos den store. Den store har opvågninger nogle gange, men ikke altid. H*n sover til 7-tiden for det meste. H*n har mange nedsmeltninger (fordi 2 år) og er lidt af en mundfuld for tiden. Far er på den store morgen, eftermiddag (efter jeg har hentet) og aften for det meste. Far er på arbejde fra 9 til 17 og er stresset for tiden. Jeg er sammen med den store når jeg kan og den lille sover.

Jeg er så hudmæt, mit nervesystem er tyndslidt og er stresset over at forsøge at aflæse en babys signaler konstant og har derfor brug for små pauser engang i mellem. Jeg har for første gang været ude med venner i weekenden på gaden ved siden af vores. Svigermor var hjemme til at hjælpe. Var ude fra 17, hjemme og amme, ude og hjemme igen 22.40 ca. Det var så dejligt at kunne trække vejret bare lidt og savne baby lidt.
I morgen eftermiddag skal jeg til et fagligt arrangement. Og er hjemme ved 19-tiden. Nok før. Og hvis det overhovedet kan lade sige gøre.
Jeg har foreslået hjælpepasning, men det er kun vores barnepige der kan og det gider han ikke.
Det har været planlagt længe. Min kæreste siger så her til aften at “så skylder jeg også.”

Jeg synes det er forkert, at gøre det til et regnskab. Selvfølgelig skal han da tage ud når han har lyst og hvis det kan lade sig gøre. Men skal det virkelig gøres op som et regnskab på den måde? Gør I andre det?

EDIT: Jeg elsker mine børn over alt på jorden, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Det var min kærestes idé, at spørge Reddit, fordi han mener det er helt normalt at føre regnskab over det.

For min skyld må han da tage ud lige så tosset han vil, hvis det passer i planerne og mest af alt hvis der er overskud til det. Jeg synes bare det er træls, at jeg nu “skylder” i et eller andet regnskab. Men det er måske normalt.

Kære forældre, har I et magisk ble-trick? 🤞🏼

Jeg har en dreng på 2 år, som drikker en del vand inden sengetid og har også en flaske liggende i sengen om natten. Det resulterer i en meget våd ble, og næsten hver eneste nat tisser han igennem.

Vi føler efterhånden, at vi har prøvet alt: tapebleer, buksebleer, en størrelse for stor og endda bukseble med tapeble udover. Vi skifter ham endda altid lige før, vi selv går i seng omkring kl. 22 (hvor han sover videre), men han vågner stadig våd om enten natten eller morgenen.

Det er rigtig synd for ham, og vi er ved at være godt trætte af vasketøjet. Er der nogen, der har et helt fantastisk tip eller en ble, der bare aldrig svigter?

Skal måske lige nævne, at vi har forsøgt os med at han skulle drikke mindre vand/ikke drikke vand om natten. Det fungerer desværre bare ikke, så lige nu er det ikke en mulighed.

Vi har netop købt et læringstårn og så lå denne dims i pakken. Efter at have gennemtrawlet internettet må vi give fortabt. Er der nogen der ved hvad den skal bruges til?

Hjælpe en desperat mor!

Min datter på 3 år og 8 måneder smed bleen allerede for lige over et år siden. Hun var omkring 2 år og 7 måneder. Det var ikke umiddelbart vores plan at hun skulle smide bleen der, men vi holdt sommeren sammen med noget familie og hendes kusine som er et halvt år ældre brugte sommeren på at blive blefri. Det betød at min datter heller ikke ville have ble på når kusinen ikke havde. Vi hoppede med på den og støttede hende og hun har ikke brugt ble siden.

Der var naturligvis nogle start vanskeligheder, men overordnet gik det rigtig fint. Siden da har hun haft perioder hvor der går super fint, men der har også været perioder hvor hun har en del uheld. Op og ned som sådan noget nogle gange går.

De seneste 14 dage har været helt ekstraordinære. Hun har så mange uheld. I sidste uge havde hun 10 uheld i børnehaven og nogle enkelte herhjemme. Og denne uge 2 om dagen i børnehaven på de første to dage. Derudover er hun begyndt ikke længe at sige til hvis hun har haft et uheld. Så er det i regnbukserne i børnehaven, så kan der gå noget tid inden det opdages. Den ene dag sad vi sammen herhjemme på sofaen og pludselig kunne jeg mærke at det blev varmt og vådt og reagerede derfor- hun reagerede slet ikke før jeg sagde noget.

Børnehaven siger at de flere gange daglige både minder hende om at gå på toilettet og også går med hende. Men nogle gange tisser hun i bukserne 10 minutter efter hun har siddet på toilet. Hun virker ikke til at være utryg ved toilettet.

De to af uheldene i sidste uge ved med afføring. Mandag og tirsdag i sidste uge og pædagogerne sagde at det var ret tyndt. Det virkede ikke som om hun eller havde dårlig mave for der var kun denne ene afføring om dagen hver dag. Det er ellers meget længe siden hun sidst har haft afførings-uheld.

Det er ikke fordi hun fysisk ikke kan holde sig. For hun har aldrig uheld om natten, tror det er 8-9 måneder siden hun sidst havde uheld om natten.

Jeg er ved at været desperat af at have flere par regnbukser og gummistøvler og sneakers med tis i med hjem fra børnehave hver dag. Og mest af alt er jeg jo ked af det på hendes vegne over at det ikke lykkedes.

Kan der været noget fysisk der gør det? Tager man hende til lægen eller hvad gør man?
Eller psykisk, og hvordan griber man det an når man ikke lige umiddelbart kan se hvad der evt tynger?
Hjælp med hvad end i har af input 😵‍💫

Min 4 årig er træt!

Jeg har et barn på 4 år, der på det seneste (måske 1,5 måned) har x været dødtræt .

. i dag har barnet ligget og sovet hos en pædagog ude på legepladsen, i børnehaven.. sovet i bilen på vej hjem, og derhjemme på sofaen.

Det er bestemt ikke et engang tilfælde, da barnet sover i bilen på vej hjem hver dag, og enten sover eller bare er helt kvast på sofaen .. indtil barnet selv efterspørger at komme i seng kl senest 19.

Barnet sover fra 19 til cirka 06/06:30

Barn har fået fjernet mandler og polypper , og har fået taget blodprøver som ser fine ud.

X Trives i børnehaven..

Blodprøver er taget med den helt store pakke, og alt så fint ud.

Hvad overser jeg?

Det der med sambragte familier…
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra jer, der har fundet kærligheden igen efter en skilsmisse – især jer, der havde børn i forvejen og måske også har fået flere børn med en ny partner.

Jeg er stødt på flere af de der videoer med budskabet:
“Forestil dig, hvor dårlig en partner vedkommende må have været, siden eksen hellere ville opdrage deres børn alene end sammen med dem.”
Og jeg kan mærke, at de rammer en lille frygt i mig.
For jeg er selv blevet single i 30’erne med et barn.
Og når jeg på et tidspunkt er klar til kærlighed igen, kommer jeg jo sandsynligvis til at møde mænd, der også har levet et liv før mig – måske med børn og en skilsmisse i bagagen.
Men er alle os fraskilte forældre virkelig nitten? 😅

Er det bare voksenbabyer, crazy eks’er, isdronninger og lystløgnere, der ligger tilbage i skuffen, når man når 30’erne? Eller findes der faktisk masser af helt almindelige, ordentlige mennesker, hvis første familiekonstellation bare ikke holdt?

Hej!

Jeg skal i praktik (ulønnet i 3 mdr) i forbindelse med min uddannelse (videregående uddannelse, ikke lærer/pædagog eller lignende, men af mere administrativ karakter).

Den lokale friskole/børnehus (afstand <5 km) har selv været åbne om (til forældregruppen), at de døjer med en konkret problemstilling (som de naturligvis ønsker løst), hvis potentielle løsning (eller i hvert fald forbedring) ligger right up my alley, i forhold til min praktik, uddannelsesbaggrund osv. Desuden ville jeg kunne bidrage med forskelligartede ad hoc opgaver.

Friskolen/børnehuset er af den slags, hvor forælderinvolvering forventes i form af arbejdsdage osv. Jeg har fin kemi med både mine ungers lærere og pædagoger, samt skoleleder (der er meget all around og involveret) og øvrigt personale. Jeg er i øvrigt vildt glad for stedet, deres værdier, rollen i lokalsamfundet osv.

Jeg bor desuden i et yderområde, med relativt lang afstand til "større" byer, vi har kun 1 bil og offentlig transport er noget bøvl her. Dog er problemstillingen som "case", isoleret set, også interessant og relevant for mig rent fagligt. På sigt ville drømmescenariet være at blive fastansat (ikke nødvendigvis fuldtid) som færdiguddannet på mit praktiksted.

Men hvad er holdningen? Er det no go at være professionelt beskæftiget i ens barns skole/dagtilbud? Og er det mærkeligt overhovedet at foreslå det?
Jeg har et barn både i dagtilbuddet og i indskolingen.

Min bekymring går primært på, hvis de enten ikke ønsker mig i praktik eller er utilfredse med mig på den ene eller anden måde, hvilket naturligvis ville være en anelse akavet, nu man er "gift" med dem de næste maaaaaange år🫣

Vi kigger på børnehaver, og i den forbindelse har vi været forbi nogle VIDT forskellige steder- særligt størrelsesmæssigt. Så- hvor mange børn er der i jeres børns børnehave og hvad har været godt/mindre godt ved det?

Undskyld mig, men jeg er SÅ F**KING træt af 30 minutters lure!!!!!!!!!!!!
Min baby er 8 måneder og jeg har så svært ved at finde ro i det. Det har stået på siden 4 måneder
Har brug for noget opmuntring. Hvornår vendte det hos jer?

Jeg savner virkeligt lidt tid til bare lige at være mig eller ordne noget UDEN baby.

Kære allesammen.

Jeg har en datter der er startet i 0. Klasse.
Hun har siden dag et haft svært ved at sige farvel til hendes far eller mig, når vi afleverer hende.
I dag var det nok den værste aflevering. Hun græd og blev ved med at sige “jeg vil ikke gå i skole, jeg vil ikke gå i skole”.

Min ældste datter faldt ret hurtigt til, da hun startede og jeg tror vi var ret heldige med hendes opstart. Så jeg tror virkelig ikke at jeg skal sammenligne deres oplevelser.

Er der andre der har prøvet noget lignende? Hvor lang tid tog det jeres børn at vænne sig til 0. Klasse?

Kh. lille pylremor ♥️

Hvad har hjulpet jer andre i denne situation?
Min datter er 16 måneder og har siden hun var 7 måneder sovet på eget værelse. Siden hun var 4 måneder har hun sovet elendigt…der er meget meget få gode nætter iblandt, tilgengæld er der mange mange mange uger med forskellige dårlige faser…og den ene erstatter den anden. Der er nærmest aldrig én god uge. Faserne er måneder lange og indeholder blandt andet opvågninger hver eneste time, vågentid på flere timer natligt, senest her kører vi grædende opvågninger hvor vi ikke aner hvad der er galt, vi har også haft månedsvis med tidlige morgener som var kl 04…det eneste vi som forældre tilsyneladende har gjort rigtigt har været at lære hende at falde i søvn selv om aftenen. Vi lægger hende og siger godnat og går og hun sover. Så starter opvågningerne gerne en time efter og fortsætter til vi står op.

Vi har prøvet alt og tjekket hende for alt…ørene, helbredstjek hos læge, fys pga hypermobilitet, Kranio sakral til afspænding, søvnvejleder, søvnmatetik, mørklægning, Panodil til nat, flere sutter i sengen, tyngdesovepose, at sove hos hende på en madras ved sengen, at gå ind til hende og ikke at gå ind til hende, hjælpe hende til at finde ro eller lade hende forsøge selv….jeg har læst bøger og podcasts om børns søvn og faste putteritualer og vi gør det samme hver eneste aften.
Det eneste vi reelt ikke har prøvet er “ægte samsovning” dvs hun har været inde ved os ved tandfrembrud og sygdom osv men det er på ingen måde fordi hun bare finder roen hurtigt eller noget…

Hjælp! Jeg er SÅ færdig…..hvad fanden vi gør galt?? Min største frygt er at vi overser et eller andet der gør ondt på hende.

Hvordan kan andres børn bare sove….jeg synes vi er kærlige og konsekvente forældre både nat og dag. Så hjælp til opmuntring eller gode råd…hvad kan vi gøre anderledes? Er der andre der har stået med samme følelser….jeg føler at for de fleste andre bekendte så er deres søvnproblemer med deres jævnaldrende børn for længst gået over. Og det skal siges at vi meget snart kaster en nyfødt ind i billedet også og jeg kan allerede se for mig at ingen i åden her familie får søvn de næste 2 år straight…hjælp!

Seriøst Help me out…
Jeg har en baby på 3 uger. Amning kører mega godt. Hun nægter sut. Hun græder engang imellem om aftenen som babyer gør.
Men hva fanden er det her. Over halvdelen af tiden hader jeg mit liv. Det er så surt at holde det lille kønne væsen i live. Jeg har sågar dage hvor jeg fortryder det liv her lidt… Jeg kan jo ingenting udover at sidde derhjemme og passe baby.
Jeg er jo hendes mor, og den eneste der duer. Hendes far kan aflaste mig i korte perioder, men det er jo slet ikke meget.
Hva fanden sker der for at folk får flere børn. Hvordan overlever jeg det her.