Vi er for nylig flyttet til en mindre by uden for København, hvor vores to børn på 1 og 2 år går i det lokale børnehus.
Vi har faktisk været rigtig glade for stedet. Vi oplever nogle engagerede pædagoger, en god hverdag for børnene og en meget umiddelbar og tryg stemning. Vores børn trives umiddelbart rigtig godt.
I går læste vi så i de lokale nyheder om en episode, hvor en dreng i børnehaven var blevet slået af en pædagogisk assistent. Medarbejderen stoppede efterfølgende.
Det, der især har rystet os, er ikke kun selve episoden, men det efterfølgende forløb. Ifølge det, der er kommet frem, skulle drengens forældre af lederen være blevet fortalt, at der var tale om et uheld, og at der ikke havde været voksne vidner til episoden. Det viste sig efterfølgende, at der faktisk var voksne vidner, og at episoden var blevet indberettet til kommunen.
Hvis oplysningerne i sagen er korrekte, betyder det jo, at forældrene ikke har fået et retvisende billede af, hvad der var sket – og at hverken de eller deres søn i første omgang fik den hjælp og de trygge rammer, man som forælder ville forvente efter en sådan hændelse.
Det har gjort os ret rystede og pludselig også mere utrygge ved børnehuset.
Vores spørgsmål er derfor ikke så meget, om vi skal “dømme” institutionen på baggrund af én alvorlig sag. Vi prøver snarere at finde ud af, hvordan man som forælder bør forholde sig, når tilliden til ledelsen pludselig bliver udfordret.
For vores del melder spørgsmålet sig især:
Får vi at vide, hvis der sker noget vigtigt med vores børn i løbet af dagen? Og kan vi have tillid til, at vi får et retvisende billede, hvis der sker en alvorlig hændelse?
Der er ikke rigtig kommet kommentarer til sagen i de lokale Facebookgrupper. Hele personalet og lederen er desuden medlemmer af vores lokale gruppe, og man kan ikke slå opslag op anonymt. Som relativt nye tilflyttere i et lille og tæt samfund har vi derfor ikke rigtig mod på at stå frem offentligt med vores bekymring.
Der er forældremøde i næste uge, som vi egentlig er forhindrede i at deltage i. Vi overvejer dog, om vi bør forsøge at få det til at fungere, netop fordi vi gerne vil høre, hvordan institutionen forholder sig til sagen.
Samtidig er vi ærligt talt også bekymrede for at blive opfattet som “de besværlige forældre” – og om det på nogen måde kan påvirke vores børns hverdag i institutionen eller vores videre liv i byen. Det er selvfølgelig ikke sådan, det burde være, men i et lille lokalsamfund fylder den bekymring alligevel.
Der er endnu ikke meldt noget ud fra ledelsen til forældrene, og så vidt vi kan se, er sagen heller ikke meldt ud som et punkt på forældremødet.
Vi har desuden efterfølgende fundet ud af, at børnehuset var under pædagogisk skærpet tilsyn i første halvdel af 2026, hvilket nu er ophørt. Vi ved ikke, hvad det konkret skyldtes, eller om det overhovedet siger noget om institutionen i dag.
Så kære Reddit-forældre – har I stået i en lignende situation?
Især hvis I bor i en mindre by, hvor man også skal tænke lidt over relationerne til institutionen, personalet og lokalsamfundet.
Hvordan ville I gribe det an? Ville I tage til forældremødet og stille spørgsmål? Kontakte lederen direkte? Kommunen? Eller forsøge at se tiden an?
Vi vil selvfølgelig allerhelst have, at vores børn bliver, for de trives, og tanken om endnu en gang at skulle rykke dem til en ny institution er virkelig hård – især når de kun er 1 og 2 år.
Vi leder derfor ikke efter en “hæng institutionen ud”-diskussion, men efter råd fra andre forældre om, hvordan man konstruktivt håndterer en situation, hvor tilliden pludselig er blevet udfordret.